Læsetid: 5 min.

Krigens sange

Vietnam blev et specielt emne for soulmusik – mere end nogen anden genre blev soul et rigt og velartikuleret udsagn om Vietnam-krigen. Et fremragende album har samlet sangene
8. december 2003

Sort og soul
At vælge et soundtrack til Vietnam-krigen ville være let. Efter at have afvist Paul Hardcastles »Nineteen« (Nummer et i England, maj 1985) som ikke
autentisk nok, ville vi sandsynligvis indlede, lige som Apocalypse Now, med lyden af snurrende rotorblade fra en helikopter, der fader over i »The End« med The Doors.
Syre-rock og Hendrix’ pinsomme version af »The Star Spangled Banner« fra Woodstock som det næste, sammen med et par subkulturelle protestsange som f.eks. Country Joe’s »Feel Like I’m Fixing to Die Rag«, endnu en Woodstock-favorit, samt Neil Youngs »Ohio«. Måske oversergeant Barry Sadlers »Ballad of the Green Barets« (Nummer 24 i England, marts 1966) også skulle med. Rigtige kendere ville nok også indlemme »Bad Moon Rising« med Creedence Clearwater Revival.
Men pop-erindringer kan være vildledende. Hvad man næppe ville huske, er soulmusik. Dette er ret signifikant, fordi soul, mere end nogen anden genre inklusiv country (dens hvide fætter fra bøh-landet), var et rigt og velartikuleret udsagn om Vietnam-krigen.
Som man kan høre på et fremragende nyt kompilation-album, A Soldier’s Sad Story: Vietnam Through the Eyes of Black America 1966-73, dokumenteres sorte amerikaneres skiftende attituder til konflikten med bemærkelsesværdig troskab gennem soulstjerner som Joe Tex, Edwin Starr, Freda Payne, Curtis Mayfield, The O’Jays, James Carr og William Bell – såvel som en lang række mere obskure kunstnere.

Soul og en nation i krise
Og troskab er et vigtigt emne. I de tidlige år, ’66 og ’67 er hjemmeværende hustruers og kæresters trofasthed et hyppigt emne, som i »While I’m Away (Baby Keep the Faith)« med Eddy G. Giles and The Jive Five. Men i ’71 har det politiske taget over fra det personlige. Edwin Starr indspiller »Stop the War Now«, og Freda Payne udsender »Bring the Boys Home«. Begge forrygende sange, men de blev ikke kæmpehits som det foregående års »War« og »Band of Gold«.
Da vi nåede til ’73, og krigens afslutning kunne anes, skifter fokus tilbage til USA. Bill Withers mediterer over en veterans manglende ben i den velartikulerede »I Can’t Write Left-Handed«, og Swamp Dogg laver en coverversion af folkemusikeren John Prines junkie-klage »Sam Stone«, med det bitre omkvæd »There’s a hole in daddy’s arm where alle the money goes«.
Da dette er soulmusik rummer denne kompilation også en frygtelig masse brændende smukke ballader som f.eks. James Carrs »Let’s Face Facts«. Her synes det angivelige indhold at blive overskygget af en underliggende struktur af nærmest metafysisk savn, sorg og fremmedgjorthed.
Når det drejede sig om at lave metaforer for en nation i krise overgik soul – der altid har været den mest humanistiske musikform – sig selv. Og der var både kvantitet og kvalitet. Manden bag albummet, Tony Rounce, anslår, at der blev indspillet fire gange så mange ’sorte’ plader om krigen som ’hvide’. Forklaringen på, hvorfor det var sådan, kræver lidt historie.
Da præsident Johnson oprettede Projekt 100.000 i 1966, steg antallet af amerikanske soldater i Vietnam dramatisk, fra blot 23.000 i starten af 1965 til over 465.000 mod slutningen af 1967. I og med, ’Projektet’ indebar lavere kvalifikationskrav i forhold til værnepligtige, blev tusinder af sorte soldater – som Muhammad Ali – pludselig indkaldt. Selv om sorte amerikanere kun repræsenterede 11 procent af befolkningen, udgjorde de 41 procent af ’Projektets ’ rekrutter. Den anden etniske gruppe der blev ramt var fattige hvide fra sydstaterne, med andre ord country-fans.

Racediskrimination
Som man kan læse i James Maycocks glimrende cover-essay var Vietnamkrigen nok USA’s første raceintegrerede krig, med sorte og hvide soldater i de samme afdelinger, men racelighed var næppe nøgleordet. Mens spændingerne voksede hjemme, og kampen for borgerrettigheder førte til Black Power-æraen, blev Vietnam et bizart, forvrænget spejl af hjemlige forhold. Sorte soldater udsattes for racediskrimination af racistiske befalingsmænd og menige. De blev straffet for at lade deres hår vokse i afro-frisurer, og de måtte slås for at få sort musik spillet på jukeboksene og The Armed Forces Network. Også tabstallene for sorte soldater var ude af proportioner. Som en sort menig udtalte på det tidspunkt:
»Når det gælder grader, blive vi overset. Når det gælder specielle privilegier, bliver vi overset. Når det gælder patruljering, kampindsats og lignende, kommer vi i første række.« Eldridge Cleaver skrev, at sorte amerikanere »i Vietnam bliver beordret til at dø for det system, der dræber dem i Watts.«

Soul handler om livet
Den store soul-stjerne William Bell, er med på albummet med den forholdsvis livlige »Marching Off to War« fra 1966:
»Lige efter indspilningerne blev jeg indkaldt og var to år derovre. Jeg lå ved det 14. infanteriregiment, og selv om jeg ikke var ved fronten, var jeg i en morterenhed, der befandt sig lige bag fronten, så vi var godt nok midt i det hele. Efter tre måneder i Taiwan, kom vi tilbage. Jeg var på ’korttid’, som de kaldte det, og min tjenestetid var ved at være overstået. Jeg tilbragte resten af den på Hawaii, hvor jeg blev sat til at underholde tropperne.«
Så vel som at afbryde hans karriere hos Stax Records – da han kom tilbage til Memphis var Otis Redding blevet den store stjerne – havde opholdet i Sydøstasien også sat sit præg på ham.
»Når vi soldater vendte hjem, så vi at nogle af attituderne stadig var de samme, raceadskillelse og den slags.«
Også venner døde.
»Senere mødte jeg nogle af fyrene ved koncerter, som fortalte om det. En sergeant, jeg havde gjort tjeneste sammen med, mødte jeg ved en koncert i New York, han havde mistet en arm.«
Bell er enig i, at på trods af alle de hvide protestsangere, synes ikke mange protestsange at være skrevet af store navne.
»Næh, de fleste af rockstjernerne lod det stort set ligge, ingen skrev rigtig om det, måske bortset fra folk som Bruce (Springsteen) – senere hen.«
Men at Vietnam blev et specielt emne for soulmusik overrasker ham ikke.
»Soul handler om livet og om menneskelige erfaringer, om disse så gælder krig eller kærlighed,« siger Bell.
»Det er grunden til, at der skete den sammensmeltning med country. Jeg tror, der er en forbindelse mellem attituderne i country og i R’n’B. Som Albert King sagde: »Alle har the blues«.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rosssander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu