Læsetid: 4 min.

Frygt er magtens tjener

I en verden vendt på hovedet, får tingene navne med bagvendte betydninger
22. december 2003

Magt nærer frygt. Uden de dæmoner, der skaber frygten, ville magten miste sine kilder til legitimitet, ukrænkelighed og rigdom. Magtens djævle - Bin Laden, Saddam Hussein og hvem der måtte komme til - er som de gæs, der lægger guldæg: De avler frygt.
Frygt forvirrer. Frygt afleder opmærksomhed. Var det ikke for de nyttige formål, den tjener, ville alle kunne indse det: At magten ser sig i spejlet og selv fremmaner frygten ved at fortælle os, hvad den ser: Fare, fare hviner de farlige.
Patriotisme er et privilegium for magthavere. Praktiseres den af de beherskede, reduceres den til terrorisme. Selvmordsbombeangreb af desperate palæstinensere berøvet deres land, den nationale modstandskamp imod en fremmed besættelsesmagt i Irak: Er dette terrorisme og intet andet?
. Den forklædte magt er den sunde fornufts negation. Ellers ville ingen betvivle, at Israel praktiserer statsterrorisme og smitter med sin galskab.
Jo mere territorium, Israel opsluger, og jo mere det ydmyger det palæstinensiske folk, desto mere forbryderiske modreaktioner fremkalder det. Disse angreb, hvorunder uskyldige myrdes, bruges som påskud for at dræbe endnu flere uskyldige.
Hvis der var sund fornuft tilbage i denne verden, ville Ariel Sharon umuligt kunne få lov til at gøre det, han gør. Som om det var normalt at invadere og angribe andre menneskers lande, rejse en mur for at værne om det, som det man har stjålet, offentligt kundgøre sin intention om at snigmyrde Yassir Arafat, et demokratisk valgt statsoverhovede, og true med at bombe Syrien, velvidende at USA vanen tro nedlægger veto imod enhver fordømmelse i den anledning fra FN’s Sikkerhedsråd.
Som denne verden fungerer, er folkeslag og lande nødt til at være noteret på markederne. Deres værdi beror på magtens geografi. Hvor mange uskyldige mennesker er ikke sprængt i stumper og stykker under denne sidste krig i Irak?! Men sejrherrerne har ikke haft tid til at tælle deres civile ofre - så travlt har de haft med at lede efter masseødelæggelsesvåben, som ikke eksisterer.

Medier i evigt selvsving
De uofficielle tal angiver ikke færre end 7.700 civile dræbte, mange af dem børn, kvinder og ældre. Hvor meget er disse liv værd? Sat i forhold til befolkningsstørrelse svarer antallet af dræbte irakere til 94.000 amerikanere. Hvad ville der ske, hvis invasionsmagten i stedet havde været det land, der blev invaderet? Et tilsvarende antal amerikanske ofre ville have fået medierne til at gå i evigt selvsving. De irakiske ofre fortjener intet andet end tavshed.
På magtens tinde ved enhver, at berigelsestyveri var eneste sande motiv bag disse overlagte og koldblodige drab. Men morderne fortsætter med at bedyre, at de handlede i selvforsva. De har hverken angret eller er blevet arresteret. Forbrydelse betaler sig. Fra magtens topmøder truer de hele verden med nye farer, opfinder nye fjender og sår mere panik.
Præsident Bush ynder at citere tekssteder om dommedag fra Biblens Johannes’ Åbenbaring.
Denne hårrejsende bibeltekst indeholder en profeti fra en fjern fortid, som, skønt fuld af både overdrivelser og forkerte talangivelser, alligevel kan minde uhyggeligt om visse nuværende begivenheder:
»Ved den store flod Eufrat blev en tredjedel af menneskene udryddet af ild, røg og svovl,« hedder det. Og andetsteds: »En tredjedel af jorden brændte op, og en tredjedel af træerne brændte op, og alt det grønne græs brændte op (...) Og en tredjedel af alle levende skabninger i havet døde. (...) Mange døde af vandet i floderne, som var blevet bittert.«
Forfatteren til Johannes’ Åbenbaring tilskrev disse katastrofer Guds vrede. Han havde aldrig hørt om ‘smarte bomber’, kuldioxid, syreregn, kemiske pesticider eller radioaktivt affald. Og han ville næppe have kunnet forestille sig forbrugersamfundet, eller at moderne ødelæggelsesteknologi ville være mere frygtelig end guddommelig vrede.

Dens-egen-værste-fjende
Bomber mod mennesker, bomber mod naturen. Og penge som bomber. Hvad skulle der blive af verden-som-dens-egen-værste-fjende-modellen, hvis der ikke fandtes økonomiske krige?
I mere et halvt århundrede har Verdensbanken og Den Internationale Valutafond udryddet flere mennesker end alle terrororganisationer i fortid og nutid tilsammen. De har med deres enorme magt gjort verden til, hvad den er i dag.
Disse organisationer bestyrer et økonomisk diktatur inden for demokratiernes orden: Fem lande træffer alle beslutninger i Verdensbanken. Ingen andre har noget at skulle have sagt. Denne kolonialistiske ordning af vores planet ville komme i stor fare, hvis de fattige lande, som udgør den overvældende majoritet af dens medlemmer, kunne stemme. I stedet inviteres de kun med til festbanketten - som måltid.
National værdighed er en profitløs aktivitet, der i den underudviklede verden er dømt til at forsvinde i lighed med offentlig ejendom. Hvis denne værdighed forsøger at hævde sig, galer en anden hane. Det så vi i Cancún ved WTO-topmødet. Lande, der var blevet udsat for hån og løgne, stod for første gang efter mange års ensomhed og frygt i samlet front og fik mødet til at lide skibbrud.
Vis magten, at den er ikke så magtfuld, som den påstår. Ingen ved det bedre end Alice i Eventyrland. »Af med hovedet« råbte dronningen af sine lungers fulde kraft,« men ingen foretog sig det mindste.
»Hvem skal udføre hendes ordre?« spurgte Alice. »Her er jo kun spillekort.«

(c) IPS og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her