Hvem sagde julen sku’ være sjov?

Julekalender III
Santa er i modvind, selv om vi kun lige har passeret første søndag i advent. Jesper Christensens falske julemand har i hvert fald flittigt søgt trøst hos sin skildpaddepsykolog Einar, der nervøst trækker hovedet til sig, når barndomsminderne bag polyesterskægget eksploderer.
Der er altså ingen tvivl om, hvem der er de onde og de gode i Danmarks Radios videredigtning af Nissebanden. Problemet er bare, at der ikke er nogle nisser, der er virk’lig sjove. Flemming Jensen er som altid rørende som Lunte, men direkte latterhikstende morsom kan han ikke beskyldes for at være – og Søren Pilmarks muskelpumpende Fit-nisse er kun munter på spytkrøllefacon. Uanset hvor meget denne nysamlede nissebande danser caraibisk xylofon-gokke-di-hop-calypso, får ingen latterkrampe foran fjerneren. Grinet mangler. Jovist, Pia Rosenbaums komfurnisse slår godt nok rundhåndet omkring med sydhavsfrugterne og chilibøssen, og Kristian Halkens tjenernisse har tværet en halv læbestift ud over kinderne. Men det bliver højst grinagtigt.
Måske er der gået morale i nissejulen. Måske har forfatter-instruktøren Flemming Jensen bare ikke kunnet stå for fristelsen til en omgang politisk korrekthed. I hvert fald er den stilfærdige nissebandehistorie om kampen mellem Grønland og Holme-Olstrup pludselig blevet et mulitikulturelt trekantsdrama, der inkluderer De Vestindiske Øer og den sorte, nagende nationalsamvittighed over salget i 1917. Samtidig har Brians kulturpolitik presset sig på og resulteret i grødske-trusler mod den kommercialiserede underholdningsindustri - og smørklatter i øjnene på kulturelle smagsdommere og eksperter. Eller noget i den dur. (Produktionsselskabet Frontier indrømmer da også modigt på www.frontier.as, at de har en holdning om, at »børn skal underholdes og samtidig få en viden med i bagagen«. Det er farlige ord i disse tider!)
Selv nissefamiliens nytilkomne, kloge komikerhåb, universitetsnissen Pyt (Trine Gadeberg), er grotesk nok instrueret som en sinke – og sjov er hun slet ikke.
Netop sjov er fortællingens dramaturgi heller ikke. Hver scene bygger op til et klimax, der ikke vises. Klip siger det bare – til noget helt andet. Men det er i hvert fald konsekvent: Klip.

Narhvalens tandpine
»Hvad nytter det?/Hvad flytter det?«, sang nisserne forleden aften. Jeg ved det ikke helt. Men dagene går, og ungerne er spændte på, om nissernes isdiamant nogen sinde kommer tilbage til skrinet af is for enden af narhvalens tand. Takket være Bodil Udsens stemme ved vi, at det med Hjertets Renhed er ægte ment – og derfor bør staves med stort – og at Havets Moder har mere saft og kraft end Falske-Santa og Fornøje-Frederik tilsammen. Og takket være Rasmus Lyberths grønlandske Storfanger ved vi, at man kan spille julekalenderkomedie på tv uden at sige et ord – og samtidig være den mest veltalende.
Så er der bare dét med Niels Olsen. For netop han er altså hylende morsom. Hans Fornøje-Frederik med bananskjorten er paradoksalt nok seriens bedste og mest originale figur – selv om han ikke har noget som helst med jul at gøre. Og figuren bliver ikke mindre spændstig af, at multikomikeren Olsen optræder i flere kapitalist-versioner, bl.a. som sin egen tumpede læskedriksælger og egen, barmsvingende kone... Jo mere, der bliver af den mand, jo bedre.
Så hvis jeg skulle ønske mig noget af den rigtige julemand (og af Flemming Jensen) – så skulle det faktisk være en ny julekalender: For voksne – og med sang af Rasmus Lyberth. Til gengæld skulle den kun være med Fornøje-Frederik.
Så ville Santa jo også få bedre tid til psykologbesøgene.

*’Nissernes ؒ. Tekst og instruktion: Flemming Jensen. Produktion: Frontier. DR TV kl. 18