Læsetid: 4 min.

Keramisk børnemisbrug

Turner Prisen fik for tyvende gang de engelske kritikere til at dyrke den svære kunst at kritisere manden uden at kvalificere provokationen
10. december 2003

Turner Prize
Det blev ikke nær så blodigt som sidste år, men den næsten rituelle afstandtagen til Turner prisen – den i princippet mest prestigefyldte britiske kunstpris – lod ikke vente på sig. Æren og de 200.000 kr. gik i år til kunstneren Grayson Perry, der arbejder med et så traditionelt kunsthåndværk som keramik, men med børnemisbrug og pædofili som sine fortrukne motiver. Ikke et populært valg hos de britiske kritikere.
Turner prisen har siden den blev uddelt første gang i 1984 forarget og provokeret.
Sidste år forlod kulturministeren, Kim Howles, udstillingen på Tate Britain i vrede, og kunstsamleren Charles Saatchi kaldte udstillingen for en gang »opkogt effektjageri.« The Guardians anmelder beskrev udstillingen som den mest »kvalmende i prisens historie.« Og før han hastede ud af døren tog Kim Howles sig alligevel tid til at signere gæstebogen: »Hvis dette er det bedste, britisk kunst kan producere,« skrev han, »så er britisk kunst fortabt.«
Nu er der det særlige ved årets vinder, at han ikke blot er kendt som Grayson Perry, men også som Claire – hans ’transvestitiske’ alter ego. Og de britiske kritikere har haft svært ved ikke at mistænke juryen for at spekulere mere i gode fotomuligheder end vedkommende kunst. Som kunstkritikeren Adrian Searle konkludere allerede i overskriften:
»En stor pottemager? Indiskutabelt nej. Blot en interessant karakter, der laver mindre væsentligt kunst.«

Mindre end 15 minutter
Hvor kritikken sidst år – da modtageren hed Keith Tyson, en tidligere værftsarbejder kendt som ’den gale professor’ – var passioneret ophidset, kan den i år bedst beskrives som opgivende ligegyldig. I en ledende artikel i The Times, føler skribenten sig således foranlediget til en for udenforstående banal påmindelse:
»Kunstens højere formål er ikke blot at få kunstneren i sladderspalterne.« Og lederen fortsætte med at spørge til meningen med det hele:
»Perrys højere formål, siger han, er at henlede vores opmærksomhed på de bizarre, forvrængede tvangstanker, der sniger sig ind i vores bevidsthed. Så hans temaer er det vanvid, der fødes af medierne: sexskandaler, savnede børn, kriminalitet. Er det en sofistikeret form for dobbeltbluff, hvor betragteren kan glane på en chokerende afbildning af menneskelig ulykke, men tænke – mere virtuost end avislæsere – at de gør det med et højere formål for øje? Eller er det blot et alibi for både betragter og kunstner til at få sig et billigt voyeuristisk gys med selvbehageligheden intakt?«
Svaret på det spørgsmål står skrevet mellem linjerne, og Perrys kunst – og komiteens væsentlighedskriterium – efterlader mest af alt lederskribenten med en følelse af ligegyldighed:
»Måske en barmhjertig udvikling: kunstens mulighed for at fastholde vores opmærksom er blevet endnu mindre. Andy Warhols forudsigelse om, at alle ville blive kendte i 15 minutter, synes allerede at være utidssvarende: I morgen vil dagens vindere knap være et minde.«

Et mindre chok
Turner prisen har altid chokeret – som oftest har provokationerne dog været rettet mod en bedsteborgerlig kunstopfattelse, men i år også mod den yngre kunstscene: En pottemager som prisvinder!
Det var tilsyneladende ikke en nem beslutning: Juryen brugte flere timer på at blive enige og gjorde sig efterfølgende store anstrengelser for at rose alle fire nominerede kunstnere: Jake & Dinos Chapman, som de fleste troede ville vinde, Willie
Doherty, Anya Gallaccio og altså Grayson Perry.
Perry selv var overraskedet over valget, men naturligvis ikke utilfreds:
»Det var på høje tid,« sagde han som det første, da afgørelsen var faldet, »at en transvestitisk pottemager fik Turner prisen.«
De 200.000 kroner fortalte han, skal gå til hans kone og barn og så lidt til Claire:
»Tro mig, Claire er en meget dyr dame, når det kommer til tøj,« sagde han og tilføjede, at alene det hun havde på netop nu stod i 25.000 kr.
Det show var ikke nok til at overbevise Adrian Searle fra The Guardian, der dog vedgik, at briter har en sær forkærlighed for transvestitter:
»Grayson Perry er – i det mindste i sit konstruerede offentlige image og i sine bizarre interviews – en interessant, kompliceret figur. Men han producere en jævnt uvæsentlig kunst. Det, der tæller mest, er formentligt Perrys alter ego, Claire, som er præcis den slags skabning medierne elsker. Og alligevel har jeg altid undret mig over hvad potterne, tegningerne, Perry og Claire har at gøre med hinanden.«
Svaret blæser, som man siger, i vinden.

FAKTA
Tidligere vindere
2002 Keith Tyson, 2001 Martin Creed, 2000 Wolfgang Tillmans, 1999 Steve McQueen, 1998 Chris Ofili, 1997 Gillian Wearing, 1996 Douglas Gordon, 1995 Damien Hirst, 1994 Antony Gormley, 1993 Rachel Whiteread, 1992 Grenville Davey, 1991 Anish Kapoor, 1990 Ingen uddeling, 1989 Richard Long, 1988 Tony Cragg, 1987 Richard Deacon, 1986 Gilbert & George, 1985 Howard Hodgkin, 1984 Malcolm Morley

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu