Analyse
Den sidste uge op til Folketingets juleferie vil ikke gå over i Anders Fogh Rasmussens historie som en af statsministerens bedste. Mens oppositionens leder, den socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft, i ly af ekstravagante gode meningsmålinger kunne forberede sig på den populære rolle som julemand til Folketingets julefest, var der ingen nisseskæg til VK-regeringens ministre. Derimod to slags næser, der blev uddelt og markerede afslutningen på et kalenderår, der har været præget af en række uheldige sager:
Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) fik en næse af Folketingets ombudsmand for ikke at have været opmærksom på spørgsmålet om inhabilitet, da hans tidligere arbejdsplads, en skole i Sønderjylland, fik bevilget midler fra ministeriets særlige miljøpulje.
Kirkeminister Tove Fergo (V) fik en irettesættelse fra finansminister Thor Pedersen, fordi hun valgte en teknisk forkert løsning, da ministeren sagde farvel til sin omstridte pressechef med en aftale om seks måneders løn.
Mens Socialdemokraterne omgående opfordrede miljøministeren til at træde af, betød den mindre sag for Tove Fergo blot endnu en sten i rækken, der har gjort tilværelsen som kirkeminister hård: Tove Fergo har lagt sig ud med landets biskopper, og oppositionen er i flere omgange gået til angreb på ministeren og hendes orienteringer af Folketinget i sagen om det økonomiske rod i ministeriet og i den såkaldte fællesfond.
Spørgsmålet
Fergo og Schmidt er ikke de eneste Venstre-ministre, der har gjort sig uheldigt bemærket. Svend Aage Jensby kom som forsvarsminister under stærkt pres i sagen om de danske soldaters deltagelse i ildkamp i Irak. Svend Erik Hovmand er som skatteminister nu omfattet af den undersøgelse, der skal optrevle, hvorfor Skatteministeriet undlod at lukke et hul i lovgivningen og dermed gav TDC en klækkelig skatterabat. Endelig har finansminister Thor Pedersen haft det ubehagelige spotlys rettet mod sig i sagen om, hvorvidt han var berettiget til at modtage støtte til en landejendom, hvor han ikke opfyldte bopælskravet.
Spørgsmålet er, om Anders Fogh Rasmussen vil starte på en frisk i 2004 og rydde op i regeringens rækker?
Penible personsager og uheldige ministerhåndteringer kan meget vel få en fremtrædende plads i debatten i det kommende år al den stund, at det bliver stadigt mere tydeligt, at regeringen mangler et offensivt projekt, der kan erobre dagsordenen. Spillet om Velfærdskommissionens udgivelser såvel som Strukturkommissionens forslag til et nyt Danmarkskort ligger helt åbent, og ingen af projekterne er åbenlyse vindersager for regeringen.
Alligevel kan ministrene regne med en rolig juleferie, og det er der flere grunde til: På det psykologiske plan er det imod Anders Fogh Rasmussens natur at give efter for en højtråbende opposition ved at ofre to-tre ministre i en rokade. En anden grund er, at de to store temaer, der venter forude, velfærdsreformer og amtskommunal strukturreform ikke berører ministre, som ikke er driftssikre. Trods dagpengeaffæren er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fortsat en af regeringens absolut stærkeste mænd, og strukturreformen placeres næppe bedre end i hænderne på indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, (V) der selv har en fortid som amtsborgmester.
En tredje og mere spidsfindig årsag til, at der ikke kommer nogen ministerrokade lige med det samme, er forholdet mellem ministrene fra de to regeringspartier. Den konservative partileder Bendt Bendtsen har på de indre linier ladet ord falde om, at »han har det rigtige hold«. Underforstået der er ingen grund til at skifte K-ministre ud. Og omfatter en rokade kun V-folk ja, så kommer der blot yderligere fokus på, hvem der sidder med problemerne.
Udstiller sårbarhed
Den altoverskyggende grund er dog Anders Fogh Rasmussens personlige indstilling til rokader som instrument. Han opfattelse er, at de alt for sjældent lykkes og kan bruges offensivt, men i stedet sender et signal om defensivitet og sårbarhed. En lære, statsministeren har udledt både under Schlüter-regeringerne op gennem 80erne og fra Poul Nyrup Rasmussens (S) tid som regeringschef. Blandt de uheldige eksempler fra Schlüters tid var, da den konservative regeringsleder i 1996 skiftede flere ministre ud i håbet om at signalere bredde og midtsøgende kurs: Ind kom profiler som Anne Birgitte Lundholt, Niels Wilhjelm og Henning Dyremose, men ministerrokaden blev så langt fra belønnet af vælgerne, der gav de konservative en ordentligt lussing ved det efterfølgende folketingsvalg i 1987. Fra Nyrups periode har Anders Fogh Rasmussen hæftet sig ved, at flere af rokaderne virkede panikagtige og blev oversolgt i medierne langt ud over, hvad rokaderne kunne bære.
