Læsetid: 4 min.

Hold skatten oppe

Det er ikke smart, at regeringen deler skattelettelser ud for at lokke danskerne til at arbejde mere, mener professor Jørgen Goul Andersen
15. december 2003

Pensionsbomben bliver ustandseligt brugt som politisk trussel eller argument. Eksempelvis for de skattelettelser på mere end 10 milliarder kroner, som regeringen og Dansk Folkeparti vedtog i foråret:
»Formålet med skattenedsættelsen er at øge tilskyndelsen til at arbejde for personer med lave eller mellemstore indkomster,« lød begrundelsen.
Logikken er sådan set klar nok: Hvis folk tjener mere på at arbejde, så får de lyst til at arbejde i længere tid, betaler derefter samlet mere i skat – og så bliver velfærdsstatens problem med at forsørge det stigende antal ældre tilsvarende mindre.
Det er imidlertid er ikke sandsynligt, at skattelettelserne vil få danskerne til at arbejde så meget mere, at det kan dække det ekstra hul i statskassen, som skattelettelserne giver, mener Jørgen Goul Andersen, professor i politisk sociologi ved Center for Sammenlignende Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet:
»Dermed er regeringen med til at skabe eller forstærke det problem, den angiveligt ville løse.«
»I forvejen er danskerne et af de folk i Europa, som arbejder mest. Der findes ingen undersøgelser, der viser, at folk begynder at arbejde markant mere, hvis man sænker skatterne. Tværtimod har Danmark og Sverige nogle af verdens højeste skattetryk – og højeste beskæftigelsesprocenter,« siger han.
I Danmark er en usædvanlig høj andel – 76,4 procent – af de 15-64-årige i beskæftigelse, understreger Goul Andersen:
»Det skyldes ikke kun kvindernes erhvervsarbejde, men også en særlig dansk tradition for, at uddannelsessøgende har erhvervsarbejde.«
»Man må heller ikke overse, at Danmark – trods al diskussion om efterlønnen – reelt har en relativt høj pensionsalder. I 2002 var eksempelvis næsten 64 procent af danske mænd mellem 55 og 64 år i arbejde. I Belgien var det samme tal helt nede på 35 procent.«

Et problem
Det er højst problematisk, mener Goul Andersen, at pensionsbombetruslen overskygger den største udfordring for velfærdsstaten, nemlig statsgælden, som koster 48 milliarder kroner hvert år i renter. Dette tal svarer stort set til pessimistiske skøn, der siger, at pensionsbomben vil løbe op i 50 milliarder kroner:
»Med forårets skattelettelser risikerer regeringen faktisk at gøre ældrebyrden til et reelt problem, fordi det bliver sværere at få høvlet af på statsgælden,« siger han.
»Det er meget uklogt ikke at udnytte, at vi i disse år har vinden i ryggen. I disse år og frem til 2010 har vi en enestående høj koncentration af befolkningen i de erhvervsaktive aldersklasser, som vi aldrig har haft tidligere og aldrig får igen. Selv på langt sigt er vores demografiske problemer væsentligt mindre end i mange andre europæiske lande, fordi levealderen er lavere, og danske kvinder føder flere børn,« siger Goul Andersen.
Han påpeger, at danskere ikke
alene arbejder meget – de vil også gerne betale en høj skat for at holde velfærdssamfundet kørende:
»Det er først og fremmest folk med indkomster over en million, der vil have skattelettelser. Et stort flertal blandt de øvrige accepterer den skat, de betaler.«
Goul Andersen mener derfor, at regeringen burde droppe skattelettelserne og holde sig til den såkaldte 2010-plan. Planens målsætning er dels at halvere den offentlige gæld, dels at bringe 87.000 flere i beskæftigelse inden 2010, hvor antallet af pensionister begynder at tynge de offentlige udgifter.

En lille byrde
Goul Andersen understreger, at han går ind for en stram styring af de offentlige udgifter og bestemt ikke argumenterer for at negligere ældrebyrden:
»Men den er blevet voldsomt overdrevet i medierne. Fra 1972 til i dag er antallet af folkepensionister steget med en tredjedel. Men i samme periode er folkepensionens andel af bruttofaktorindkomsten faktisk faldet fra 5,6 procent til 4,9 procent.«
Med nutidens erhvervsfrekvens vil der i 2040 være omkring fem-seks procent færre af den samlede befolkning til at arbejde og forsørge resten af befolkningen. På grund af udviklingen i arbejdsmarkedspensionerne vil ganske store dele af pensionisterne imidlertid kunne forsørge sig selv – og ikke så få vil fortsat være forsørgere gennem hele pensionsalderen, fordi de betaler langt mere i skat, end de tager ud, påpeger Goul Andersen:
»Ifølge nogle beregninger vil omkring halvdelen af pensionisterne i år 2040 kun skulle have udbetalt folkepensionens grundbeløb, svarende til nutidens 4.300 skattepligtige kroner om måneden. Det kan altså ikke få samfundsøkonomien til at bryde sammen.«

Behandlingseksplosion
I Danmark er det i det hele taget ikke pensionen, der tynger, men derimod serviceudgifterne til sundhed og ældrepleje. Men heller ikke den forudsigelige stigning i udgifter til sygehusene får sveden frem på professorens pande. Han sammenligner med de seneste 30 års ekspansion i sundhedsvæsenet:
»Der er sket en veritabel eksplosion i behandlingstilbud. I begyndelsen af 70’erne kunne nyresyge over en vis alder eksempelvis ikke få dialyse; kemoterapi, transplantationer, aids og meget andet var ukendte størrelser. Alene fra 1990 til 2000 voksede udgifterne fra 43 til 67 milliarder kroner – men hele denne udvikling foregik uden at sundhedsudgifternes andel af bruttonationalproduktet steg!«
»I dag udgør sundhedsudgifterne stort set samme andel af bruttofaktorindkomsten som for 30 år siden – og mindre end i 1981. Men det skyldes også, at vi har været gode til at styre sundhedsudgifterne.«
I det hele taget har meget kunne ladet sig gøre på grund af økonomisk vækst – og effektiv styring. De samlede offentlige udgifters andel af bruttofaktorindkomsten faldt med hele ni procentpoint fra 1993 til 2000, dvs fra 72 til 63 procent – samtidig med at velfærdsstaten er ekspanderet meget voldsomt:
»Det offentlige forbrug steg faktisk med næsten en femtedel i faste priser – så vi kan godt tåle en lille vækstpause nu,« mener Goul Andersen.
Den grundlæggende sunde udvikling i velfærdsstatens økonomi er imidlertid gået ret upåagtet for sig:
»Det skyldes, at vi er gået fra store offentlige underskud til rimeligt pæne overskud, mens der samtidig er blevet betalt af på statsgælden,« pointerer Jørgen Goul Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her