Læsetid: 4 min.

Der er lang vej til Zagreb

Det foryngede danske hold skal nok spille sig i mellemrunden, men kommer ikke videre – som spillet er nu. Norge er en dårlig starter, Ungarn er ude af form og Tyskland spiller det simple spil
4. december 2003

Håndbold-VM
Mens dette læses er resultatet af gårsdagens kamp mellem Danmark og Kina kendt. Den spilledes nemlig efter, at denne artikel gik i trykken. De trykte medier spiller ikke længere en rolle, når programmet tilrettelægges i de store turneringer. Her har sponsorerne det store ord at skulle have sagt, og flest mulige seere giver flest annoncekroner i kassen, så under VM i Kroatien kan vi glæde over os, at Danmarks indledende kampe er placeret i prime time. Som regerende europamestre og olympiske mestre har vi international standing.
Den måtte vi tære kraftigt på i VM-åbningskampen mod Tyskland. 20-20 endte det efter et sidsteøjebliksbrændt straffe af Line Daugaard. Efter kampen jublede tyskerne, som havde de vundet VM, mens spillerne fra det, der allerede er døbt Pytlicks babyhold, hang med hovederne.
I virkeligheden burde det have været omvendt. Selv om det danske hold havde seks-syv skud på træværket er det uafgjorte resultat alligevel retfærdigt og – nok så vigtigt – stimulerende for arbejdsmoralen.
Det tyske landshold fremstod godt nok yderst gennemsnitligt, en blanding af tonsere og møvere isprængt et par håndboldbegavelser i især den naturaliserede litauer Ingrida Radzeviciute og Grit Jurack, men det danske landshold forekom endnu mere ufærdigt end frygtet.

Alt for sårbar udskiftning
Vi vidste på forhånd, at langskud kun var en charme ekstra i Pytlicks strategi, men selv om Rikke Skov havde en rimelig 1. halvleg med tre mål udefra, var vort manglende potentiale så åbenlyst, at tyskerne indrettede deres opdækning derefter. VM-debutanten Anne Petersen startede for nervøst og satset, og hendes meget rene skud var for lette at læse, når de da ikke gik ved siden af.
Danskernes chance lå i kontrafasen, men den blev i perioder minimeret på grund af en noget hasarderet angrebs-forsvars udskiftning, der efterlod det danske forsvar alt for åbent og sårbart ved tilbageløb. Det udnyttede tyskerne prompte.
Omvendt stod det danske forsvar godt, når det fik tid til at komme på plads og opretholdt tempo og intensitet. Især FCK’eren Camilla Thomsen var uvurderlig, og scorede samtidig i den anden ende tre ukuelige mål. Tit smågenialt assisteret af Rikke Hørlykke, der imidlertid endnu mangler selvtillid til at løfte spilfordelingsansvaret i mere erfarne spilleres fravær. Hun er stabil, men for statisk oppe foran. Og forhåbentlig bliver der længere henne i turneringen overskud til at forsøge sig i målscorerrollen. Mod Tyskland skulle der gå 15 minutter, før hun forsøgte sig med en alt for markeret underhånd.
Og de gode ting? I lange perioder i 1. halvleg blev vi holdt inde i kampen af Karin Mortensen, der tog meget mere end man kan forlange, men endte med at blive demoraliseret af forsvaret, der ikke samlede hendes riposter op. Det gav billige tyske mål.
På højrekanten demonstrerede Josefine Touray med fire stilrene mål, hvorfor hun er udtaget som eneste spiller på den post.
Og udover Camilla Thomsen kæmpede Karen Brødsgaard og Katrine Fruelund vanen tro som om der en fremtid efter mellemrunden. Lige nu virker det som om der er meget langt til finalen i Zagreb. Omvendt er Jan Pytlick kendt for at kunne gøre sit hold bedre under en turnering. Der er dejligt meget at arbejde med i den retning.

De norske kvaler
Mens Pytlick hele tiden har nedtonet forventningerne, har hans kollega Marit Breivik haft vanskeligt ved at få sine landsmænds arme ned. Guld til Norge virker som en selvfølge for norske medier, men Breivik har hidtil gjort sit bedste for at markere, at der er altid er to hold på banen. Åbningskampen mod Ukraine hensatte nordmændene i nationalchauvinistisk koma. De norske spillere spillede skidt, og Breivik ventede helt uforståeligt til 2. halvleg med at erstatte nedskudte Katrine Lunde i målet med Cecilie Leganger fra det slovenske storhold Krim Ljubljana. Hun pillede pynten noget af de i virkeligheden ordinære, men effektive ukrainske skytter, og holdt nordmændene inde i kampen, men slutcifrene 30-29 til Ukraine fortæller
ikke, hvor trængt det norske hold i virkeligheden var.
Det fortsatte i gårsdagens match mod de teknisk begavede, offensivt opdækkende tunesere anført af de elegante skytter Youmy Raja og Chebba Mouna og den sprællevende keeper Nairi Nour. Den norske sejr på 27-25 var sådan set logisk, men Norge fik aldrig hægtet tuneserne af og virker som et hold uden omdrejningspunkt – Gro Hammerseng kan ikke udfylde den tiltænkte hovedrolle. Læg dertil en på det niveau forbløffende ineffektivitet. F.eks. havde man i 1. halvleg 21 forsøg til syv mål. Det går ikke mod et bedre hold.
Samtidig spillede i aftes i Danmarks pulje Tyskland mod Ungarn. Ungarerne, som af mange anses for finalefavorit, imponerede ikke i åbningskampen mod Elfenbenskysten trods en sejr på 43-25. Og krisen fortsatte mod tyskerne, som aldrig bliver en håndboldelskers yndlingshold, men de spiller som et hold. Og det var jo fra starten meningen med holdsport. 27-30 tabte ungarerne, og Tyskland må være sikker på en mellemrundeplads.
Sådan set logisk i en turnering, der hidtil har været præget af et hav af tekniske fejl, kropslig styrke og mangel på fantasi. Vi vil have Anja Andersen på banen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her