2. sektion
Tyskland
De gamle, europæiske velfærdssamfund er i opbrud, både tiden og indbyggerne kræver plads til eget initiativ og egen lykke.
Stadigt flere bliver selvstændige aktører på arbejdsmarkedet, og i bl.a. Tyskland forsøger den socialdemokratisk-grønne regering at speede udviklingen op ved at give økonomisk startstøtte til arbejdsløse, der har mod på tilværelsen som selvstændige, kaldet Ich-AG (jeg-aktieselskabet).
Nogle vil klare sig i overlevelseskampen, andre vil uvægerligt bukke under. Og hvad sker der så?
»Med de tiltagende sociale uligheder, skabt af personlig selvstændighedsorientering, må vores forestilling om social retfærdighed klare helt andre samfundsmæssige uligheder,« mener Heinz Bude, der er professor i sociologi ved universitetet i Kassel.
Heinz Bude har førhen gjort sig bemærket med generationsbeskrivelser af Anden Verdenskrigs børn og 68erne i Deutsche Karrieren« og Das Altern einer Generation, begge udgivet af Suhrkamp. Efter valget i 1998, der gjorde Gerhard Schröder til kansler, opfordrede han den nye generation af politikere til at påtage sig den skabende opgave for samfundet.
I et indlæg i avisen Frankfurter Rundschau ridser han op, hvilke nye krav fremtidens samfund skal opfylde, hvis det skal forblive stabilt - på trods af den stigende individualisering af arbejdsmarkedet og det øgede egetansvar for den økonomiske tryghed.
Heinz Bude ser ikke fremtiden i traditionel økonomisk omfordeling, nivellering af samfundet, hvor den sociale symmetri opstår, når rige betaler, og fattige får, så ingen stikker op, og ingen falder igennem.
»Lige så indlysende dette bud om ubetinget socialpolitisk symmetri er, lige så dårligt passer det til den samfundsmæssige erfaring om menneskeværdig lighed. Den ulighed, der nedværdiger én, gøres ikke god med udligningen, den næres af den mellemmenneskelige oplevelse af at blive set ned på og blive lukket ude,« skriver
Bude.
Frihedens farer
»Deraf opstår en helt anden målestok for et retfærdigt samfund end det stive blik på symmetri i den sociale situation: Det handler om følelsen af at være med og om at få anerkendelse for sine præstationer ikke om at være et nummer med ret til forsorg, ikke om at blive behandlet som et offer for kalkuleret ulykke.«
I dagens samfund og endnu stærkere i fremtidens forsvinder den livslange ansættelse, det fastlagte liv. I voksende omfang ønsker befolkningen også selv at vælge, i perioder satse på karrieren, i andre perioder passe familien.
»Men i selvstændigheden er det svært at kende forskel på ønsker og omstændigheder. Den, der selv vil skabe sit liv, må også overtage ansvaret for sin skæbne,« skriver Heinz Bude og peger på de særligt farlige tilfælde, hvor selvstændigheden udgør det eneste håb om igen at vinde fodfæste i samfundet, f.eks. den arbejdsløses forvandling til et Ich-AG.
»Her viser farerne ved kravet om et eget liv sig. Uforudsigelige begivenheder betyder ikke sjældent, at den enkelte mister sit fodfæste. Man har optaget store lån, man har brudt alle broer til fortiden, og når den forretningsmæssige succes og samfundets anerkendelse udebliver, rives man omkuld.«
De tre krav
For Heinz Bude at se er der ikke nogen anden udviklingsretning end den øgede individualisering, og det bringer ham til at opstille tre krav, som fremtidens samfund bliver nødt til at indfri.
»For det første bliver det nødvendigt med en paradoks politik, som erklærer sig ansvarlig for både de stærke og de svage. Den egentlige kunst i denne politik bliver ikke bare at sige, at de stærke skal sørge for de svage, men at de stærke og de svage skal drage omsorg for helet. (...)«
»For det andet skal man udtænke en politik med nye chancer. Dens imperativ er ikke at bevare status quo ved almindelige livsrisici som uheld, ledighed eller alderdom, men forhindre social udelukkelse. Den skal gøre det muligt, at man kan komme tilbage, efter at man er røget ud.«
»Det hele skal, for det tredje, bygge på en respektens politik, der tager hensyn til den kendsgerning, at uligheder vokser, og zoner af sårbarhed breder sig i samfundet. En moral er stærk, hvis den tillader at rumme uligheder og alligevel fastholde målet om lighed.«
Heinz Bude slutter sit indlæg i Frankfurter Rundschau med ordene:
»I en respektens politik er hver enkelt nødvendig for at sikre alles vel. Dermed lader man ikke ideologisk, som om alle er lige. En respektens politik forbyder den nedladende medlidenhed, fordi den regner med hver enkelt persons mulighed for at komme op igen. Men den er samtidig klar til at understøtte dem, som er socialt sårbare eller udelukket fra samfundet. Det er respekten, der kræver selvstændighed og bygger på omsorg.«
