Forestiller nogen sig Fogh gå i Hartlings fodspor efter endt tid i Statsministeriet, bør de tale med en læge
2. sektion
Intermetzo
Finn Slumstrups havde i sin fortsatte serie: Radioklassikeren på p1 i søndags fat i den mindeudsendelse, Poul Smidt i sin tid lavede om den radikale høvding, tidligere undervisningsminister Jørgen Jørgensen (1888-1974). Rent bortset fra selv den nære fortids radiosprog, som altid overrasker, så fint vi dog talte dengang! Smidts effektive københavnske forekommer i mellemlæg og let ærbødige spørgsmål til en udvalgt skare nærmest rigsdarnsk så var intervieweren som noget realitivt nyt i de forkætrede 1970ere dus med flere, men ikke alle medvirkende. Dus med Hilmar Baunsgaard, der hyppigt og energisk svarede: »Vel, lad mig sige det på den måde!« Og dus med the one and only Poul Hartling. Hartling var i 1974 Venstres formand og statsminister for den smalleste og spinklest funderede regering i mands minde og dansk parlamentarismes historie. »Træskoregeringen«, blev den døbt 12 ministre, siger og skriver ti mand og to damer, den til tider noget indisponerede justits- og kulturminister Nathalie Lind og Hartlings forlængede venstrehånd, undervisningsminister Tove Nielsen. Det med underbemandingen gik derefter. Ministrene havde ikke styr på ret meget i den regering, som haltede sig frem gennem energikrise, lavkonjunktur og delvis selvskabt afmatning. Ministeriet med Anders Andersen som professionelt fornæret finansminister holdt mildt sagt ikke længe, kun lidt over et år.
Hartling krydsede sig igennem fra det ene kriseforlig til det næste og forøgede med skattelettelser inflationen og det enorme underskud på budgettet, mens arbejdsløsheden steg, og folket protesterede mod bonderøvene. Hartling, som trods sit tilforladelige pastorale ydre i virkeligheden var ikke så lidt af en kyniker, havde det med at spille højt spil og udskrev ret snedigt valg i januar 1975 på et program med en slags helhedsløsning. Til manges forbløffelse kunne Venstre lægge 20 mandater til de ekisterende 22 men i efterspillet, og her slap heldet op, tabte Hartling regeringmagten. Socialdemokratiet under Anker Jørgensen var ved samme lejlighed gået syv mandater frem, efter at partiet i 1973 havde tabt hele 24, og var i og for sig efter dette chokvalg stadig ikke parat til at gå i offensiven og overtage butikken så hurtigt igen. På den anden side følte den generation af folketings-socialdemokrater, at der var noget naturstridigt i ikke at regere. Det gik således, som de fleste af dem inderst inde ønskede, da Hartling trods alt ikke havde the guts til at lade sin regering bero på Mogens Glistrups vilde og uregerlige Fremskridtsparti.
Hartling ville og kunne ikke stille Hendes endnu ret nytiltrådte Majestæt i den situation, at hun måtte pege på en regering uden garanti for, at denne ikke med en løbsk Glistrup og hans daværende landsbytosser stablede sig op i Folketinget med et flertal imod sig.
Det slår én i dag, når man nu hører Poul Smidts samtale med Hartling, at det dengang var en kultiveret og dannet mand, der stod i spidsen for partiet Venstre. Ikke en mand til damete som antydet. Hartling sagde engang selvbevidst under et pressemøde: »Kald mig bare Chiquita« som kommentar til, at journalisterne omsider havde begrebet, at Venstreformanden rent faktisk var en hård banan.
Men dannet, dét var han altså også og dertil kristen humanist, dét kan man roligt tilføje, for det var han. De færreste går sikkert i dag og tænker på, at Venstre i de tider, som altså ligger inden for en midaldrendes erindrings rækkevidde, havde en formand, der efter afslutningen på sin karriere i dansk politik kunne opstilles som kandidat og udpeges som FNs flygtningehøjkommissær. Ingen faldt besvimet om af den grund, tværtimod applauderede både Socialdemokratiet og venstrefløjen Hartlings ophøjelse. Alle vidste, at verdens flygtninge dermed havde fået en flittig, engageret og viljefast forkæmper i denne snu politiker, grundtvigianske præst og tidligere seminarierektor. Hartling mente, direkte adspurgt af denne signatur engang, at mennesker har ret, menneskeret, til at blive behandlet ordentligt, og han ville være blevet vred og have skældt ud, hvis han havde oplevet kollegerne Langballe & Krarup vælte sig i rendestenen i al deres medbragte gylle om menneskerettighedstyranni og godhedsindustri og fanden og hans pumpestok. Den tidligere Venstreformand drog altså ud i verden og udøvede selvopofrende og arbejdsomt mange velgerninger i de år, han virkede. »Gerningsretfærdighed«, ville Folkepartipræsterne vrisse, såfremt en Hartling havde gjort det samme i dag.
I fald nogen forestiller sig Anders Fogh Ramussen i samme rolle som sin store forgænger, bør de tale med lægen. Dertil kommer i denne for så vidt naturlige sammenligning mellem to ledende politikere i samme parti med relativt få års mellemrum, at Poul Hartling i det christiansborgske håndværk alt andet lige var en hæderlig mand. Ubehagelig ind til det lede kunne han være i den politiske infight, det skal guderne vide, Krag kunne for eksempel ikke døje ham, opfattede ham som intimiderende, salvelsesfuld og selvgod som ind i helvede. Men i bund og grund var Hartling ikke desto mindre hæderlig og vidste, hvor grænserne gik for politisk anstændighed.
Ikke at det nogensinde kom på tale i Hartlings tid, men blot antydningen af kreativ bogføring og vildledning af Folketinget ville have fremkaldt et rektoralt vredesudbrud og overfald på synderen. Den påfaldende åndløshed, der styrer Venstre i vore dage og hvor fladt kan det blive! ville Hartling, uden at man skal blive sentimental, utvivlsomt have betragtet med sorg i sinde. Hartlings dannelse var klassisk bred, i samklang med hans hele livsholdning. Musikalsk var han også, spillede violin måske ikke henrivende - men spille gjorde han, læste oven i købet fantasiorienterede fiktionsbøger på engelsk, oversatte, holdt af at lege med ord, bevægede sig fortroligt i visse digteres værker og var velbevandret i historie. Hartling ville ikke have taget historien forfængeligt og udtalt sig på et mangelfuldt eller direkte forvrøvlet grundlag om besættelsestiden med det for øje at score billige points. No sir!
Som personlighed på Christiansborg var Hartling blandt yngre journalister ikke just kendt for at være noget juletræsbal. På sin let læspende facon insisterede han på korrektheden og gik ikke bagefter med i Rottehullet og drak bajere. Det var ikke ham. Men at andre gjorde det, blandede han sig på den anden side ikke i. Et hævet øjenbryn bag brillen måske, men ovennævnte justits- og kulturminister fik en laaang snor, inden det trods alt blev for broget. Hartling var i bund og grund ikke en kedsommelig kontrol-freak, men ægte liberal i troen på folks eget ansvar inden for deres muligheder og rimelighedens grænser. Bl.a. derfor kunne man også tale med ham, der var kontakt, nogen hjemme, mennschlich, som de siger på fransk trods det umiskendeligt degneagtige præg i sjæl og sind. Røvkedelig, som nogen fejlagtigt hævdede, var han bestemt ikke, kedelige er kynikere jo sjældent.
Kedelige var Hartlings to efterfølgere heller ikke. Henning Christophersen var og er en dannet mand med respekt for andres meninger og lydhør i en samtale. Uffe Ellemann, hvis menneskelighed på den anden side kan være temmelig ellemannsk, lagde med enorm viden og engagerende temperament alen til sit lands vækst i EU-samarbejdet og lod sit kontroversielle værk drive af den indre lidenskab der forsoner én med meget her i livet.
Poul Hartling talte hos Poul Smidt hjertevarmt smukt om Jørgen Jørgensen. Hvem ville af andet end pligt gå til den nuværende venstreformand for at indhente indholdsmættede mindeord om en politisk modstander?
