Læsetid: 10 min.

Invitation til en opdagelsesrejse

’Det har tragiske elementer, og hvis ikke det havde det, var det ikke værd at beskæftige sig medǒ siger Stig Thorsboe om sit seneste værk, den stort anlagte generationsfortælling ‘Krøniken’, der begynder den 4. januar på DR, og som på baggrund af et Danmark i rivende udvikling fortæller fire unge menneskers historie fra 1949 og 25 år frem
27. december 2003

Interview
Jeg har sådan en forestilling af det sidste billede om en mand, der tager et eller andet tungt og kaster det ind i sin fjernsynsskærm.«
Stig Thorsboe synes at more sig over sin idé, der mest er ment som en vittighed, men får en vis tyngde, når den kommer fra manden bag nogle af de seneste 10 års mest succesfulde tv-serier, blandt andet Landsbyen og Taxa.
Den 4. januar er der premiere på Thorsboes seneste, ambitiøse værk – og Danmarks Radios nye, store dramasatsning – Krøniken, en tv-fortælling i 24 afsnit, der følger fire hovedpersoner fra 1949 og 25 år frem og samtidig fortæller om fjernsynets indtog i Danmark.
Thorsboe dementerer hurtigt billedet med manden, der efter af have set den 23. inkarnation af et gameshow føler trang til at smadre sit fjernsyn for at finde ud af, om der er et liv uden for døren. Men han lægger ikke skjul på, at han kan have et ambivalent forhold til mediet.
»På den ene side serverer det en mængde tomme kalorier og stjæler oceaner af tid, på den anden side kan det en masse ting, ingen andre medier efter min mening gør bedre: Fantastiske dokumentarer, nyhedsformidling, fiktion, når vi er heldige, at det lykkes. Men som al ambivalens er det udtryk for en dynamik, og det prøver jeg at bruge,« siger Thorsboe, en væver, kæderygende mand på 55 år, da jeg møder ham i TV-Drama-afdelingen i TV-Byen.

Om der rent faktisk er et liv uden for mandens dør, må vi vente nogle år med at finde ud af. Først skal vi se de 24 afsnit af Krøniken, som Thorsboe nu har skrevet 10 af, og som kommer til at løbe over skærmen indtil 2006. Som skrivemakker har han haft Hanna Lundblad, der fra afsnit fire og frem også er medforfatter. Stig Thorsboe har arbejdet på Krøniken, siden han blev færdig med Taxa i 1999, og DR spurgte, om han ville skrive en ny serie til dem.
»Til at begynde med ville jeg lave en kort serie, fordi jeg havde fået nok af lange serier,« siger Stig Thorsboe. Men DR havde længe ønsket at producere endnu en historisk serie i stil med Matador, og den blev han bedt om at lave.
»Jeg tror, at de havde en forestilling om, at det skulle være fra 70’erne og op til i dag. Men jeg ville ned til 50’erne, fordi der er der, jeg selv kommer fra. Og da jeg først havde sagt det, vidste jeg, at jeg ville have en far-søn-konflikt, som et meget centralt element. Jeg vidste også, at familien skulle have et firma, en fabrik.«
Stig Thorsboe gik i gang med at lede efter en industrivirksomhed, som var typisk i slutningen af 40’erne, og han fandt ud af, at der på det tidspunkt var 20 radiofabrikker i Danmark, som alle stod på tærsklen til at begynde at lave fjernsynsapparater. Det har inspireret til radiofabrikken Bella, som er blevet et omdrejningspunkt i serien.
»Det, der triggede mig, var, at alle fabrikkerne, pånær B&O, havde drejet nøglen om 15-20 år senere, efter at have gennemlevet en guldfeber uden sidestykke, da landet skulle forsynes med fjernsynsapparater. En undergangshistorie i en opgangstidÇ« siger han.
»Men hvorfor lukkede de? Fordi markedet var dækket med sort-hvid-fjernsyn, og de ikke kunne begynde at sælge farve-tv, eftersom Danmarks Radio tøvede med at gå over til farver. Da farverne endelig kom i slutningen af 60’erne, stod de udenlandske fabrikker parat til at overtage markedet – ligesom udlandet mere og mere kom til at levere det, der kom ud af apparaterne, i hvert fald hvad angår fiktionen.«
Således kommer Bella til at spejle den voldsomme udvikling, som Danmark gennemgår gennem 50’erne og 60’erne i serien.
»De 25 år, som Krøniken omhandler, er den mest fremgangsrige, sammenhængende 25-årige periode i menneskehedens historie,« siger Thorsboe.
»Og hvis vi zoomer ind på Danmark, så går vi fra at være et landbrugsland til at blive et industrisamfund, og vi bliver en del af den internationale verden. Vi melder os ind i NATO, eller Atlantpagten, som det hed i 1949, hvor den her historie starter, og i 1972 går vi ind i EF. Vi har også hele velfærdsstatens opbygning.«

