Læsetid: 7 min.

Hvem synes han er genial ?

Køen af hadere er rigtigt lang – men man skal være idiot for ikke at se kunstneren i Eminem, som nu er aktuel med tre bøger og et bokssæt
12. december 2003


2. sektion
Eminem
Det gælder om at være virkelig. Det gælder om at være autentisk. Kvinder bliver til ludere & kællinger. Luderne er dem, man kan købe, og kællingerne er dem, der gør modstand. Men kællingerne bliver tit til ludere.
Mændene behersker dem og rapper om våben og vold og om, hvor fedt det er at være rig og berømt. Det er en branche, hvor yellow Lamborghini rimer på Gucci bikini. Den hårde rap og den sande hip hop er ikke hvid musik: Det er eliten blandt de afroamerikanske tabere, som slår igennem.
Den amerikanske rapper Marshall Mathers fra Detroit er hvid; han kalder sig Eminem, og han er blevet kaldt rappens svar på Hitler. Og alligevel er han respekteret blandt de mest respekterede rappere. Han er verdens største stjerne, han har vundet Oscar og Grammy og MTV-priser, og når han udsender nye album, sælger de en million eksemplarer på en uge. Bøsser & lesbiske og feminister og bekymrede forældre har demonstreret imod han. Humanister og 68’ere har sagt, at han gør det samme mod den amerikanske ungdom, som George W. Bush gør ved amerikansk politik. Han militariserer og maskuliniserer.
Men man skal være idiot for ikke at se ham som en stor sprogkunstner: Som i sangen om hjembyen Detroit, som han kalder Amityville:
»Mentally ill from Amityville/ Accidentally kill your family still/ thinking he won’t – goddammit he will/Mentally ill from Amityville.«
Eminem har transporteret et sprog og en horisont fra ghettoen ind i middelklassen. Det kan godt være, de fine hvide middelklassebørn hele tiden har lyttet til gansterrap. Men det er Eminem, der har gjort forældrene bevidste om, hvad deres børn lytter til. Han blev i 2002 citeret i mere end 150 klummer i den intellektuelle amerikanske avis The New York Times. Eller som en kommentator skrev i et større amerikansk dagblad: »Gæt hvem der synes, Eminem er genial? Midaldrende mig!«
Men vicepræsidentens kone, Lynne Cheney, har hidset sig op i det amerikanske senat og sagt:
»Her er et navn: Marshall Mathers. Jeg kan simpelthen ikke fatte, at en mand, hvis værker er så fulde af had, kan blive så anerkendt. Det her er ikke første gang, men Eminems plader er helt sikkert det værste eksempel på musiktekster, der nedgør kvinder, opfordrer til vold mod kvinder og mod bøsser.«
Hun er bange for, at han mener det, når han rapper, at han vil slå sit barns mor ihjel. Lille Christina Aguilera, der ellers godt kan lide at være fræk og farlig, synes også, Eminem er gået over stregen. Man kan da ikke rappe om at dræbe sin forhenværende kone?!
Eminem har svaret igen med linjer, som viser, at han leverer de ’mest ekstreme eksempler’, fordi han karrikerer ’det virkelige og det autentiske’. Fordi han reflekterer sin retorik ironisk uden at sige: Bare rolig, jeg mener det ikke:
»Mange mennesker stiller mig pisse åndssvage spørgsmål. Mange mennesker tror at (...) det, jeg siger på plader eller det, jeg taler om at gøre på plader, at det vil jeg faktisk gøre i det virkelige liv. Eller hvis jeg siger, at jeg vil dræbe nogen, at... jeg rent faktisk gør det. For helvede da – hvis du tror på det – så kommer jeg og dræber dig.«
Og Eminem har sagt til de bekymrede forældres børn: »I skal ikke tage stoffer, I skal ikke dyrke ubeskyttet sex, I skal ikke være voldelige. Lad bare mig om det.«

Der er nu kommet tre bøger om Eminem: den første omfattende biografi skrevet af journalisten Anthony Bozza, en samling af Eminems tekster kommenteret af digteren selv og endelig en samling Eminemcitater.
Marshall Bruce Mathers III er født i oktober 1974 i Kansas City. Hans far, Marshall Mathers II, rejste til Los Angeles og moren, Debbie Mathers-Briggs, tog den lille Marshall Mathers med til Detroit. Da moren og sønnen i 1999 mødtes i retten, fortalte Eminem om sin barndom:
»Min mor havde aldrig arbejde. Det var derfor, vi levede af ’velfærd’, så længe jeg kan huske. Min mor tog en masse piller og stoffer, så hendes humør svingede meget. Hun sov tre-fire gange i løbet af dagen. Når hun så vågnede, skreg hun: ’Hvad fanden er der galt med det her forbandede lortehus? Det er et forbandet rod . Skrid, din lille lort’.«
Marshall blev smidt ud og lukket ind igen. Frem og tilbage, fra han var 13. De flyttede rundt, efterhånden som de blev smidt ud, fordi de ikke betalte husleje. Moren forsøgte at sagsøge sig til penge: Hun lod, som om hun faldt i Wallmart eller brændte fingrene i Pizza Hut.
Men Debbie Mathers-Briggs siger selv, at hun ligner en blond Cher. Det sagde hun i hvert fald under retssagen. Og hun sagde, at Marshall lyver: Det var hende som ansvarlig mor magtpåliggende, at han voksede op under ’narko- og alkoholfri omstændigheder’. Da han fik succes som Eminem, sagsøgte hun ham. Hun krævede erstatning, fordi han havde sunget, at ’jeg lige har fundet ud af, at min mor tager flere stoffer, end jeg selv gør.’
Eminems far dukkede også pludselig op, da han hørte om sønnens succes. Han afviste morens historier som løgn. Og ville i øvrigt gerne have penge. Eminem svarede i en sang:
»Min bøssefar må have bukserne oppe i røven/for han skred. Jeg tror ikke, han kyssede mig farvel/jeg håber det svin snart dør.«
Og så er der moren til Eminems datter: Kimberley Scott, som også har trukket stjernen i retten. De var barndomskærester. De fik Hailie Jade Scott sammen. Og dengang tjente Marshall 140 dollar om ugen ved at arbejde på en diner. Den lille familie flyttede fra sted til sted i Detroit. Kimberly og Marshall sloges. Engang slog han hende med en pistol, fordi hun kyssede en anden mand på en parkeringsplads. En anden gang havde der været indbrud i deres trailerparkhjem, og tyven havde glemt sin frakke. De reagerede med en kollektiv aktion: Hun tørrede deres barn fækalier af i frakken, Marshall tissede på den.

Det var svært at se, at Marshall Mathers skulle blive til Eminem: Det var svært at se, at den taber skulle blive ordkunstner. Han dumpede niende klasse tre gange, inden han gav op. Den ene gang var han dog undskyldt: Han havde ligget et par uger i koma efter et gruppeslagsmål.
Allerede på sin første plade, Infinity, som blev overset og ignoreret, afslørede han sin evne til at lade ord mødes i nye og overraskende forbindelser: »My rhyming skills got you climbing hills/I travel through your spine like siren drills.«
Det var den første plade på et større selskab The Slim Shady LP, som gjorde Eminem berømt. Han introducerede Slim Shady som endnu en stemme. Og har i bogen Eminem forklaret hierarkiet mellem sine tre identiteter: »Marshall Mathers er en almindelig person. Eminem er en flink fyr, og Slim Shady er et stort røvhul, et rigtigt svin. Jeg ville helst have Marshall som ven, men jeg beundrer Slim Shady mest. Slim Shady ville vinde en slåskamp mellem de tre, men Eminem er den mest intelligente. Marshall er en taber, og Slim Shady er en vinder.«

Det er de tre stemmer, som i et netværk af reallyde fra motorsave på arbejde og analsex, veksler mellem skingre, hadefulde, kærlige, sarkastiske og sindsyge sætninger. De artikulerer den vold og den vrede, rapperen voksede op med. De sender vreden videre. Og denne gang er det ikke Lynne Cheney og den repressivt tolerante elite der griner til sidst. De spørger hvad mener du egentlig? Og som han selv svarer i forordet til samlingen af sine egne tekster Angry Blonde:
»Denne bog er lavet af Slim Shady, fra Marshall Mathers’ hjerne, men set fra Eminems synsvinkel.«
Den vrede og frustration, som er blevet den hårde raps udgangspunkt og konklusion, er ironiseret, reflekteret og alligevel fastholdt på Eminems album. De kan ikke fange ham.
Det er en omsorgsfunktion, men også et magtinstrument i de vestlige samfund, at vi holder personer fast på deres identitet: Du skal sige, hvem du er. Du skal udvikle dig selv. Eminem unddrager sig. Han slipper fri fra den allermest stigmatiserende og omsorgskvælende baggrund. Efter utallige udfald mod bøsser og lesbiske blev han alligevel i 2001 bedt om at optræde ved den amerikanske uddeling af grammypriser. Eminem indvilligede i at stille op, hvis Elton John ville synge duet med ham. John sagde ja: Han var også en stor fan af Eminem. De sang så flot sammen, og Elton John spillede piano. Det var næsten ligesom i kirken ved Dianas begravelse. Og de fleste mente, Eminem nu havde indrømmet, at det bare var en vits det hele. Et par uger efter udtalte han i et interview:
»Gud, er Elton John bøsse – det anede jeg ikke.«

Anthony Bozza: Whatever you say I am. 286 s., 17.99 dollar. Bantam Press

Chuck Weiner: Eminem talking. 136 s., 9 britiske pund Omnibus Press

Eminem – angry blonde: Eminems tekster kommenteret af Eminem. 148 s., 13 dollar, Harper Books

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her