Læsetid: 4 min.

Går og nynner i Danmarks hus

Den dansksprogede sang oplevede en renæssance i det forgangne år, uden pladekøberne af den grund følte sig foranledigede til at finde portemonæen frem
20. december 2003

Året i DK-rock
De gode nyheder er, at der har været såvel grøde som et ordentligt spænd i den dansksprogede musik i år. Fra den djærve og og muntre Kim Larsen til det stilfærdigt fremragende ensemble Pluto er der et stykke vej – og så måske alligevel ikke så langt, som man umiddelbart skulle tro. Den mindre gode nyhed er, at der – fraset lige Larsen! – ikke har været det store salg i de mange vellydende danske udgivelser, vi er blevet velsignet med. For er der to ting, det kniber med at få danskerne til at give penge for p.t., er det såmænd cd’er og aviser. Fed branche man har valgt sig!
Blandt debutanterne ragede Kenneth Thordal tårnhøjt op med sin charmerende 11 salmer fra bunden af havnen. Er Thordal ingen årsunge – han har faktisk været aktør på scenen i føje år – er det som dansksproget sangskriver, han nu for alvor viser gennemslagskraft. Og selvom teksterne er meget ordrige, gennemstrømmes de af en frodig fantasi og smuk beherskelse af modersmålet, der giver hans sange et vist mål af originalitet. Musikalsk er det bundsolidt og vindende.

Afskriv aldrig en gammel rotte
Blandt veteranerne tog Kim Larsen fusen på alle ved at følge karrierens nok værste album – det horrible Weekend – op med et af dens bedste! 7-9-13 slog én gang for alle fast, at »it ain’t over ’til the fat lady sings«, hvilket såmænd bare betyder, at man aldrig skal afskrive en gammel rotte.
Alt det Larsen er god til – og det er meget! – udfoldedes på det smukkeste på en overskudspræget og vital plade, der blev modtaget af al folket med åbne arme. I en helt anden boldgade fandt vi Jokeren, der prøvede sig selv af uden Den Gale Pose på den testosteronstruttende og voldsomme Alpha-Han, der slog hans rygte som genial rimsmed fast med syvtommersøm. Og trods en lidt old school-agtig produktion nåede pladen vidt ud i landet.
Love Shop nåede album nr. syv med det imposante National, der som en enlig svale på scenen tog livtag med verden efter den 11. september, inklusiv højredrejning,
Irakkrig osv. Som sædvanlig demonstrerede udgivelsen, at Jens Unmack er vores nok største rockpoet og Hilmer Hassig et unikum på både guitar og bag mixerpulten. Også Peter H. Olesen fra brødreduoen Olesen-Olesen beviste sit uforlignelige flair for sprogets finurligheder og krinkelkroge på det hidtil bedste album fra den kant, Hårdnakket idyl, et eksemplarisk samarbejde med sonikeren Troels Bech.
At have mel i munden og blæse

Årets clue var dog Klondykes anden cd, Lille vampyr, der demonstrerede Mikael Ryberg Kristensen uforlignelige talent, et af de største i tiden, hvad angår såvel tekst som melodi.
At Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg besluttede at præmiere den i forhold til Kristensen så lidet opfindsomme debutant Tue West med 50.000 kroner er en af den slags gåder, vi næppe nogensinde får svar på. Også nævnes bør det københavnske ensemble Pluto for en tyst, underspillet og hjertegribende samling af sange, støv/eller/støj, mens Halfdan E & Martin G skal roses for deres iderige tonsætninger af Johannes L. Madsens digte på Smarte pletter mellem fingrene, der læstes højt af koryfæer som Rifbjerg, Jørgen Leth, Steen Jørgensen m.fl.
Den gode Nikolaj Nørlund ville både have mel i munden og blæse, så han udsendte det kantede, men effektive og intense Tændstik under eget navn, mens han aktiverede gruppenavnet Rhonda Harris til det mere flagrende, men generelt vellykkede engelsksprogede Under The Satellite. Om Mews Frengers tør vi roligt påstå – også selvom 2/3 af sangene stammede fra gruppens to foregående albums – at den udgør et foreløbigt højdepunkt for denne ihærdige kvartet. Lagt an til gennembrud i det store udland, var det skønt endelig at høre Mew
ordentligt produceret og i det hele tage gøre en svimlende god figur.
Tre kvinder gjorde indtryk: Tina Dickow andet album, Notes, var debuten langt overlegen og viste en kunstner på vej op i internationale luftlag. Også Trine-Lise Værings krævende og eftertænksomme Trespassing befandt sig i en klasse for sig, mens Caroline Henderson med sin samling velvalgte coverversioner på Don’t Explain stod for Årets Scoreplade.

Grasserende retro-rockbølge
Obskure Salem fortsatte en stensikker kunstnerisk kurs med anden del af deres igangværende, meget ambitiøse trilogi, betitlet The Anatomy of Pain, hvor Mikkel Risbjerg atter viste sig som DK’s største stemme siden Lars H.U.G. – uden nogen løftede et øjenbryn af den grund. Årets comeback stod 79-årige Bent Fabricius-Bjerre for med to stinkende radiohits, »Jukebox« og »Shake«, der desuden gav Allan Vegenfeldt anledning til at vise hvor fuldfed en sanger han er egentlig er. Hvad han endvidere demonstrerede med The Sandmen, der med den grasserende retro-rockbølge in mente lod sig gendanne og drog på Danmarksturne. Man forstår dem.
Blandt årets mange retrofiduser var Baby Woodrose både de mest overbevisende og synlige med såvel det garagefræsende Money For Soul som det store sommerhit, »Everything’s Gonna Be Alright«, mens duoen The Raveonettes andet album, Chain Gang Of Love, fremstod som lidt af en skuffelse. Til gengæld gav de en af årets bedste koncerter på Roskilde Festivalen. De mest løfterige debutanter var det gakkede Århus-outfit Tiger Tunes, hvis Absolutely Worthless Compared To Important Books fremstod som årets mest frenetiske og fandenivoldske udgivelse. Efter endt lytning kunne man svale sig i selskab med det forfinede Get In Room fra udemonstrative og stilsikre Velour. Der var sgu bredde i udbuddet!
Men sikke et år. Op og ned og ud i alle hjørner. Cool. Og skål. Og ikke et ord om Strejfer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her