Men samfundets udvikling skulle kun være bagtæppet for den egentlige historie, forklarer Stig Thorsboe.
»Den psykologiske historie, personerne, er det vigtigste,« siger han.
»Det har været diskuteret, om det her er Danmarkshistorie, og det er det slet ikke. Det er én historie. Jeg fortæller primært om nogle slægts- og familiestrukturer, og jeg tror, at alt, jeg har arbejdet med, handler om det. Om de besynderligheder, som mennesker foretager sig, fra de bliver født, til de dør, og hvad man gør ved hinanden i familier. Jeg har altid været vildt fascineret af at fortælle over lang tid, hvilket jeg ikke kunne i Landsbyen og Taxa, og i Krøniken har jeg mulighed for at fortælle gennem tre generationer.«
I Krøniken har Stig Thorsboe ladet sig inspirere af virkelige hændelser, men i forhold til f.eks. de amerikanske tv-serier, der hovedsageligt vil beskrive en tid, har han grebet det anderledes an.
»Jeg er startet med karaktererne, og så har jeg puttet dem ind i tiden og set, hvad tiden gør ved dem. Jeg har valgt at dramatisere nogle af de historiske ting, ikke som et løsrevet drama, men som noget personerne i historien kommer på tværs af. Tiden er ikke det vigtigste at fortælle om. Det er personerne.«
Resultatet er blandt andet fire hovedpersoner, som er meget forskelllige.
»Det er det, der i vores fag hedder orkestrering,« siger Stig Thorsboe.
»At de fungerer med og mod hinanden. Det er i hvert fald tanken. Det handler om de fire unge, og jeg har prøvet at definere dem også gennem deres modsætninger. Om Erik siger jeg, og det er bare mit arbejdsredskab, at han er fantasten, der har ret. Om Ida siger jeg, at hun har et hoved, der gerne vil bruges, men et hjerte, der ikke kan lade være med at give. Jeg prøver at finde ud af, hvor dilemmaet i personen ligger. Jeg kan godt lide, at de også støder sammen inde i sig selv. At de kan komme i tvivl. Historien har tragiske elementer, og hvis ikke den havde det, var den ikke værd at beskæftige sig med.«

Modsætninger er der også mange af mellem de unge hovedpersoner og deres forældre.
»Krøniken fortæller om tre generationer,« siger Stig Thorsboe.
»Jeg har de gamle, Eriks far, Kaj Holger (og Bellas direktør, red.) og hans generation, og i afsnit tre vil du opleve Idas forældre mere, end du oplever dem i afsnit et og to. De er bærere af det samme. De er tilbageholdende og konservative i den forstand, at de ikke ønsker forandring. De sætter tæring efter næring, og man skal yde, før man kan nyde. De er rundet af krigens smalhals.«
»Så er der midtergenerationen, som er den, jeg følger, og deres børn, som vokser op. Det oprør, som midtergenerationen præsterer, er meget individuelt, meget privat, uformuleret, instinktivt og derfor næsten dømt til at lide skibbrud. Det kommer samtidig med Elvis, James Dean, Salingers Forbandende ungdom og Rifbjergs Den kroniske uskyld, som er fra 1958. Panduros Rend mig i traditionerne kommer samme år. De vrede unge mænd og optøjerne på Enghave Plads – alt sammen punktnedslag af utilpassethed. I 50’erne fødes individet, ungdomme og teenagebegrebet.«
»Og så har vi så midtergenerationens børn, mine unge menneskers børn, som i slutningen af 60’erne viser, hvad oprør går ud på. Hvor det meget mere er en bevægelse. Men jeg tror, at det ungdoms-oprør ville have været umuligt, hvis ikke Elvis og alt det andet havde været der før.«
»Mange har fortalt mig, at 50’erne var så kedelige og konforme og de unge så tilpassede. Det tror jeg også, at de var. Men i Krøniken tillader jeg mig at påstå, at alle unge har en eller anden grad af drømme og håb om at bryde mønstre. Jeg tror, at 50’ernes ungdom var den første, som prøvede på det.«

Krøniken er Stig Thorsboes projekt. Det er den første serie, som han selv har skabt helt fra bunden, han har det overordnede ansvar for dens udformning, han har været med til at vælge instruktørerne og skuespillerne, og han skriver selv afsnittene - som nævnt i et frugtbart samarbejde med Hanna Lundblad.
Thorsboe er også glad for samarbejdet med Charlotte Sieling, der har instrueret de første otte afsnit af Krøniken og skal instruere flere af de resterende afsnit, mens Henrik Ruben Genz og Lone Scherfig har sagt ja til at gæsteoptræde bag kameraet på enkelte afsnit.
Sammen med fotografen Jørgen Johansson (Edderkoppen, En kærlighedshistorie, Italiensk for begyndere) har Sieling fundet en visuel stil for serien, og »vi traf sammen med producent Sven Clausen tidligt et valg om, at det ikke skulle være et museum,« siger Stig Thorsboe.
»Det betyder ikke, at vi ikke gør os umage med detaljerne, men man behøver ikke ringe ind, hvis man har opdaget en lampe, der ikke var opfundet på det tidspunkt.«
»Vi arbejder med et moderne film-sprog – hvis der overhovedet er noget, der hedder det. Vi bruger et meget anderledes sprog end Matador. Det var i den grad en traditionel og mindre filmisk måde at gøre det på med sætstykker med tre vægge og en fjerde, usynlig væg, hvor man filmer ind. Det var måden, som Balling gjorde det på, og det fungerede jo aldeles fremragende. Men Krønikens stil er præget af, at tv-serierne har fået et mere filmisk udtryk gennem de sidste mange år.«
Stig Thorsboe har løbende diskussioner med instruktøren og fotografen, ligesom han sidder med i klipperummet og er med til at beslutte, hvordan de enkelte afsnit skal se ud.
»Som ansvarlig for teksterne vil jeg selvfølgelig sige, ligesom Bergman, at tingene sker i folks øjne. Det er dér, at spillet er, synes jeg. Det diskuterer vi, og det ville være mærkeligt andet. Jeg forventer, at skuespillerne siger de ord, der står, og hvis ikke de gør det, så taler vi også om det,« siger han.

Stig Thorsboe siger, at Krøniken er det mest personlige, han endnu har skrevet. Både på grund af det tidsrum, som historien spænder over, og fordi han bringer sig selv i spil i fortællingens skildring af de tre generationer.
»Man siger, at man skriver på dét, der irriterer én, og jeg har nok nogle sten i skoen, som jeg skal have kigget på,« siger han.
»Jeg ville gerne have, at serien også kom til at handle om, hvad fjernsynet har gjort ved os som medie. Det lagde jo ud meget pædagogisk og ideelt med Jens Frederik Lawaetz (Statsradiofoniens daværende fjernsynsdirektør, red.), der startede det op sammen med Julius Bomholt, som dengang var radiorådsformand og siden blev landets første kulturminister. Bomholt og socialdemokraterne havde nogle forestillinger om fjernsynet som noget, der kunne bruges i den almene dannelse.«
Stig Thorsboe mener ikke, at man kan kalde Krøniken for hans eget, personlige oplysningsprojekt, men det er tydeligt, at han har ambitioner på tv-mediets vegne.
Krøniken er en opdagelsesrejse, siger han, og serien er en invitation til at tage med på den rejse. God tv-dramatik »skal åbne nye døre, som jeg er nysgerig efter at gå ind ad. Jeg er mindre på det visuelle. Jeg er interesseret i, at det skal handle om de vigtige problemer, som mennesker har.«

Stig Thorsboe lægger ikke skjul på, at han er spændt på, hvordan det kommer til at gå Krøniken. Det er hans mål at trække mange mennesker hen foran tv-skærmen. Ellers ville der ingen grund være til at kommunikere gennem et massemedie som tv, mener han. Især ikke når det er så dyrt og stort som Krøniken, der har en minutpris på 95.000 kroner – Taxa kostede 42.000, Nikolaj og Julie 47.000 – omfatter 24 afsnit og skal sendes i primetime søndag aften.
Men det vigtigste er, at serien får et publikum, som siger, at »dét har jeg haft en oplevelse med at se. Det minder mig om noget. Og som synes, at det er interessant at følge de fire hovedpersoners rejse fra 50’erne og op mod vores tid.«
Selv om han er vant til at have mange seere, så er det ikke hensynet til dem, der styrer ham, når han skriver, og det gør ham forstemt, når tv-dramatik bliver ren kalkulation og spekulation i målgrupper og segmenter. I stedet skal man tage mediet alvorligt og udfordre den brede fortælling.
»Man må have tillid til, at den i virkeligheden kan tåle mere, end man ellers har brugt den til,« siger han.
»Det farligste er at læne sig tilbage og sige, at ’nu har vi fundet formlen’. Det har vi ikke, for der er ingen formel. Jeg synes nogen gange, at det går for hurtigt, at det ikke virker gennemarbejdet nok. At man har det store publikum, må ikke gå hen og blive en sovepude. Jeg håber på, at man kan putte en eller anden grad af ambition ned i det brede format. Det er, hvad jeg forsøger. Andre må vurdere, om det er lykkedes. Og det gør de såmænd nok også,« siger Stig Thorsboe og smiler skævt.

*Krøniken sendes første gang søndag den 4. januar 2004 kl. 20.00 på DR1

*www.dr.dk/kroeniken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu