Læsetid: 4 min.

Heltinder søges

Kvindehåndbold er ikke, hvad det var, og det får klichérytterne til at løbe løbsk
5. december 2003

Kommentar
Den igangværende VM-turnering stiller formiddagsaviserne bedre end de øvrige blade alene af den grund, at morgenaviserne har svært ved at nå at få reportagen fra aftenens kamp med i næste dags avis. Men en ting har alle aviser til fælles: Fraværet af danske kvindehåndboldstjerner, vi kan identificere os med eller som kan samle
eller splitte nationen. Det er det irriterende og meget lidt løssalgsfremmende ved det generationsskifte, Jan Pytlick længe har været i gang med, og som er blevet ufrivilligt fremrykket på grund af afbud fra en række nøglespillere.
Derfor må man tilsyneladende gøre det bedste ud af de stjerner in spe, vi har, og så håbe, at læserne glemmer, hvem det egentlig er, vi spiller mod i Kroatien.

Klicherekord slået
Således kunne man i går se enhver klicherekord slået, og jeg mener enhver, da VM-debutanten, Rikke Hørlykkes dubleant, aalborgenseren Rikke Nielsen, blev skildret sådan: »Hvad er upolerede ris mod uspolerede danske rodfrugter? Rikke Nielsen gav svaret ved at boltre sig som en ål ved Kina-bugtens kaj, playmakeren dykkede dygtigt ind i forsvarets lommer og åd sig i løbet af 45 minutter op som topscorer med otte pletskud i den kinesiske æske.« Citat slut.
Som om overskriften
’Rikke brød den kinesiske mur’ ikke var nok.
Jo, det er svært at piske en nationalistisk stemning op, når sandheden er, at nok vandt Danmark 29-20 onsdag aften, og nok var kineserne os underlegne, bortset fra en periode i 1. halvleg, hvor de spillede, så de var blevet udtaget til dopingkontrol, hvis de havde været cykelryttere, men danskerne brillerede på en farverig, men håndboldteknisk noget endimensionel baggrund. Mere overkommeligt blev det også af, at kinesernes diktatoriske koreanske træner af disciplinære grunde ventede til ind i 2. halvleg med at sætte en af verdens mest komplette spillere på banen. Chao Zhai svarede igen ved at score i første boldberøring. Dem fra Randers finder sig ikke i noget.
Det lader sig ganske enkelt endnu ikke gøre at vurdere de danske chancer; bortset fra, at vi tilsyneladende var heldige med at møde tyskerne, før de havde spillet sig ind i turneringen. Deres 30-27 sejr onsdag over Ungarn bør få bookmakerne til at tænke sig om. Ungarerne er tydeligt i krise, selv om de slog Slovenien 38-25 i går. Tyskerne derimod spiller med underhundenes uimponerethed.
I aftes mødte Danmark Elfenbenskysten, og alt andet en sejr i den kamp vil være en sensation. Pytlick har da også ladet både Karin Mortensen og det legemliggjorte gennembrudsforsøg, Katrine Fruelund, sidde over.

Formidabelt forsvar
Mortensen mangler endnu at toppe, men hun blev skudt meget varm af de kinesiske spillere, der stort set skyder efter alt, hvad der bevæger sig.
Til gengæld stod det danske forsvar formidabelt og da kinesere, måske af ideologiske grunde, ikke kerer sig meget om hverken venstre- eller højrefløj, var der masser af plads og mulighed for det danske adelsmærke, kontraspillet. Christina Roslyng fik således markeret sig med fire scoringer, men kampens store danske spiller var femmålsskytten Josefine Touray. Fem mål blev det til, og kan man kombinere styrke og ynde, så gør hun det. Og så det svæv ... her er vi tæt på den verdensklasse, der ikke er kønsbestemt. Og tæt på essensen af kvindehåndboldens eksistensberettigelse i forhold til herrehåndbold. Kvinder skal ikke spille som mænd. Jeg ved godt, at der er flere point i det, hvis de gør det, men bedst er kvindehåndbold, når det både er en nydelse at se på og spillerne ligner nogen, der nyder spillet.
Som f.eks. gårsdagens modstander Elfenbenskysten. Det er gratiøst, boldbegavet og taktisk så ufuldkomment, at Ulrik Wilbek ville få et hjerteslag, hvis han var træner for dette hold. Vi andre får en på opleveren, f.eks. af Elodie Mambo.
Men en turnering som denne er ikke lavet for hende eller ligesindede hold som f.eks. det spændende mandskab fra Tunesien, som jo havde Norge på hælene. I aftes
nedspillede Norge til gengæld Argentina 45-13.

Legen med bolden
Med den ene side af munden skåltaler IHF, det internationale håndboldforbund, hele tiden om, at VM netop ikke kun skal være for de store, men være med til at udbrede sporten, for så med den anden side af munden at sige ja til realpolitikken. Som er, at en sammenpresset turnering uden ret mange hviledage kan holde publikums og sponsorernes opmærksomhed bedre fanget end en turnering, hvor man også tager hensyn til at netop hold som Elfenbenskysten ikke har nær samme bredde som de traditionsrige europæiske nationer. Og derfor trænger til noget så banalt som et pusterum.
Resultatet er et VM, hvor den spillemæssige indavl truer, al den stund vi ikke længere oplever stilforskellene mellem øst og vest. Fornyelsen i spillet kommer på længere sigt fra legen med bolden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her