Læsetid: 2 min.

Et gods – er det noget at nyde?

15. december 2003

Spot
Uanset sit oprindelige budskab har julen udviklet sig til nydelsens højtid. I hvert fald hvad angår det, der kan hældes i svælget.
Efter dagens solnedgang varmer DR2 op med et program om kunsten at nyde. Ifølge foromtalen vil Klaus Rifbjerg opfordre os til at nyde lysten; tv-værten Ole Michelsen vil tale om nydelsens rus og rystelser; kokken Claus Meyer vil slubre om nydelsen som livskilde; biskop Jan Lindhardt vil messe om kristendom og nydelse, og Weekendavis-chef Anne Knudsen vil causere over, hvorfor staten helst vil kontrollere nydelsens kilder, fra mad til sex.
Støn. Har man hørt det før? Det er ikke svært at forudse pointerne. Og om man tror, man vil nyde dem.

Til gengæld er det vanskeligt at gætte forløbet af det følgende program. Det handler nemlig om at arve en herregård – som f.eks. Brahetrolleborg.
Og det skulle man jo tro er den rene nydelse. Tænk på ugebladsdrømmene om baronessen fra benzintanken. Men nej, sådan er det slet ikke.
Det kan være noget af en rædsel at arve et gods.
Sagen er nemlig den, at staten knækkede ryggen på godsejerstanden ved et voldsomt lovindgreb tilbage i 1917-18. Forud havde skiftende konservative regeringer siden 1848-grundloven ikke kunnet bekvemme sig til at indfri dens løfte om en opløsning af kapitalkoncentrationen på godserne – de såkaldte fideikommisser, der var båndlagte og ikke kunne belånes eller splittes ved arv. De regeringer, der var rundet af godsejerstanden, burde selv have løst problemet, så udgangen var blevet tålsom. Men nej, de dukkede sig og håbede på mirakler.
I stedet blev det den radikale-socialdemokratiske Zahle-regering (1913-20), der kom til at opløse godserne. Det gjorde den eftertrykkeligt. Godsejerne kom til at afstå 40 procent af deres jord og 40 procent af deres kapital som ’betaling’ for, at de fremover frit kunne belånes og deles ved arv. Siden blev betydelige skattebyrder væltet over dem.

Godsejerstanden forvandt aldrig dette knæk i dens politiske magt. Det vil kun få begræde. Værre var, at godserne heller aldrig kom sig. Selv om de er en væsentlig del af den danske kulturarv, og de rummer store natur- og miljøværdier, har de i snart 100 år været udsat for et støt forfald. Og hver ny omgang arveafgift er en ny åreladning. Der gives endda eksempler på, at den nytilkomne godsejer-generation i fortvivlelse har taget sig af dage. Og efterladt sit afkom i en endnu værre suppedas.
Rent politisk er der ingen, der vil undsætte godserne. På venstrefløjen ses de som symbol på klassefjender, og på højrefløjen frygter man at fremtræde som herremændenes forbundsfæller. Så godsforfaldet fortsætter. At arve et af slagsen er absolut ingen nydelse.

*DR2 17.10: Nydelse
*DR2 17,41: Arven

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu