Læsetid: 8 min.

’Her bliver man menneske igen’

’I fængslet er de røvligeglade med én,’ siger Morten, der fik to et halvt år for at smugle hash. Nu er han på pensionen Lysholmgård, der på to år har fået 35 kriminelle i job
31. december 2003

Oddsene er ikke gode. Uden unødigt sortsyn kan de tolkes som lidet opløftende. Hver tredje straffet person begår ny kriminalitet, inden der er gået to år efter løsladelsen fra fængslet. Det er gennemsnitstallet. Går man ind og kigger på de forskellige kategorier af fanger, bliver det for alvor deprimerende. De ’tunge’ fanger, som har siddet inde for drab og voldelige røverier styrer i reglen ikke ind på en retskaffen livsbane. Op mod 80 procent falder tilbage i forbrydelsens sorte hul.
Formelt er det kommunerne, der har ansvaret for løsladte fanger. Men en undersøgelse for nylig fra Formidlingscentret for Socialt Arbejde viste, at der hersker udbredt misfornøjelse over hjælpen fra de kommunale sagsbehandlere. De tidligere kriminelle føler ofte, at de løslades til et tomrum. Mange oplever et samfund, der ikke har brug for dem. Det er svært at skaffe bolig og ikke mindst et arbejde. Hvem vil have en person ind på sin arbejdsplads med en plettet straffeattest i en tid, hvor der i løbet af de seneste 15 år er sket en mangedobling i udstedelsen af straffeattester til brug
ved ansættelser.

Den anden straf
Én ting er samfundets forestilling om ’en kriminel’. Noget andet og mindst lige så vigtigt er dét, der foregår inde i hovedet på lovbryderen, når han eller hun skal løslades. Flemming Andersen, en erfaren projektleder og tidligere mangeårig fængselsfunktionær i Vestre Fængsel, er i dag ansat i Pensionen Lysholmgård i Hvidovre.
»Det, der er den straffede persons største dilemma, det er den anden straf. Kan jeg komme i arbejde, kan det betale sig for mig? Mange har sagsomkostninger og gæld, som de ikke kan betale, når de kommer ud. Andre igen kommer måske på lærlingeløn. Det er jo ikke i tråd med tidens signaler om, at det skal kunne betale sig at arbejde,« siger Flemming Andersen.
Dertil kommer hele den psykologiske side af sagen:
»Mange har angst for at komme ud og få et nej, efter de har siddet i fængsel. De fleste har nederlag nok i rygsækken,« siger Flemming Andersen.
Der findes otte pensioner i Danmark, hvor frihedsstraffede personer kan søge om lov til at afsone den sidste del af strafperioden. På Lysholmgård forsøger man sig med et unikt projekt under Direktoratet for Kriminalforsorgen: At berede vejen for indsatte til arbejdsmarkedet. 35-40 straffede er inden for de sidste to år sendt ud i enten praktikordninger eller varige job, og 80 procent af dem er der stadig. For nylig fik projektet bevilget to millioner kroner, så det kan køre videre de næste fire år. Projektet går under navnet JUF – som står for Job, Uddannelse og Fritid – og henvender sig blandt andet til erhvervslivet i området omkring Storkøbenhavn, dækkende Nordsjælland, Roskilde og Køge.

Musketer-ånd
Flemming Andersen og hans stab har etableret et netværk på flere hundrede virksomheder. Det er disse arbejdspladser, der aftager beboerne fra Lysholmgård.
Der hersker en slags musketer-ånd mellem virksomhederne og pensionen, pointerer Flemming Andersen. Filosofien er at fastholde en tæt, fortløbende kontakt til både ’klienten’ og den virksomhed, vedkommende sluses ud til. Nogle klienter har Flemming Andersen kontakt til flere år efter, de er kommet ud og har fået job.
»Vi skal være der for dem. Det er dét, der adskiller vores arbejde fra så mange andre projekter. Vores mål er ikke bare at få folk ekspederet ud i et job og så videre til næste. Vores ambition er at sikre, at folk i det lange løb bliver i stand til at tage vare på sig selv,« siger han.
For de indsatte i fængslerne, som kommer til Lysholmgård, venter der en helt anden verden. Det signalement stykkes sammen, når man taler med nogle af beboerne på pensionen. Lysholmgård er et tidligere asylcenter, der i denne tid er pyntet op med juletræer her og der i flere forskellige størrelser, nogle med levende lys, andre med elektronisk. Det ligner Nøddebo Præstegård, der mangler kun snefnuggene.
Beboerne er selv med til at vedligeholde husene og arealerne, blandt andet har de bygget enlegeplads, da mange har børn, som kigger forbi. Der er også bygget en hal i en gammel lade, hvor man spiller fodbold, håndbold eller basketball. Og så får stedet brugte kontormøbler ind, som beboerne gør i stand og sælger videre til interesserede.
For Morten, 29 år, var det en udfrielse at komme fra fængslet og herud:
»I fængslet føles det som om, de er røvligeglade med én. Her bliver man behandlet som et individ. Her kan man få feedback, her får man en hånd, hvis man rækker ud efter den,« siger Morten. Han fik to et halvt år for at smugle 100 kg hash til Danmark fra Holland sammen med en ven.

Folk rådner
Morten mener, at et sted som Lysholmgård er med til at gøre ham til et menneske igen, for inde i fængslet rådner folk. Han har deltaget i sociale færdighedsprogrammer, som er en del af JUF-projektet. Fælles for de straffede, der ankommer hertil, er, at de skal gennemgå et forløb med optræning i social adfærd. Morten har fået færdigheder til at arbejde med sit temperament, som førhen har afskåret ham fra at knytte stabile forbindelser til en arbejdsplads. Og han kan mærke, det har hjulpet, og er nu overbevist om, selv om han just har fået afslag på en læreplads som smed, at han nok snart skal finde et job.
At det er inden for de ikke-boglige fag, at straffede skal gøre sig forhåbninger om job, er der næppe tvivl om. Carim, der er dansker med marokkansk oprindelse, fik i februar job som stilladsarbejder efter kort tids ophold på Lysholmgård. Han er en glædeudstrålende, velformuleret ung mand på 29, som har tilbragt tre et halvt år bag tremmer. Før sin dom – også for medvirken ved indsmugling af hash – var han ansat som salgskonsulent i en københavnsk forstadskommune. Aldrig tidligere havde han begået kriminalitet, han var velfungerende med en god familie – og på vej til at blive far for første gang.
»Jeg ville bare lige tjene lidt ekstra penge. Det var dumt, men jeg havde aldrig regnet med at få så lang en straf,« siger Carim. Selv om han hurtigt er kommet i arbejde igen, så mener han, det er hårdt for alle, der har været kriminelle at komme tilbage.

Som at vinde i lotto
For nylig har han erhvervet sig et taxakørekort og er netop begyndt at køre taxa i vinterhalvåret, fordi stilladsarbejdet ligger stille. Det var dog ikke uden problemer:
»Da jeg kontaktede politiet og bad dem genudstede mit erhvervskørekort, som blev inddraget, da jeg fik min dom, så sagde de til mig: ’Nej Carim, så vil du jo bare køre rundt og sælge hash!’«
Ligeledes krævede det en del overbevisning og forklaring fra Carims side, da han ansøgte om at blive taxachauffør hos et københavnsk taxafirma. De kunne jo se, at hans straffeattest ikke var ren. Carim kunne aldrig drømme om at søge sit gamle job som salgskonsulent igen, for han er sikker på, at i de lidt mere ’fine’ brancher, dér hersker fordommene. Modsat de mere håndværksmæssige job; på hans stilladsarbejdsplads er der masser som ham selv: Tidligere kriminelle, som er gode til praktisk, slidsomt arbejde og som ikke ser skævt til hinanden. Carim mener, det er ærgerligt, når mange arbejdspladser tøver med at tage en straffet ind på en virksomhed:
»Folk med en kriminel baggrund er ekstra motiverede for at vise deres taknemmelighed. Det er som at vinde i lotto: Endelig er der nogen, der vil tilbyde mig et arbejde. Som anerkender mig som den, jeg er, og ikke ud fra, hvad der måtte stå i et dokument«.
Han fortæller, at der er en del på Lysholmgård, der har både uddannelse og vilje, men som bare ikke får chancen. Ad 10 veje er de ni lukkede, mener han, som selv søgte fem-seks »helt banale job« som bl.a. lagerarbejder hos Illum og kasseassistent i flere supermarkeder. Alle gange fik han blankt nej – efter de havde tjekket hans straffeattest.

Et kulørt samfund
Begrebet »det rummelige arbejdsmarked« er, hvad det handler om for projektleder Flemming Andersen, når han skaber kontakt til en virksomhed. Det er her, det flotte ord skal stå sin virkelige prøve.
Én af de virksomheder, som Lysholmgård samarbejder med er Skandinavisk Transport Kompagni i Kastrup. Det er et mellemstort flyttefirma, der har 70 ansatte. Direktør Rasmus A. Hansen forklarer, at firmaet har haft et utal af folk på prøve fra forskellige projekter og kommuner: Narkomaner, langtidsledige, kriminelle.
Han understreger, at JUF-projektet, skiller sig positivt ud, fordi der er en tæt, løbende kontakt mellem parterne. Og det er ikke for folks blå øjnes skyld, eller fordi det er oppe i tiden, at firmaet tager kriminelle ind på prøve.
»Vi er nødt til at tiltrække folk udefra. Typisk kommer man her i en ung alder for så sidenhen at tage på skole. Og selv om vi har blandede oplevelser med at tage kriminelle ind, så er det at være kriminel – eller tidligere kriminel – ikke en sygdom. De begår fejl ligesom alle os andre. Det skal ikke ligge dem til last resten af livet, at de har en plet på deres straffeattest,« siger Rasmus A. Hansen.
I øjeblikket har Skandinavisk Transport Kompagni fuldtidsansat to fra Lysholmgård, og det går fint. »Det kræver noget ekstra arbejde af os især i starten. Man skal have en større kontakt end til ’normale’ medarbejdere’. Men det gode ved det her er, at de andre medarbejdere får øjnene op for, at samfundet er en kulørt størrelse. Man kommer til at se samfundet i et andet perspektiv, og det kan vi bruge i kraft af, at vi er en servicevirksomhed: Det kan konkret betyde, at når man står ude ved en kunde, så behøver man ikke tænke om vedkommende, at han er en idiot bare fordi, han ikke lige tænker som mig,« siger Rasmus A. Hansen.

*Navnene Morten og Carim er fiktive. Personernes rigtige navne er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her