Læsetid: 5 min.

Hvem har aben?

Et uprofessionelt italiensk formandskab, dumstædige polakker og franskmænd med en slet skjult dagsorden om at demonstrere, at EU ikke kan fungere med 25 medlemslande står først i køen, når skylden for, at EU-topmødet brød sammen, skal placeres
15. december 2003

Af Annegrethe Rasmussen og BJØRN WILLUM Informations korrespondenter

BRUXELLES – Briterne kalder det »the blame game«. Danskerne taler om aben, der skal placeres. Meningen er den samme: Hvem skal over knæet og have da-da. Og da det vigtigste topmøde i EU’s nyere historie brød sammen i weekenden, startede straks kapløbet om at få placeret ansvaret for det usædvanlige sammenbrud – der måske, måske ikke – vil føre til den værste krise i EU’s historie.
Knap var beskeden annonceret lørdag – danske Ritzau slog nyhedsgiganten Reuters med 23 minutter og bragte som første elektroniske medie nyheden først på eftermiddagen – før de forskellige europæiske medier begyndte vinklingen af deres historier.
Der var fire åbenlyse kandidater til fiaskoen, som forhindrede EU i at vedtage sin første forfatning nogensinde: Polen og Spanien stod øverst på nogle landes lister over de skyldige. Som de to lande, der urokkeligt havde holdt fast på kravet om at beholde 27 stemmer i EU’s besluttende ministerråd, selv om deres befolkning er langt mindre end de fire store lande – Italien, Storbritannien, Tyskland og Frankrig – som hver har 29 stemmer.
»De har troet, at det var lidt ligesom i København, at du kunne sidde til det sidste og så hæve kassen,« som en diplomat sagde til Information.
Under topmødet om optagelsen af de østeuropæiske lande i København for et år siden, blev den polske ministerpræsident, Leszek Miller, således kendt for at have en urealistisk lang liste med krav om støtte og særordninger som betingelse for, at Polen ville sige ja til at gå ind i EU, og først i allersidste øjeblik tage imod et kompromistilbud fra Anders Fogh Rasmussen. Klaus Hänsch, der har siddet som Europa-Parlamentets repræsentant under regeringskonferencen, sagde, at han håbede, »at man snart igen kommer til et møde. Og at Spanien og Polen forstår, at de har forpasset en historisk chance.«
Det italienske formandskab var en anden oplagt kandidat som syndebuk. Med sin »uopmærksomme, groteske og skrækkelige« forhandlingsledelse – sådan var ordene for eksempel fra Berliner Morgenpost om Silvio Berlusconis ledelsesstil – var den italienske ministerpræsident i fokus for mange af anklagerne. »I stedet for at forhandle irriterede han de andre med vitser,« skrev den tyske avis. En af vitserne handlede om at smide penge og folk ud fra helikoptere – emner man måske burde have valt fra i betragtning af, at den polske ministerpræsident efter et helikoptersstyrt forleden var plastret ind i bandager knap kunne gå.

Skar ikke igennem
Berlusconi er »ubrugelig til at lede en kompleks multilateral forhandling,« var »den mest ansvarlige for katastrofen«, istemte spanske El Pais, og en dansk embedsmand kritiserede allerede fredag aften Berlusconi for at lægge ud med at give stats- og regeringscheferne rigeligt med taletid til at fremlægge lange lister med nationale krav i stedet for straks at snævre ind på kerneproblemfelterne. Tilsvarende sagde en fransk diplomat til Le Monde: »Folk undrede sig i stor stil over strategien og fremgangsmåden med forhandlingerne. Hvis der nogensinde var en.«
Og netop Frankrig var den sidste seriøse kandidat i spillet om syndebukken. Hvor for eksempel Louis Michel, den belgiske udenrigsminister, talte om en »meget alvorlig krise« for det europæiske samarbejde og danske Anders Fogh Rasmussen tilsvarende talte om »en trist dag for Europa«, virkede den franske præsident helt anderledes rolig og ligeså veloplagt som på pressemødet et døgn tidligere, lige før topmødets begyndelse.
»Man skal ikke forfalde til at springe over, hvor gærdet er lavest. Som det ville være at opnå en aftale for enhver pris,« sagde han og fægtede afværgende med armene.
»Europa er ikke i krise.«
»Jeg gentager,« sagde Chirac og kiggede rundt på de forsamlede journalister: »Der er intet presserende.«

