Læsetid: 2 min.

Der koges suppe på eksklusivaftalerne

12. december 2003

Påtale - Eksklusivt
Der findes næppe et politisk emne, der er kogt så megen ideologisk suppe på – med så magert et resultat – som eksklusivaftalerne. Det vil sige frivillige aftaler indgået mellem uorganiserede arbejdsgivere og lokale fagforeninger. En handel, som på landsplan omfatter ca. 220.000 lønmodtagere og et tocifret tusindtal af virksomheder.
Eksklusivaftalerne sikrer kort fortalt arbejdsgiverne stabilitet på virksomheden, mens lønmodtagerne til gengæld undgår såkaldte ’gule fagforeninger’ – de kristelige, f. eks. – som uden eksklusivbestemmelserne kunne trænge ind på arbejdspladsen og nasse på overenskomstresultaterne.
Gennem årtier har borgerlige partier beskyldt aftalerne for at være tvangsforanstaltninger – dog uden at gribe til handling. De politiske muligheder for at forbyde eksklusivaftalerne har ellers været utallige, f. eks. under Schlüter-regeringerne i 1980’erne og nu, hvor VKO-partierne regerer. Men det er blevet ved ideologiske besværgelser.
Venstre, Dansk Folkeparti og de Kristelige stillede før valget i november 2001 forslag om at fjerne eksklusivaftalerne. DF og de Kristelige genfremsatte oven i købet forslaget efter valget, mens det nye statsministerparti ved den lejlighed holdt sig beskedent tilbage.
Efter et år faldt også Dansk Folkeparti fra med begrundelsen, at eksklusivaftalerne kan dæmme op for ’masseinvasionen fra Østeuropa’ – som om EU-udvidelsen ikke kunne forudses, da DF to gange i træk fremsatte sit ’frihedsforslag’! Opportunismen i EU-spørgsmålet sejrede over principperne og løfterne før valget.
Radikal beslutsomhed
I sidste uge opgav de to regeringspartier så også forslaget. I følge Venstres ordfører, Jens Rohde, og parti-ets arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Jens Vildbjerg, vil regeringen ikke længere »aktivt arbejde for at få eksklusivaftalerne afskaffet«. Og det er en fornuftig beslutning, set fra den arbejderbevægelse, som har skabt resultaterne, også og ikke mindst på arbejdspladserne.
Tilbage på barrikaden er Kristendemokraterne og de Radikale, og de fylder ikke faretruende meget. Den radikale arbejdsmarkedsordfører, Anders Samuelsen, mener, at aftalerne ikke hører hjemme i et »demokratisk land med foreningsfrihed.«
Derfor truer han med at tvinge VK-partierne til at stemme for – eller imod! – det forslag, som de to partier utallige gange selv har luftet over for vælgerne. Men sådan har det lydt fra de organisationsskræmte radikale i flere årtier. Truslen er hver gang effektueret med den velkendte radikale beslutsomhed… Og godt for det.
Tilbage er spørgsmålet: Hvorfor har forbudet mod eksklusivaftalerne lidt en sådan skæbne gennem flere politiske generationer? Forklaringen kan jo være, at der ikke er megen liberalisme i at tvinge to parter til ikke at indgå frivillige aftaler med hinanden!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her