Læsetid: 2 min.

Kors for en fortid

23. december 2003

Spot
Tillad at jeg starter midt i den julefortravlede nutid: For et par år siden fik mine døtre hver sit gameboy-spil – selvfølgelig flere lysår efter deres kammerater, hvilket de var velopdragne nok til ikke at gøre alt for pinligt opmærksomt på.
Nu er de blevet otte og 10, og gameboy er som noget fra stenalderen. Alligevel faldt de forleden over en tilbudskasse med udgåede gameboy-spil. Deres er nemlig et såkaldt colour. Nu er vi nået til Advance for slet ikke at tale om advance SP. Og colour-spillene er farveløs fortid. Der lå ikke mange af slagsen. Og det eneste, der vakte bare nogen interesse, var fra 1995. »Hvor er det længe siden, far, hva’,« lød det fra den ældste. Det var ikke et spørgsmål!
Og oven på sådan en kajeryster til tidsproportionerne faldt jeg foran en reol med
science fiction-pc-spil i staver over, hvad der mon er tilbage til fremtidens arkæologer, når kulturlagene fra de seneste 10 år skal graves frem – coladåser, softwareemballage, piercingsmykker og pizzaæsker?
Til den tid kan det være det samme med nostalgiske tv-programmer, eller også er det bare en anden slags nostalgi. Derfor er det også helt i sync med knæfaldet for tidens
snubletråd, at DR har besluttet sig til at aflive programpunktet Gyldne Timer. I en tid, hvor det hele handler om at overstå i dag, så vi hurtigst mulig kan komme i gang med i morgen, er det medielogik. Og kun gamle nisser og folk, der kan huske, at FCK bygger på ruinerne af to klubber KB og B1903 har brokket sig, men vi bliver ved, indtil vi dør: Uden fortid ingen fremtid.

Naturligvis kan vi overleve uden at gense Elin Reimer og Helge Kjærulff-Schmidt fortælle anekdoter fra lillejuleaften 1979, men det var dengang, der stadig levede folk, der generøst delte ud af deres minder så det blev alles minder. At magien stadig kan opstå, kunne man bevidne i søndags, hvor den bedre og bedre Bubber i Snurre Snups Søndagsklub gav ordet og tiden til Ib Spang Olsen, som fik Britney-wannabeerne til at tie stille, mens de hørte om forskellen på julemænd og nisser! En gylden time.
Anden halvdel af aftenens DR2-gensyn bliver med daværende rigsantikvar Olaf Olsen, som fortæller om endnu et stykke af kulturarven, Det kløvede kristushoved.
I 1806 holdt man i Roskilde auktion over inventar fra domkirken. Især håndværkerne kunne bruge det gamle bras, og kløvede træet til brænde og omsmeltede jernet. En kobbermester købte et trækrucifiks, som han ville stille op i sin have. Hans præst misbilligede planen, så mesteren lod krucifikset ophugge. Da han nåede til Kristi hoved, stoppede han op midt i kløvningen, for hovedet viste sig at indeholde et lille relikviekors i guld, som kunne åbnes og give plads til en splint af Kristi kors.
I dag kan man se fundet på Nationalmuseet som endnu et bevis på, at fortiden altid dukker op, når man mindst venter det. Må det også gælde i fremtiden...

*DR2 kl. 17.30: Gyldne Timer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her