Læsetid: 4 min.

Iraks nye lokomotiver holder stille

Bombeangreb og banditoverfald har fået det irakiske jernbanevæsen til at indstille driften på ubestemt tid. Lokoførerne holder dog humøret oppe
30. december 2003

BAGDAD – »Vi havde 20 passagerer, der skulle til Basra i dag. Foruden fire vogne og lokomotivet,« fortæller Shakra Mahmoud.
Han er stationsforstander for Bagdad Hovedbanegård, og hans øjne lyser glædestrålende over den veludførte dåd. Hvornår afgik toget mod Basra så, spørger jeg Mahmoud. Brat forsvinder hans smil. Der følger en kort samtale på arabisk med seks andre tilstedeværende jernbaneansatte i lokalet, hvori ordet infijah bruges igen og igen. Det går op for stationsforstanderen, at jeg forstår samtalen.
»Øh, faktisk kørte toget ikke i dag,« siger han dystert. »En ny bombe sprang på sporet i nat, og vi har ikke kunnet nå at reparere det endnu. Sidste tog kørte i går.«
Endnu engang afsløres altså en af de løgne, som man forsøger at få os alle til at tro på: At situationen bliver bedre og bedre dag for dag i Irak. Selvfølgelig vil ikke en eneste officiel person fra de britisk-amerikanske besættelsesmyndigheder indrømme den sandhed, som hr. Mahmoud nu erkender: At der har været mindst 31 angreb på denne jernbanestrækning i løbet af de seneste syv måneder, mindst 40 på forbindelsen til Mosul, og næsten dagligt sker der sabotageaktioner på forbindelsen til Qusaybah.

Ikke et eneste tog
Man behøver blot forlade hr. Mahmouds kontor og spadsere rundt i den store forblæste forhal til Bagdad Hovedbanegård for at indse, hvad dette betyder. Hver eneste af de mange perroner i dette centrale knudepunkt for det hele irakiske jernbanenet er ganske mennesketom. Hovedlinjen til Mosul er stoppet, fordi – som en anden jernbaneansat siger – »vi kan ikke reparere togene og sporet hurtigt nok«. Forbindelsen til Qusaybah og det vestlige Irak er indstillet på ubestemt tid, fordi bevæbnede røverbander regelmæssigt angriber passagertogene. I går kørte der på hele det ’befriede’ Iraks jernbanenet ikke et eneste tog.
At jernbanedriften er ramt af stilstand skyldes på ingen måde mangel på materiel. På rangerterrænet et par kilometer længere nede ad sporene holder 50 spritnye grønmalede kinesisk fremstillede diesellokomotiver, som for ganske nylig er blevet indkøbt til at trække de lange godstog, som altså nu ikke længere kan køre gennem Irak.
På hvert lokomotiv er fastskruet en messingplade med de indgraverede ord: »Bygget på Dalians Lokomotivfabrik i Den Kinesiske Folkerepublik«. De inaktive nye dieselkæmper står midt iblandt en kirkegård af ældre, smadrede canadiske og tyske diesellokomotiver foruden snavsede franske og polske togvogne fra Saddam-tiden.
Alligevel er lokofører Louai Hanna som i ekstase. Også i Irak findes der en særlig slags broderskab hos jernbanefolket, og Hanna er den stolte fører af et af disse nye kinesiske lokomotiver, som han personligt har døbt Gazellen efter dets lykkelige jomfrufærd (dets eneste rejse til dato) hertil fra Basra. Han klatrer op af stållejderen, låser døren op og inviterer mig ind i, hvad han betegner som sit nye »hjem«.
I førerrummet hænger stadigvæk kinesiske papirlanterner, og her står også hans køleskab og en lille kaffemaskine. Gazellen kan ubesværet trække 12 vogne med en gennemsnitsfart på 180 km/t.
Hanna er kristen, så det undrer mig at finde et kassettebånd med sunnimuslimske prædikener af en imam fra Falujah på kontrolpanelet ved siden af ham. Er den anden lokofører religiøs sunni, spørger jeg. Hanna smiler bekræftende. Det er ikke svært at se, hvem der kører flere af de øvrige nye lokomotiver – på nogle hænger billeder af Hussein og Ali, shiamuslimernes store martyrer, på siderne. Jernbanestaben i Irak er tydeligvis et multikonfessionelt folkefærd.

Kørte med Saddam
Vi spadserer tilbage langs sporet. En væmmelig kold vinder blæser. Jeg bemærker bag dynger af metalskrot, affald og rustne spor, det snoede lerklinede murstenstårn, der hæver sig over kalif Harun al-Rahids kones grav.
Iraks stolte historie lever stadig midt i dets moderne vraggods. Hanna stirrer ned i jorden, imens vi vandrer af sted.
»En af vores lokoførere blev engang henrettet af Saddam,« fortæller han. »Det gik aldrig op for mig hvorfor. Jeg husker kun hans fornavn, Abbas. Han sad i sit diesellokomotiv i Basra i 1981, da sikkerhedsfolkene kom efter ham. De førte ham bort, og vi så ham aldrig siden. Senere hørte vi, han var blevet hængt.«
Der følger et tavst øjeblik. »Så kigger Hanna pludselig på mig. »Jeg kørte engang med Saddam,« siger han pludselig. »Vi fik aldrig på forhånd at vide, når han skulle med toget. To sikkerhedsfolk fra specialtjenesten puffede mig ind i en taxi, og sagde, vi skulle til Mosul. Vi gjorde flere stop undervejs. Saddam steg på toget i Mosul, men han kørte kun med os en kilometer. Jeg forstod aldrig, hvad meningen var. Han steg af igen, iklædt civilt tøj med en sort pullover. Normalt skulle man være medlem af Baath-partiet for at få lov at køre med Saddam – det var jeg dog ikke.«
Stolede sikkerhedstjenesten på Hanna, fordi han er kristen og ikke fra en af Iraks muslimske Saddam-fjendtlige sekter? »Det kan godt tænkes,« siger han. »Både jeg selv og den anden lokofører fik pæne drikkepenge for at have kørt Saddam. Han gav os hver 150 dollar.«
Tilfældigvis er det nøjagtig det samme beløb, som Hannas nye og væsentligt højere månedsløn fra Iraks Jernbaner ligger på. Da vi igen når frem til de tomme passagerperroner, hilser han hjerteligt på sine kolleger. De skal alle til en familiefest hos en kollega, og beder om at få taget et gruppefoto. De er alle sammen flinke folk. Hanna siger, at han med sin nye løn snart kan få råd til at købe et nyt fjernsyn. De fortæller vitser og ler, og i et kort glimt er det som om, man ser et billede af en helt ’ny’ slags Irak – et glimt af normalitet. En masse smilende og fredelige lokoførere er her i hvert fald. Det er en skam, de ikke kan komme ud og køre med deres tog.

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her