Læsetid: 5 min.

Kampen om verdensherredømmet

Dyb, morsom, dramatisk, erotisk, respektløs: Med premieren på Rhinguldet i København tegner der sig billedet af en Ring-cyklus, der kan blive historisk
22. december 2003

Opera
»Alt det som er, ender.« Sådan lyder en af de mange fyndige sætninger i Wagners Rhinguldet. I sig selv blot et memento mori, men hos Wagner får udtrykkene en særlig vægt, fordi vi ved, hvor frygtelig mange lidelser og ondskab guder og mennesker skal gennemleve inden Ringen kan slutte og det hele gå op i flammer.
Rhinguldet indleder Wagners opus magnum Nibelungens Ring, som er ethvert teaters manddomsprøve. Musikken ligger fast, men udenom kan der broderes, lægges til og trækkes fra, fortolkes. Det er naturligt at en instruktør vil have sin Ring, der markerer sig som noget andet, gerne mere, end det, der før er set. The Copenhagen Ring, som værket nu hedder i det officielle marketingssprog, vender og op ned på ikke så få detaljer og overordnede linjer.
Den mest iøjefaldende vægtning i den overordnede formgivning er fokuseringen på kvinden, som den centrale figur. Ringen handler om verdens historie, men ved at trække Brünnhilde frem som en person som dig og mig, og gennem hende fortælle et bestemt menneskes historie om, hvordan det kunne gå så galt, bliver det langt mere vedkommende for os publikummer i salen. Det er en historiefortællende genistreg, for et drama der trækker den storslåede mytologi ned i øjenhøjde uden at miste kunstnerisk flyvehøjde er dømt til at være medrivende for beskueren; han vil på et plan følge dramaet fra Wotans borg og nedefter, men endnu mere opleve det som en moderne slægtsroman modelleret efter Huset Buddenbrook, hvor vi kan spejle os selv i personerne og på et elementært plan føle og mærke at ’det er synd for nogen’ – og videre i den dur.

Hvem er vi?
Det vil sige at mere politiske og i nogen grad og psykologiske temaer er skubbet i baggrunden til fordel for at Brünnhilde kan finde den røde tråd bagud i tiden, for derigennem at lære sig selv at kende. Det er en af de mere velgørende momenter i Københavner-ringen, for det virker så unødvendigt at tydeliggøre, at denne verdens Wotan’er findes, måske lige uden for teatrets dør. Det er næsten for let at drage tydelige paralleller til nutidens krigsskuepladser for at vise at også i dag giver den forbandede ring problemer.
Brünnhilde forsøger at fylde sit indre tomrum med mening. Rhinguldet begynder med, at hun tænder et stearinlys i sin fars pulterkammer, i bogreolen finder hun effekter, der kan fortælle hende om det, der gik forud. På den måde er alt det efterfølgende en erindring, et flash back, som ses gennem Brünnhildes optik. Hele Ringen i den nærværende opsætning begynder altså med slutningen og slår derefter en stor bue tilbage til det sted, hvor kæden røg af, eller tråden revet over. At verden er gået under og at Brünnhilde derefter alligevel kan liste ind i det støvede bibliotek, virker umiddelbart lidt kringlet, men ideen om at det hele foregår inde i Brünnhildes hoved efter ragnarok, er et fantastisk påhit.
Men her slutter det ikke, for andre guldrandede ideer står i kø for at komme ud over scenekanten. Instruktøren Kasper Bech Holten ved, hvilken rolle tissemænd og kusser spiller i menneskelivet, og han hænger mange af sine ideer på den altdominerende tap, slet og ret fordi det giver mening i sammenhængen. Nå, ja, det er ikke uinteressant at se en smuk, nøgen mand svømme rundt i et akvarium, repræsenterende guldet, der skal forarbejdes. Det er respektløs scenografi og det er uforskammet effektfuldt. Hvad der sker med den unge mand i vandet, skal De opleve uden tekstledsagelse.
Scener i vandland trækker ikke unaturligt erotik med sig, naturligvis udnyttet til bristepunktet af forestillingens ophavsmænd i badescenen ved Rhinen, hvor de nedringede rhindøtre i 20’er-outfit ydmyger dværgen Alberich. Han er ikke bare lækkersøvnig på en onsdag aften, han vil denondelynemig have noget på den dumme her og nu. Det er ikke helt det, de unge piger vil, selv om man unægtelig får det indtryk. Alberich bliver ude af sig selv, da hans uhæmmede elskovslyst ikke bliver gengældt, og han får magt over hele verden ved at afsværge kærligheden.

Mod afgrunden
Rhinguldet begynder i 1920’er-stemning med dekadent Cabaret-lummerhed, hvor magtfuldkomne mænd opbygger ideologier i Europa. I Valkyrien, som havde premiere på Teatret sidste år, når vi frem til midten af forrige århundrede, hvor magtbalance er et nøgleord og hvor supermagterne afventer modstanderens næste træk. Holdet bag Ringen annoncerer, at vi i Siegfried vil lade os indforskrive i et 1968-agtigt opgør, hvor den alle tiders helt Siegfried vil gøre op med fars idealer, for til sidst at møde døden i den sidste del, Ragnarok, som udstiller den ultimative ondskab, i tidslinjen modstillet aktuelle hændelser i Bosnien og Rwanda.
I hele den udviklingshistorie står den maskuline trang til destruktion over det kvindelige som noget helende, forsonende. Det er som om Ringen i København sætter et nyt spørgsmål på dagsordenen: Hvad nu hvis det hele kunne gennemleves på ny med den kvindelige intuition som ledetråd? I den forstand stiller den aktuelle opsætning modbilleder op i forhold til det eksisterende.
Modbilleder gælder også i persontegningen i Rhinguldet i almindelighed, halvguden Loge i særdeleshed. Fra at være en usympatisk medløber i andre opsætninger, er han i københavner-ringen blevet repræsentant for den frie presses magt og rolle i samfundet. Han er både spindoktor, men han er hele tiden parat til at stille dommedag over sig selv og de andre. Han er troløs og i opposition til det bestående. Det gør ham så farlig, at Wotan må tage livet fra ham inden Valhalla indtages.
Loge i skikkelse af Poul Elming er forestillingens hovedkraft, man mærker, at der er kælet for personkarakteristikken, som er helt igennem overbevisende. Det er Wagner med humor, når Loge, der repræsenterer ild, hele tiden skal bede Wotan om ild til sin cigaret. Men dertil skal føjes andre karakteristika, som samlet tegner en kompleks person. Det er som om Elming ’suger’ den person til sig, næsten som om han noget af den i sig selv, som udleves. På samme måde som Johan Reuter må have noget Donner i sig for at kunne udstille personen så vellykket med umanerlig frækhed og ’jeg skal komme efter dig’-attitude – ganske som han gjorde det i John Frandsens opera I-K-O-N.
Rhinguldet har egentlig ikke nogen svage partier. James Johnson som Wotan var lidt mere overbevisende i Valkyrien end i Rhinguldet. Hvor man i Valkyrien sad og syntes det var synd for Tina Kiberg, at hun ikke rigtig nåede ud over scenekanten som Brünnhilde, er Rhinguldet befolket af et mere homogent sangerhold. Lige fra den ubærligt tumpede handyman i Leth-kostume, kæmpen Fasolt, sunget fremragende af Stephen Milling, over Sten Byriels pragtgengivelse af Alberich (Byriels redegørelse for den karakter er en hel artikel værd), Randi Stenes indforståede karaktertegning af Fricka som indeklemt biedermeier-figur, til Anne Margrethe Dahls fortvivlede og lidt komiske ’må jeg gå nu’- figur. Det hele umisteligt godt realiseret af Kapellet under Mikael Schønwandt.
Det skal nok ende med, at det hele går så galt, som det skal. Fortsættelse følger. Tæppe.

*Richard Wagner: Rhinguldet. Premiere på Det Kgl. Teater, lørdag. Dirigent: Michael Schønwandt. Iscenesættelse: Kasper Bech Holten. Scenografi og kostumer: Marie í Dali og Steffen Aarfing. Lysdesign: Jesper Kongshaug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu