Læsetid: 8 min.

Manden der kom forbi

Julenovelle fra Provence
24. december 2003

Manden trådte ind gennem byporten, netop som midnatsklokkens tolv slag genlød henover hustagene. Han gik op ad en lille gade, der lå fuldt oplyst af forgyldte juletræer. Denne julenat var ligeså mild som en septemberaften.
Lidt længere oppe ad gaden standsede han foran en kirke bygget i lyse sandsten fra egnen. Kirkedøren stod på vid gab. Smuk musik og duften af vokslys strømmede ham i møde. Han skulle lige til at bevæge sig hen imod denne skov af stemmer og flammer, da tre fulde vagabonder dukkede frem fra mørket ved siden af kirken. Han fór sammen. Én af dem løftede truende en smadret flaskehals.
»Skrid!« brummede han »vi er mange nok her! Skrub af!«
Manden veg et par skridt tilbage og fortsatte derpå sin vandring. Han hørte fulderikkernes ukvemsord bag sig, efterfulgt af et latterbrøl.
Byen lå øde hen. Manden blev først rolig igen, da han lidt længere fremme hørte rislen fra en fontæne. Det var ikke drikkevand, men han var så tørstig, at han alligevel tog sig en slurk. Vinduesskodderne på de omkringliggende huse var lukket til. I platantræerne sad nogle skader og sov med hovedet hvilende på deres hvide kravetøj. Han satte sig på en bænk, trak en mundharmonika op af sin frakkelomme og gav sig til at spille en sang af Cabrel*. En melodi, der havde fulgt ham i flere dage. En skodde blev åbnet på klem og trukket til igen. Han tænkte, at han nok havde vækket en person, der var for træt til at fejre julen. Han puttede sit instrument tilbage, rejste sig og fortsatte sin vandring.
Sådan gik det til, at han pludselig stod neden for de høje mure på det gamle kloster, som var blevet omdannet til byens hospital. På facaden spejdede han efter det syvende vindue på første sal. Den stue, hvor hans mor døde nogle år tidligere. Han havde ikke på forhånd bestemt, at han ville vende tilbage netop denne julenat.
Stående i halvmørket betragtede han længe dette vindue. Som ville hans mor pludselig komme til syne og give tegn til ham om at komme op.
Han løftede blikket. Oppe på øverste etage, hvor fødeafdelingen lå, strømmede lysene ud, så det lignede en stor damper, der gjorde klar til at lægge fra kaj og begive sig ud i en verden af skønhed og tumult.
Det værelse, hvor hans mor havde smilet til ham for sidste gang. Dette skib, der stadig som et lysende håb sejlede...
En uimodståelig kraft, som han ikke var i stand til at forklare, drog ham hen imod disse mure, som gemte på hele livets gåde. Hvem havde revet os ud af intetheden? Og hvem sendte os tilbage til den? Siden morens død var han ikke mere i tvivl. Selv den mest banale flue havde evigt liv.
På denne tid af døgnet var hospitalets store grønne døre lukkede. Han gik rundt om bygningen og gemte sig bag en ambulance. Indgangen til skadestuen var oplyst. Inden for døren, bag et skrivebord, sad omstillingsdamen gemt bag sin opslåede avis.
Med tilbageholdt åndedræt sneg han sig på listesko ind på hospitalet. Han genkendte lugten lige med det samme og fik en klump i halsen. Alle han mors lidelser var indeholdt i den lugt.
Han huskede, at elevatoren larmede, så han valgte trappen. På tredje sal trådte han ind på fødeafdelingen. Han pressede sig op mod en væg og lyttede. Stilheden virkede nærmest blød og lyserød. Den lange gang lå øde hen.
Det blå lys inde fra føde-vugge-afsnittet trak i ham. Han nærmede sig uden en lyd. Igennem glasvæggen fik han øje på tre gennemsigtige vugger i plexiglas. I hver af dem lå en nyfødt baby.
Han vendte sig om. Sygeplejerskernes kontor var tomt. En flaske champagne og en julekage stod og ventede på bordet midt imellem kaffekopperne. Han syntes, at han kunne høre stemmer fra fødestuen lidt længere væk. Personalet var nok travlt optaget.

Uden den mindste lyd gik han ind på stuen med vuggerne. De tre babyer sov indhyllet i en blomsterduft af udsprungne appelsintræer.
Han lænede sig ind over den første. Straks faldt hans hjerte helt til ro. På bare ét sekund glemte han alt: sin omstrejfende tilværelse, sin ensomhed og det vanvid, der havde fået ham til at går derind. Det lille, sovende ansigt var så fint, så fuldkomment, at han kom til at sige: »Hvor er du dog smuk, du lille...«.
Han fik øje på det lille plomberede identifikationsbånd, der sad rundt om den spinkle ankel. Barnets fornavn stod derpå: Marie.
Marie, tænkte han, ligesom min mor. Uden at ænse det, tog han babyen op i sine arme, og med sit enorme behov for ømhed, trykkede han den lille blidt ind imod sit hjerte. Tårerne oversvømmede hans ansigt: »Marie, udbrød han, Marie...«
Han gik ud af stuen med vuggerne og ledte efter en mørk krog, hvor han bare et øjeblik kunne holde babyen ind til sig. Han hørte skridt. Nede for enden af gangen kom en mor gående med sin nyfødte i armene. Han åbnede den første, den bedste dør, og smuttede ind. I et kosteskab. Moderen passerede lige forbi og fjernede sig på ny.
Hans hjerte var igen begyndt at galopere af sted. Han indså nu, at han ikke kunne få sig selv til at gå derfra helt alene.
Han kom ud fra sit gemmested og styrtede ned ad trappen med babyen.
En ambulance var netop ankommet til skadestuen. Han benyttede sig af det meget postyr til at slippe ud af hospitalet, med Marie under frakken.
Med sveden haglende ned ad panden tilbagelagde han 300 meter og gik derpå ind i byens park. Månen oplyste en bænk; han satte sig ned. Babyen havde kun en sparkedragt på; men han holdt det spinkle væsen lunt og fast inde under sin frakke. Alene det lille sovende ansigt tittede frem.
Længe blev han siddende helt ubevægelig. Hans åndedræt var næsten gået i stå af bare glæde over at betragte denne lille verden af fred.
På et tidspunkt drømte barnet - og smilede. Manden troede, at dette smil var til ham, og hans lykke ville ingen ende tage.
Så fik han øje på den lille kløft midt i hagen. Han genkendte den lige med det samme.
Hans mor havde nøjagtig den samme. Ligesom han selv.
»Marie« udtalte han, uden at vide det »min lille Marie, min pige«. Og han knugede hende endnu fastere ind til sig. »Min pige« gentog han »min pige...«.
I mellemtiden bredte panikken sig på hospitalet. En barneplejerske var stødt på den tomme vugge. Hun havde tilkaldt jordemoderen, som omgående havde underrettet afdelingssygeplejersken. Hele fødeafdelingen blev gennemsøgt mindst ti gange, idet man dog passede på ikke at vække barnets mor. Intet fandt man.
Politiet var netop ankommet. To politifolk afhørte omstillingsdamen og personalet på skadestuen. To andre gennemsøgte hospitalet fra kælder til kvist sammen med de skrækslagne sygeplejersker.
Ængstelsen bredte sig langs de endeløse gange. På alle stuer blev lyset tændt. Det fik de syge til at fare op og vækkede de døende.

Babyen havde indtil nu sovet trygt ind imod mandens varme, blide bryst. Nu var hun sulten. Hendes små hænder åbnede sig, lukkede sig, åbnede sig på ny med en ynde, som var de søanemoner.
Manden var fortryllet. »Hvor er du lille« sagde han højt »hvor er du skrøbelig... Du skal se, jeg skal nok passe på dig. Vi bliver lykkelige sammen vi to, min lille Marie...«
Babyen åbnede øjnene. Hun var ikke blevet ammet i fire timer. Nu begyndte hun at græde. Med ét faldt manden ud af sin drøm. For første gang, mens de sad dér, løftede han hovedet og kiggede sig omkring, måske efter hjælp.
Han forsøgte at berolige Marie, vuggede hende, men hendes krav til livet fik overtaget. Hun stak i et vræl. Han vidste nu, at den vidunderlige julenat var forbi. Forvirret rejste han sig op og gik tilbage mod hospitalet.

Politibilen holdt stadig foran skadestuen. Spadsereturen havde gjort den nyfødte rolig. Uden en lyd åbnede han bilens bagdør. Så blidt som han kunne, lod han sine læber strejfe babyens mund, og anbragte forsigtigt det lille væsen på bagsædet indhyllet i sin frakke.
»Farvel min lille pige, farvel Marie«, hviskede han. Og han forsvandt ud i natten.
Nogle sekunder senere hørte en sygeplejerske babyen græde. I samme øjeblik man lagde Marie på morens hovedpude, tæt ved hendes ansigt, slog hun øjnene op. Hendes smil oplyste hele stuen.
»Glædelig Jul!« udbrød jordemoderen, som havde svært ved at holde sine følelser tilbage. »En smukkere julegave kan man ikke forestille sig«.
Så snart den lille mund mødte det varme bryst, udstødte den nyfødte et grådigt skrig, og hele hospitalet kunne ånde lettet op.
Imens gik manden af sted hen over sletten. Et smil, der lignede den nybagte mors, bølgede stadig fra hans øjne. Den lille Marie ville nok aldrig få at vide, at hun havde skænket denne fortabte mand en vidunderlig juleaften. Givet ham kræfter til at fortsætte sin vandring imod ukendte byer.
Oppe på højdedraget, med dets milevide lavendelmarker, stod morgengryets små, blå hænder og spredte nattens mørke.

* Den populærere franske sangskriver og troubadour Francis Cabrel indspillede i 1977 på sin første plade nummeret »Petite Marie« – på dansk »Lille Marie«.

© René Frégni, 1999

Oversættelse: © Lars Egelund, 2003

FAKTA
René Frégni
*Den sydfranske forfatter René Frégni var i uge 45/2003 på foredrags tourné i Danmark. På sin rejse rundt i landet, den sluttede i Ringkøbing, mødte han gymnasieelever, VUC-kursister og deres fransklærere, samt medlemmer af den franske kultursammenslutning, Alliance Française.
Alle stiftede de for første gang – og så på fransk! – bekendtskab med et spændende forfatterskab og et varmt menneske.
René Frégni lever og skriver hjemme i Manosque, en lille provinsby ved Durance-flodens bred i departementet Alpes-de-Haute-Provence, små hundrede kilometer fra det blå Middelhav. Han er alene-far til 12-årige Marilou – eller Marie-Louise, som datteren er døbt.
Frégni skriver i øjeblikket på sin 10. roman, hvori ét af kapitlerne, fortæller han på telefonen fra Provence, er henlagt til Danmark. Han er oversat til tysk, engelsk, italiensk, græsk, russisk, vietnamesisk og kinesisk.
To af hans tidligere romaner er solgt til franske filmselskaber. Optagelserne til »Où se perdent les hommes«, med amerikanske William Hurt og franske Béatrice Dalle i hovedrollerne starter til foråret med Les Baumettes-fængslet i Marseille som kulisse.
Hertil kommer flere børnebøger og noveller.
Én af dem er denne julenovelle, som første gang blev trykt som supplement i La Revue Marseille (nummer 188, december 1999).
Som tak for den gæstfrihed, René Frégni mødte under sit Danmarksodyssé, stiller han hermed, i lektor Lars Egelunds oversættelse, sin Provence-julehistorie til rådighed for Informations læsere.
Med ønsket om en Glædelig Jul – eller som man siger på de kanter: Joyeux Noël!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her