Læsetid: 4 min.

Medicingiganter spænder ben for aids-behandling

Aidshærgede u-lande har fået mulighed for at importere pirat-kopieret medicin. Men det er ikke nemt, for store koncerner lægger gift ud for patentbryderne
6. december 2003

En håndfuld virksomheder i Indien som Cipla og Ranbaxy står på spring med aids-medicin til fattige lande i Afrika, som er bogstaveligt talt er truet på livet af aids. Men før aftalen kan blive til gavn for millioner af aidssyge, skal kopiproducenterne drible forbi de stærke, mandsopdækkende medicingiganter i EU og USA.
De indiske kopiproducenter fik med en international aftale i august ovenikøbet tilladelse til deres eksport fra patent-vogtende lande som USA. Efter halvanden års svære forhandlinger, hvor forhandlere fra EU og USA med indspark leveret fra deres medico-industri stak mange kæppe i hjulet, blev der 30. august indgået en aftale i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Den indebærer, at lande som f.eks. Malawi og Zambia, som er hårdt ramt af aids, fuldt lovligt kan importere kopimedicin fra eksempelvis Brasilien, Indien, Kina eller Sydafrika.
Allerede da aftalen blev offentliggjort kritiserede aids-aktivister og organisationer som Læger uden Grænser den for at rumme alt for mange bureaukratiske snubletråde for ressourcesvage u-lande. Den kritik er der noget om, men en anden del af WTO-aftalen kan blive en endnu større forhindring, vurderer Rasmus Alex Wendt.
Han forsker som ph.d-studerende ved Roskilde Universitetscenter i internationale patentaftalers betydning og er medforfatter til den nyudkomne bog Aids, patenter og retten til liv.
»Ifølge WTO-aftalen skal kopiproducenter i eksempelvis Indien ved eksport til lande i Afrika betale en godtgørelse til patenthaverne i f.eks. EU for tabt fortjeneste. Den præcise størrelse af godtgørelserne bliver op til lokale domstole at afgøre. Der vil uden tvivl komme en masse sagsanlæg fra patenthavere,« siger Rasmus Alex Wendt.

De store blev de små
I 2001 var der en meget omtalt retssag i Sydafrika, hvor store medicinalvirksomheder til sidst måtte opgive at standse landets forsøg på at skaffe billig medicin ved at blæse på patenter. Virksomhederne droppede sagen, fordi det gav alt for mange ridser i lakken at nægte millioner af hiv-lidende adgang til medicin.
»Under den nye WTO-aftale kommer retssagerne om erstatning sandsynligvis til at foregå i al ubemærkethed i modsætning til i Sydafrika i 2001. Det er ikke godt for de fattige, importerende u-lande at være uden for CNN’s øje, for store erstatninger til patenthaverne vil uden tvivl få priserne på aidsmedicinen til at stige,« siger Wendt.
Brook K. Baker, som er juraprofessor ved Northeastern Universitet i Boston og aktiv i den store amerikanske aids-organisation Health GAP, siger: »Firmaerne i Indien og måske nogle i Kina får brug for en hær af advokater for at kunne udnytte WTO-aftalen og matche de mange sagsanlæg, som uden tvivl kommer fra patenthaverne i EU og USA. Jeg tror, at vi skal helt hen til efteråret 2004, før den første medicin kan blive leveret under aftalen.«
Både Baker og Wendt tror på, at lande som Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien kan gå hen og få en storeksport af aids-medicin til andre u-lande. Men det forudsætter også nogle ændringer i de importerende lande.

’Patetiske tal’
For at kunne importere kopimedicin skal afrikanske lande ikke alene finde vej gennem WTO-labyrinten, de skal også ofte frigøre sig fra aftaler med medicinalvirksomheder i de rige lande. F.eks. har Mali i Vestafrika lavet en aftale med Bayer om behandling af 200 hiv-ramte. Forleden måtte sundhedsministeren fra Mali i DR Horisont stærkt presset indrømme, at så længe aftalen med Bayer løber, så kan Mali ikke importere kopimedicin, selv om landet måske på den måde kunne få langt flere i behandling.
Formanden for Sydafrika Kontakt og medforfatter til Aids, patenter og retten til liv, Morten Nielsen, siger: »Nogle medicinalkoncerner har i realiteten via partnerskabsaftaler været i stand til at binde ressorucesvage lande på hænder og fødder.«
Professor Baker håber, at både bistandsorganisationer og u-lande vil bryde med den amerikanske og europæiske medicinalindustri.
»Fem medicinalkoncerner har en aftale med FN om at levere medicin til en billig pris til forskellige u-lande. Men selv om de har haft aftalen siden 2000, er kun ca. 75.000 kommet i behandling. Det er jo et patetisk tal, som viser behovet for, at u-landene får smidt Big Pharma (den etablerede medicin-industri, red.) af nakken,« siger Baker.
I Canada oplever regeringen også et stort pres fra medicinalindustrien. Det er kommet, fordi regeringen planlægger at bruge WTO-aftalen til at gøre det muligt for canadiske kopiproducenter at eksportere aids-medicin til u-lande.
»Medicinalindustrien i USA og Canada forsøger med alle midler inklusiv pres fra Bush-regringen at spænde ben for den canadiske regerings initiativ. Det bliver meget svært at få kopiproduktion til eksport op at stå i Canada,« siger Baker.
Wendt har fulgt patentforhandlingerne i WTO ret tæt. Det har fået ham til at konkludere, at selv om u-landene gør fælles sag, så står de ret svagt under copyright-forhandlinger.
»Selv om patenter i det store hele er til skade i u-lande, fordi de afholder en masse mennesker fra at få bl.a. medicin, så er u-landene ikke i en position, hvor de kan blæse på medicinalkoncernernes patenter. U-landene er ganske enkelt for afhængige af eksport til og bistand fra de rige lande til at kunne gøre oprør. De rige lande sidder næsten altid med de bedste kort på hånden i forhandlinger,« siger Wendt.

*Dette er den sidste artikel i en serie om aids. Hele serien kan læses på
http://tema.information.dk/aids

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu