Læsetid: 3 min.

Forsker på tilbagetog

Lektor i biokemi, Kwee, beklager sin kritik af mobilforskning foretaget af Kræftens Bekæmpelse. Eller gør hun?
3. december 2003

»Jeg har absolut ingen holdepunkter for, at Christoffer Johansens forskning har været påvirket af den omtalte sponsorering, og jeg skal beklage den i artiklen foretagne sammenkædning mellem mine generelle udtalelser og det specifikke forskningsprojekt.«
Med disse ord trækker lektor i biokemi ved Århus Universitet Sianette Kwee i land i det, der er blevet til en skyttegravskrig om mobilforskning mellem Kræftens Bekæmpelse (KB) og lektor i biokemi ved Århus Universitet, Sianette Kwee.
Krigens første skud faldt, da Sianette Kwee til Information den 12. november udtalte, at »der er enorme finansielle interesser på spil, og nogle forskere er meget præget af industrien.« I artiklen henviste hun direkte til den million kroner, som KB-overlæge Kristoffer Johansen modtog fra TDC og Sonofon i forbindelse med et forskningsprojekt fra 1994-2000. Kort fortalt lød Johansens konklusion dengang, at der ikke var belæg for, at mobiltelefoner skulle udgøre en risiko for voksne.
Kritikken udløste næste skud: KB-direktør Arne Rolighed skrev »med en vis forundring« til dekanen for Det Sundhedsfaglige Fakultet og krævede »dokumentation for de fremførte påstande«.
Tredje skud: I et brev en uges tid senere trak Kwee i land – bl.a. ved at skyde skylden på Information, selv om Kwee både havde læst og godkendt artiklen – og udtalte sin »uforbeholdne beklagelse af den udformning, artiklen har fået … «

Svinske beskyldninger
Umiddelbart er KB-direktør Arne Rolighed tilfreds med resultatet: »Den klare melding om, at Kwee absolut ingen holdepunkter har, og hun beklager sammenhængen, det mener vi her i huset, er et stærkt nok dementi.«
Beskyldningerne er ifølge Rolighed »dybt tragiske« og »noget svineri«:
»Vi forsøger hver dag at værne om vores troværdighed og neutralitet. Det er både en beklagelig og en besynderlig sag. Hvis Kwee havde leveret en begrundet kritik, så havde sagen forholdt sig helt anderledes. Så havde jeg været nødt til at kigge på nogle ting internt i huset her, den måde vores forskere tilrettelægger deres ting på,« som KB-direktøren siger det.
Kwee er godt træt af hele affæren. Og selv om hun beklager den konkrete kritik af KB, så fastholder hun kritikken – nu på et generelt plan:
– Trækker du din kritik af Johansen tilbage?
»I al almindelighed kritiserer jeg undersøgelser, der er lavet og betalt af industrien, for at være forudindtagede. Industrien vil da have noget for deres penge, det er da klart. De er ikke interesseret i at betale for noget, som markedsfører deres produkter som dårlige.«
– Og Johansens forskning?
»Jeg udtaler mig her generelt om al industrisponsoreret forskning. Det holder jeg fast ved. Når det tilfældigvis er sådan, at Johansens forskning også er industrisponsoreret, så må folk konkludere, hvad de vil. Personlig stoler jeg ikke på nogen form for industrisponsoreret forskning,« siger hun nu til Information.
– Hvorfor er der fejder mellem forskere?
»Vi snakker overhovedet ikke med hinanden, så der er ikke nogen personlig fejde. Men Johansens arbejde er i årevis blevet brugt til at slå på de mennesker, der har forsøgt at komme igennem med en klage. Hvad enten det drejer sig om højspændingsledninger eller noget andet, hvor folk mener, de er blevet syge, så bruges hans undersøgelse af modparten.«
– Kan befolkningen efter din mening fæstne lid til Johansens undersøgelse?
»Overlæge Jørgen H. Olsen fra KB, der er Johansens chef, sagde for et par uger siden til avisen Nordjyske, at selv om de lavede undersøgelsen, som viste, at det ikke er farligt, så er KB ikke sikre på i dag, at det er sådan. Derfor anbefalede KB-chefen borgerne at beholde deres fastnettelefon,« siger Kwee, der også har lagt links til andre forskeres kritik af Johansens undersøgelse: www.biokemi. au.dk/kwee

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu