Læsetid: 4 min.

Intet guld i sigte

De afbudsramte danske landshold stiller ikke op til VM som favoritter, og det er et godt udgangspunkt
2. december 2003

Håndbold
Tre ting foruroliger før aftenens indledende VM-puljekamp mod Tyskland: Forventningspresset og fraværet af langskytter og strateger.
Det første har de danske håndboldkvinder prøvet før, og selv om holdet og sporten vel ikke længere nyder samme nærmest ukritiske kærlighed som dengang ’de jernhårde ladies’ huserede, er det dog blevet til både OL- og EM-guld for ’Pytlicks piger’.
Det andet og tredje skal man søge at kompensere for ved den til tider poetiske uberegnelighed, der længe har været dansk kvindehåndbolds raison d’etre. Jan Pytlick og assistenttræner Kim Jensen er nemlig taget til Kroatien med skadesbegrundede afbud fra helt centrale landsholdsaktører. Et hold uden Mette Vestergaard, Lotte Kiærskou, Kristine Andersen og i noget mindre grad Ditte Andersen er et hold, der starter forfra.
Hvor stærkt dette hold er eller kan nå at blive har de VM-forberedende testkampe ikke givet nogen antydning af. De ufrivilligt parodiske ’kampe’ mod Brasilien
lige før afrejsen ser betryggende ud – på papiret, men at lægge vægt på sejre på 30-17 og 33-14 mod en sekundanation er ikke Jan Pytlicks stil. Tværtimod virkede han meget irriteret efter kampene.
Måske også fordi kampene udstillede det måske største danske problem: Holdet mangler i den grad langskytter. I det lys og mod den modstander var det bekymrende, at 14 af de danske mål blev scoret af verdens p.t. mest
effektive venstrefløj, Line Daugaard, mens potentielle skudstrusler som Rikke Skov kun nettede fem gange.

Defensiv med klasse
Til gengæld kan Pytlick i aften i Cakovec forlade sig på den danske defensiv, som stadig holder verdensklasse uanset afbudene. Den dynamiske 6-0 opdækning ligger naturligt til den danske håndboldkultur, og vi har folk, der kan tage fra, så det ikke bliver alt for brutalt, men omvendt vise angribere, hvor stregen går.
Og bag forsvaret har vi måske turneringens bedste målvogter-trio i Lene Rantala med rutine og fodparader, Karin Mortensen med de lange udkast og et spil af den slags, der vokser i modvind, og som suppleant den noget mindre spektakulære Rikke Poulsen Schmidt.
Vort fløjspil er også på gode dage artistisk og effektivt – ikke så naturlig en kombination, som man skulle tro.
Det store spørgsmålstegn i den danske trup er, hvor meget den boldbegavede Rikke Hørlykke kan løfte som playmaker. Hun var jokeren, der afgjorde EM i fjor, men nu skal hun være på konstant. Og vel at mærke, med undtagelse af Katrine Fruelund, uden folk omkring sig, der matcher hende i spilforståelse. Uden dog helt at forklejne VM-debutanten, den venstrehåndede højre back, Anne Petersen, der har markeret sig i norske Tertnes.
Aftenens modstander, Tyskland, kommer til Kroatien for at kvalificere sig til OL næste sommer. Det kræver en femteplads ved VM. Og selv om bagspilleren Grit Jurack ikke er, hvad hun var, udgør hun sammen med Milica Danilovic en træfsikker tandem. Og veteranen Ingrida Radzeviciute må ikke få for meget medgang.
Turneringen i Kroatien kaldes VM. Onde tunger
siger, at den eneste forskel på EM og VM er Korea, læs Sydkorea. Traditionen tro er det svært at forhåndsvurdere holdet, men de dage er forbi, hvor noget hold kan komme bag på et andet, og generelt har de europæiske hold stafetten alene af den grund, at det er i Europa de bedste spillere spiller. Det er hverken i Australien eller Elfenbenskysten, og hvad de nu ellers hedder, de obligate gidsler for det internationale håndboldforbunds interesse i at få så mange medlemslande som mulig.
Norge og Ungarn ligner på forhånd storfavoritter til VM-titlen. Det er Jan Pytlick sikkert ret tilfreds med.

*TV2 kl. 20.45: Optakt og Danmark-Tyskland

Fakta
Den danske trup
*Lene Rantala, Larvik.
Målmand, 35 år.
Kampe: 219.
Rutinen parret med en reaktionsevne, der stadig signalerer verdensklasse, mere end berettiger til udtagelse.

*Karin Mortensen,
Ikast-Bording.
Målmand, 26 år.
Kampe: 63.
EM’s bedste spiller sidste år, men er ikke på helt samme niveau. Hun er omvendt
et turneringsmenneske, så førstevalget synes sikkert.

*Rikke Schmidt, Slagelse.
Målmand, 28 år.
Kampe: 48.
Effektiv med små midler.

*Christina Roslyng,
Kolding.
Venstrefløj, 25 år.
Kampe: 119.
Ligner en teenager, men spiller som en veteran, både i forsvar og angreb, men har fælere offdays end de fleste.

*Line Daugaard,
Ikast-Bording.
Venstrefløj, 25 år.
Kampe: 81.
Bedste danske angrebskort, hurtig, omstillingsparat og usvigelig sikker på straffe.

*Rikke Skov, Viborg.
Venstreback, 23 år.
Kampe: 26.
Får nøglerolle i forsvaret og kan blive den skytte, vi ser ud til at mangle.

*Tine Ladefoged, Horsens.
Venstreback, 26 år.
Kampe: 18.
En angrebsjoker, der i ligaen har været en skudtrussel.

*Katrine Fruelund, Viborg.
Bagspiller, 25 år.
Kampe: 110.
Tager stadig for lange
pauser, men har efterhånden nerver til de psykologisk vigtige energimål.

*Heidi Johansen,
Fox Team Nord.
Stregspiller, 25 år.
Kampe: 46.
Forsvarskrumtap med et til tider lige lovlig fysisk spil.

*Karen Brødsgaard,
Viborg.
Stregspiller, 25 år, anfører.
Kampe: 76.
Fighter og indpisker. Sin generations Tonje Kjærgaard.

*Camilla Thomsen, FCK.
Stregspiller, 29 år.
Kampe: 22.
Elegant kan man ikke kalde hende, men hun scorer mange ’umulige’ mål.

*Rikke Hørlykke, GOG.
Playmaker, 27 år.
Kampe: 71.
Ved EM var hun kaninen i hatten. I år bliver det alvor. Godt blik for spillet og et rigt underhåndsrepertoire.

*Josephine Touray, Ikast.
Højrefløj, 24 år.
Kampe: 55.
Med gazelleagtig ynde og styrke spillede hun sig ind i verdenseliten ved EM. Der er hun blevet.

*Truppens uprøvede kort:
Rikke Nielsen, Aalborg DH.
Playmaker, 26 år. Kampe: 9.
Anne Petersen, Tertnes.
Højreback, 27 år. Kampe: 8.
Lise Knudsen, Ikast-Bording.
Højreback, 20 år. Kampe: 5.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu