Læsetid: 5 min.

Kaffen blev kold

15. december 2003

Ungarn tabte alt til Frankrig, men præsenterede et nyt boldbegavet fund i en turnering, der ellers ikke bød på sportslige nybrud

Håndbold-VM
Sig navnet. Görbicz. Anita Görbicz. I går både ungarsk helt og skurk i et højdramatisk VM-slutspil, hvor Frankrig slog favoritterne fra Ungarn med 32-29 efter omspil. Et resultat, uretfærdigt på grænsen til det tårefremkaldende, og så selvforskyldt, at det må gøre ondt langt ind i Görbicz i dag. Gennem turneringen har hun været oplevelsen. Dels som playmaker, dels som storsatsende afslutter samt som genial indspiller til anden halvdel af den telepatiske duo, Anita Kulcsar.
Sådan så det også længe ud i går, og så smider Görbicz det hele væk ved at få direkte rødt kort på en klodset slagtning i sidste minut, og turneringens hidtil mest værdifulde spiller bliver på et splitsekund forvandlet til det modsatte. Og så spørger nogen stadig, hvorfor håndbold er så fascinerende.

Karismatisk keeper
Med Frankrigs slutspurtssejr i aftes tilfaldt verdensmesterskabet et hold, der i mangt og meget har en anatomi, vi kan nikke genkendende til i Danmark – karismatisk målvogter i Valerie Nicolas, småekcentriske stjerner, fotogene boldbegavelser og en veludviklet forståelse for holdets betydning for enerne og omvendt. Jeg skrev ’kan’, ser jeg nu. Der skulle selvfølgelig have stået ’kunne’, for med en 13. plads skal dansk kvindehåndbold starte forfra.
I hvert fald skal selvforståelsen justeres. Det danske landshold er nu i den bløde mellemvare, som af og til vil kunne overraske, men ikke for alvor vil kunne markere sig i længden. Ganske vist deltager vi i OL til sommer qua vor status som europamestre, og til den tid vil mediernes stemningsoppiskere have glemt alt om de sidste to uger, og forventningen om guld og erindringen om forne tiders usårlige storhed vil flyde sammen i nationalchauvinstisk mangel på realisme, men mon ikke Jan Pytlick er mand for at kunne reducere pladsen til forhåndsbegejstring?
Der har været anført mange grunde til nedturen. De to vigtigste: For mange udenlandske spillere i den hjemlige liga giver for lidt spilletid til lokale talenter, og for mange store turneringer på for kort tid øger skadesrisikoen – Danmark måtte på grund af skader f.eks. stille med helt uprøvede bagspillere, hvilket gav et hold uden rutine og – nok så vigtigt – uden hierarki.
Det har været foreslået at fastsætte en kvote for hvor mange udenlandske spillere, der må være i Håndboldligaen. Til det er bare at sige: Læs lige EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed en gang til. Og hvad er det for øvrigt for en provinsiel indelukkethed, der spøger bag det forslag? Går enhver sportsgren ikke ud på at blive bedre ved netop at spille med og mod de bedste?
Istedet må det danske håndboldpublikum og de mange, der af vidt forskellige grunde pludselig fik øje på håndboldens underholdningskvalitet, gå i kollektiv mentaltræning for at erkende, at intet varer evigt. Succes kommer i generationer.
At man så kan mene, at mange kvindelige håndboldspillere lader sig selvpensionere lovligt tidligt er en anden sag, som færre, store turneringer måske kan rette op.

Tidlig selvpensionering
Kvindehåndbold er netop et kvindefag med hvad deraf følger af det arbejdsmarkedsforskere plejer at kalde strukturproblemer, d.v.s. graviditet, barsel, uddannelsesforløb etc. En række af de ’jernhårde ladies’ ville dog hverken have været for gamle eller for dårlige til at deltage i dette VM. F.eks. havde Korea hentet gamle koryfæer fra OL-finalen (mod Danmark) i 1996 frem, og det var hverken O-Kyeong Lim eller Seong-Ok Ohs skyld, at koreanerne måtte tage til takke med bronze efter en 31-29 sejr over et udbrændt ukrainsk hold.
Koreanerne førte på et sent tidspunkt i kampen med 31-25, og så flere gange før det ud til at ville øge afstanden, men da den koreanske keeper, Young-Ran Ho, tilsyneladende ikke ved, at man må tage med både hænder og fødder i håndbold, havde ukrainerne bare at ramme inden for firkanten. Til gengæld kunne ukrainerne i den anden ende ikke stille meget op mod de koreanske for- og fodfinter og det besnærende, kvikke kombinationsspil, der må gøre holdet til OL-favorit. Til den tid er spillerne nemlig i form.
Den har både Ungarn og Frankrig spillet sig i under dette VM, og da udholdenhed betaler sig i enhver turnering var det logisk, at netop de to hold mødtes i går i Zagreb i en hal, så tætpakket med ungarere, at det tangerede det usportslige.
Franskmændene, som havde slået Ukraine 28-26 i semifinalen i et opslidningsopgør på tre mål i overtid af Slagelse-spilleren Stephanie Kano, virkede i starten mest mærkede. Og de kunne ikke udnytte de naturlige huller i det meget offensive ungarske 3-2-1 forsvar, og da samtidig Katalin Palinger i målet tog revanche for en mager indsats lørdag i tjubang-kampen mod Korea lørdag, lå det meget længe til en ungarsk sejr. Magyarerne spillede i perioder mageløst med førnævnte Görbicz som en motor med utallige gear og Bojana Radulovics frygtindgydende sikker som målskytte, 12 mål.
Men håndbold er også psykologi. I hvert fald var det hinsides ethvert rationale, at Frankrig fik hentet den langvarige ungarske føring. Palinger holdt nemlig ikke op med tage boldene på en facon, der var både overnaturlig og demotiverende, men hvor der er vilje er der en vej og for enden af vejen lå der altså en triumfbue for Olivier Krumbholz og hans hold, der tæller fire nøglespillere fra den danske liga, så ’vi’ var lidt med til slut.
Årets VM, det 16. i rækken, vil ikke gå over i historien som nyskabende. Bevares, der var masser af profiler, til tider storslået målvogterspil, og slutspillet havde kampe af den slags, hvor kaffen får lov at blive kold, men ikke for alvor noget nybrud. Gennemgående blev flowet i for mange kampe vanskeliggjort ved de forsvars-angrebsudskiftninger, der viser, at spillet i den grad er blevet et spil for specialarbejdere. Artisteri er for risikobetonet.
Det kan Anita Görbicz tale med om. Men derfor kan vi da godt ønske os, at hun inden OL til sommer afslører, at hun har en hidtil hemmelig dansk far, eller bare bliver dansk gift eller forelsket i Bertel Haarder. Det skal han ikke høre
noget for, vel, Jan Pytlick?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her