Læsetid: 3 min.

Jul i de dybe associationers brønd

Musikken tænder for erindringen, ligesom digtningen
19. december 2003

Kommentar
I På sporet af den tabte tid er der, som enhver der har omgang med alt for godt véd, mange spor at følge, bl.a det musikalske. På en måde er det musik altsammen. I fru Verdurins salon kan den høres, når komponisten Vinteuils værker fremføres. Fortælleren lytter til hans septet og falder i de dybe associationers brønd ved pludselig at høre ’den lille strofe’ fra violinsonaten indgå i dette større værk. Og erindringerne begynder at strømme. I sin bog om at læse Marcel Proust gør Lagercrantz denne scene til sindbillede på hele romanen, der som septetten er vokset ud af en betydningsbærende kim i tankeforbindelsernes netværk.
Skikkelsen Vinteuil har man gerne villet fiksere som portræt af en af samtidens kendte komponister, og så mange har været foreslået, bl.a. César Franck, Saint-Saëns, Gabriel Fauré, vennen Raynaldo Hahn. Men der er selvfølgelig ikke en enkelt model. Jeg havde dog gerne set, at det var Franck med den dårende indledning til hans violinsonate, hvor den elegant elegisk løfter sig over klaverets dybe akkorder. Men den er ikke så lille endda, fuld af inerti. Frasen finder sin lette forfinelse i finalen.

Trængsel
Associationerne har travlt, når man sidder med sig selv ved aflytning af radioens Amadeus, Rossini og den hjemlige samling med hele den musikalske intertekstualitet i ørerne. Forvekslinger, erindringsforskydninger, genkendelser, citater, alle de mærkelige slægtskaber, ligesom i digtningen.
Nu Schubert. Dér er der nærmest trængsel i erindringsbutikken. Åh, Rosamunde, der går igen her og dér, en mellemaktsmusik, der pludselig sniger sig ind i en strygekvartet.
Franz Schubert var den fuldendte komponist med et ufuldendt liv, derunder en symfoni og nu her i aften tre ufuldendte klaversonater i en nyudkommen indspillning af John Damgaard. En sonate i C-dur fra 1825, »Reliquie« kaldet, har to satser. I den førstes moderato lyder pludselig mindelser af dansen efter juletræet, det vilde træk gennem huset som i Bergmans Fanny og Alexander med lalleordene: Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske! Og minsandten, om ikke andensatsens andante tager det op igen og nu i fuld udfoldelse. Jamen, Nu' det jul igen!
Hvad enten Saint-Saëns har en aktie i Prousts Vinteuil, eller Lange-Müller har hørt godt efter under afspilningen af hans klaverkoncert nr. 2, så undgår man ikke at høre serenaden »Natten er svanger med vellugt fin« gennem andensatsens tena. Det bryder frem efter perlende tirader og arpeggioer som en allegro scherzando, ganske vist noget hurtigere end den afsynges i Holger Drachmanns sindige musical Der var engang. Hvordan er det, de synger? »Det vælder didop, hvor om dagen du gik,/hver længsel, du kued, den blev til musik.«
Lad os blive lidt i romantikken og høre på Mendelssohns cellosonate i b-dur, opus 45, og glædes over, at han sikkert uden at vide det har snuppet en gammel dansk folkemelodi.
Der sidder nu Simca Heled og stryger såre smukt, allegro vivace, på en nær variant af den, vi kender som »Vort modersmål er dejligt«. Og celloen har virkelig så mild en klang, at Edvard Lembcke ca. 20 år senere satte ord på det, må man tro. Mendelssohn får i hvert fald målet til at lyde så ungt og så yndigt, som det påstås.
»Jeg hører ikke Musik, det er ret en Prøvelsens Tid,« skrev Mendelssohn-kenderen, den sygdomsplagede H.C. Andersen i et brev, året før han døde. Han var ellers den, der gik i koncert- og operahuse overalt, hvor han kunne komme til det. Nu kan vi bare trykke på knappen, før musikhungeren melder sig.

Pause i mætheden
I en pause i dansen om juletræet og guldkalven og den store mæthed kan vi da sætte en plade på, f.eks. den med Mozarts klaverkoncert nr. 24, hvor en alvorligt manende førstesats i c-mol midtvejs, ca. seks minutter henne, pludselig lader orkestret lede over til en ny klaverindsats, et tørstigt tuttibrag. Hvor kender vi frasen fra? Jovist: Vi vil ha’ øl, vi vil ha’ øl, vi vil ha’ gammel Carlsberg øl! Og så tager den pæne Alfred Brendel atter fat, uanfægtet.
Tankefuldt flyder bægeret over. Sådan er det i tonernes verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her