Læsetid: 2 min.

Information nomineret til årets Cavlingpris

Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen er nomineret for deres kritiske granskning af krigsgrundlaget
13. december 2003

Fra vor egen verden
Der har i år været mere rift om dansk journalistiks mest prestigefyldte hædersbevisning, Cavling-prisen, end nogensinde før. Hele 56 indstillede blev det til mod blot 23 året før. Sent torsdag aften kogte Cavling-komiteen så feltet ned til syv nominerede. Og vi er selvfølgelig stolte af, at Informations kritiske granskning af det demokratiske grundlag for den danske deltagelse i Irak-krigen er blandt de nominerede. Det vil ikke overraske Informations faste læsere, at det er journalisterne Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen, der er nomineret til den fornemme pris.
Begrundelsen for at indstille de to lød blandt andet:
»Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen var de første danske journalister, der afslørede, at Folketinget og offentligheden var blevet misinformeret om grundlaget for krigen. Også i efteråret, hvor flere danske medier har fulgt op og afdækket misinformation, har de to været førende i dækningen af, hvad der var fakta og fiktion omkring det demokratiske beslutningsgrundlag for den historisk skelsættende beslutning i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.«
»Via aktindsigt, ekspert-interview, grundig kildesøgning og stædig stillen spørgsmål til de hjemlige beslutningstagere, har de afsløret, at mange af påstandene om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og terrorforbindelser ganske enkelt var forkerte.
»I løbet af dækningen gennem mange måneder er den danske regering flere gange blevet afsløret i regulær vildledning af både folketing og offentlighed.«
Avisen understregede i øvrigt, at vores indstilling ikke skulle læses som et indlæg i debatten for eller imod krigen: »Man kan sagtens finde vægtige argumenter for dansk deltagelse i krigen, og samtidig pege på det problematiske ved misinformation af befolkningen og Folketing. For hvordan skal vi kunne stole på politikerne næste gang de argumenterer for, at Danmark skal deltage i en krig?«

Ekstra Bladet
Vi glæder os samtidig over, at også Bo Elkjær fra Ekstra Bladet er blevet nomineret for sin dygtige og kritiske dækning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, specielt særavisen »Løgnen om krigen – krigen om løgnen«.
Den 6. januar offentliggøres vinderen, som får overrakt statuette og 20.000 kr. ved en højtidelighed i Dansk Journalistforbund den 9. januar.

*Læs mere på:
http://www.dicar.dk/cavling/
*www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her