Læsetid: 5 min.

Kirken og kvinderne

Lidt historie om kvinders lange vej til bispesæderne i anledning af Elisabeth Dons Christensens bispevielse, samt et spørgsmål: Er det rimeligt at have statsansatte kønsdiskriminerende, reaktionære præster?
20. december 2003

Qlummen
I slutningen af 40’erne banede nogle kvindelige teologer målrettet vejen for, at Elisabeth Dons Christensen i søndags kunne holde sin første prædiken som biskop i Ribe.
En af de teologiske pionerer hed Ruth Vermehren.
Efter at have taget sin teologiske embedseksamen i 1927, begyndte hun at arbejde som ulønnet hjælpepræst i Københavns kvindefængsel. Selv om det forbenede kirkepatriarkat i 1905 var blevet presset til at lukke kvinder ind på universitetes teologiske fakultet (30 år senere end de øvrige fakulteter) kunne kvinder ikke blive præster i folkekirken. De hellige sakramenter – dåb, vielser, begravelser og altergang – var et anliggende for mænd.
Allerede i 30’erne ansøgte Vermehren Københavns biskop om at modtage den kirkelige ordination, så hun kunne varetage sakramenterne overfor den kvindelige menighed i fængslet. Det lod biskoppen ganske enkelt være med at svare på, og sagen gik i sin mor igen. Men nogle år senere, i 1940, holdt Vermehren en gæsteprædiken i Vangede kirke og assisterede bagefter sognepræsten ved nadveren. Så brød helvede løs i medierne, og ministeren gav sognepræsten en næse for at »bringe uorden i Folkekirken«.
Da Folketinget i 1941 behandlede et forslag om at gøre det lettere for lægmænd at blive præster, dominerede Vermehrens sag debatten. Som sædvanlig blev naturen kaldt til kamp mod kvindefrigørelse:
»Kirken går ud fra naturgivne betingelser. Kvindens højeste kald er at blive moder, og dette kan ikke sættes til side for et præstekald,« mente de konservatives ordfører, Kristen Amby, der selv var fængselspræst. Erik Appel, den grundtvigianske højskolemand, forsvarede derimod kvinderne: »Hvis det høje ting vil tillade mig en personlig bemærkning, så vil jeg sige, at jeg ville gerne have modtaget kirkens sakramenter af min moders hånd,« sagde han.
Sådan har der altid været fremsynede mænd, der talte kvinders sag.

Kirkepatriarkerne holdt skansen til efter krigen. I 1946 søgte menigheden i Nørre Ørslev på Falster en ny præst. De kunne bedst lide den 33-årige Johanne Hansen, og meddelte derfor kirkeministeren, at hende ville de have – hvortil han svarede, at det var ulovligt, og derfor umuligt.
Men falstringerne tog morgentoget til København og gik i deputation til Folketinget, hvor et flertal for kvindelige præster var ved at etablere sig på tværs af partiskel.
Den tids overhyrde for Indre Mission, Christian Bartholdy, gik derimod til apostlen Paulus, som er dejligt klar i det anliggende. I sit første brev til korintherne skriver han i kapitel fjorten vers 34-35: »Ligesom i alle de hellige menighedsforsamlinger skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger, thi det tilsteder dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling.«
I Kapitel 11.3 uddyber Paulus sagen: »Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.« Og som forklaring på, at en mand ikke skal tildække sit hoved, når han beder, som kvinder skal, lyder det i samme vers 7-9: »Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans, mens kvinden er mandens afglans.«
Apostlen var ikke besat af en midlertidig raptus. I sit første brev til Timoteus er Paulus lige så klar: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed,« står der i vers 11-12. Det ribben, Eva i tidernes morgen lånte af Adam, trak høje renter!

De missionske har jo ret i, at teksten ikke kan misforstås. Derfor begreb Christian Bartholdy ikke, at nogen kvinde turde ønske at prædike Guds ord. Så mange som 514 af landets folkekirkepræster – cirka en tredjedel – var helt enige med Bartholdy og underskrev en protest.
Til gengæld viste en Gallupmåling flertal i befolkningen for at give kvinder lov til at trække i den lange sorte kjole med hvid pibekrave, og kort tid efter bad et menighedsråd på Fyn om at få teolog Edith Brenneche Petersen ansat som hjælpepræst. Det var det værste slag for Bartholdy og hans stridsmænd. Brenniche tilhørte nemlig selv Indre Mission! Kvindeoprøret bredte sig ukontrollabelt helt ind i rækkerne hos Guds egne børn.
Politikerne valgte at føje sig efter folkets vilje og give kvinder adgang til præsteembedet, men selve ordinationen var et problem: Af samtlige biskopper ville kun en enkelt, nemlig grundtvigianeren Hans Øllgaard, præstevie de tre kvinder. Og det gjorde han den 28. april 1948 i Odense Domkirke. Fra Folketingets talerstol beklagede den konservative fængselspræst Kristen Amby dybt dette traditionsbrud – hvilket det nye socialdemokratiske folketingsmedlem, teologen Bodil Koch, tørt kommenterede: »Hvordan kan det være gaaet til, at det ærede Medlem saa smertefrit og personligt er kommet over det Traditionsbrud, at Cølibatet er ophævet?« spurgte hun.
Indre Mission frasagde sig alle former for samarbejde med kvindelige præster. De mente det alvorligt. Da Edith Brenniche i begyndelsen af 50’erne blev ansat ved Fredens Kirke i Odense, tog Indre Mission konsekvensen og flyttede sin missionær fra sognet.

I 1973, blot et kvart århundrede efter de første kvinders præstevielse, var der flere end 50 kvindelige præster i Folkekirken, mere end 40 procent af de teologistuderende var kvinder, og samtlige bisper havde ordineret kvindelige præster. Men først i 1995 fik Danmark en kvindelig biskop, da Lise-Lotte Rebel blev indsat i Helsingør Stift.
Kvinderne trak i præstekjolerne i takt med at kirkens autoritet smuldrede; forholdet mellem Gud og danskerne forandrede sig fra at være en relation mellem herren, der byder, og tjenere, der lyder, til at være et halvt rituelt, halvt terapeutisk anliggende.
I søndags kom der så nok en høne i bispekurven. Af Kristeligt Dagblads dækning af bispevalget kan man forstå, at det stadig gør ondt på nogle missionsfolk at høre kvindestemmer fra prædikestolen.
Det fremprovokerer et spørgsmål: Er det rimeligt, at dagens Danmark har statslønnede præster, som på oldnordisk vis er modstandere af, at kvinder forkynder Guds ord, modstandere af at vie fraskilte, og modstande-re af ægteskaber mellem homoseksuelle? Forrige sommer offentliggjorde Kristeligt Dagblad en undersøgelse, der viste, at ikke mindre end 10 procent af folkekirkens præster deler disse synspunkter.
Før svaret falder, bør man lige overveje et parallelt spørgsmål: Vil det være rimeligt at statslønne imamer, der taler mod, at kvinder skal ytre sig offentligt på lige fod med mænd?
Vel er det ej.

*Kilder: Poul Hammerichs Danmarkskrønnike og Kvindebiografisk Leksikon på www. Kvinfo.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her