Ufleksibel Chirac
Mistanken spredte sig, at den franske præsident i virkeligheden var glimrende tilfreds med sammenbruddet, som betyder, at EU skal bruge stemmereglerne fra Nice-traktaten. Mistanken om, at Chirac, som i sin pressekonference skød hele ansvaret for sammenbruddet over på Polen, også var interesseret i at demonstrere, at det nye, udvidede EU ikke kan fungere, blev bekræftet af adskillige diplomatiske kilder. Frankrig vil hellere have et stærkere samarbejde mellem få europæiske lande end et løsere samarbejde mellem mange. Dertil kommer, at fransk som det dominerende sprog i unionen bliver kraftigt udvandet til fordel for engelsk, når de nye østeuropæiske lande træder ind fra maj næste år.
Diplomater fortæller således, at Chirac var ualmindeligt hurtig til at acceptere, at der ikke kunne findes nogen forhandlingsløsning.
»Det var Chirac, som hev gulvtæppet væk under forløbet. Han var så ufleksibel, at selv da Polen og Spanien antydede deres vilje til et kompromis, flyttede han sig ikke. Han flyttede sig simpelthen ikke,« sagde en diplomatisk kilde.
Dette synspunkt var også det fremherskende blandt britiske diplomater. Franskmændene støttede officielt det forslag om en reform af stemmesystemet, som de havde lagt frem sammen med tyskerne, men var i virkeligheden tilfredse med Nice-traktaten, hvor Frankrig og Tyskland har lige stor stemmevægt, fortæller diplomaten. Det er ikke tilfældet i forfatningsudkastet, hvor Tyskland med henvisning til landets større befolkning har fået mere indflydelse. Og med sammenbruddet, fortæller diplomaten, »beholder de Nice, men Polen og Spanien får skylden.« Den franske rolle vakte søndag bitterhed i Berlin, især fordi Chirac og den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, de seneste måneder har givet den som EU-makkerparret, der var parat til at hjælpe hinanden for enhver pris.

’Jeg må le’
EU-formand Silvio Berlusconi mente ikke overraskende, at hans ledelse havde været eksemplarisk, men at landene simpelthen ikke havde den politiske vilje til at enes. »Jeg har aldrig fået så meget ros,« sagde han.
Om resultatet sagde han: »Er flasken halvfuld eller halvtom? Jeg er en half-full kind of guy.« Med tilsvarende floromvundne ord slap Berlusconi nemt om ved den afsluttende pressekonference, der blev domineret af spørgsmål fra italienske journalister, hvoraf mange er på mediemagnatens lønningsliste, og grinede med på hans vittigheder.
En irsk journalist fik dog til sidst spurgt, om ikke hans ledelsesstil og upassende vittigheder havde været med til at styrte topmødet i grus.
»Jeg må jo le,« lød svaret. »Jeg er en succesrig virksomhedsleder og ejer en sejrrig fodboldklub, og hvis de kritiske medier tror, at min succes er opnået uden evner, så skal de kritiske medier begynde at tænke sig om.«
Kendere af italiensk politik vil vide, at kritiske medier – eller kritik af den måde Berlusconi har opbygget sit forretningsimperium på – ikke er ministerpræsidentens livret. Kritik eller ej var det dagen derpå selv i Italien svært at præsentere udfaldet som en fjer i hatten på den storsmilende Berlusconi. Resultatet, konstaterede avisen La Repubblica tørt, »kunne ikke være blevet mere katastrofalt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu