Læsetid: 7 min.

Mennesket er nutidens dinosaurus

Vores debat om global opvarmning fokuserer på, om mennesker er skyld i klimaændringer eller ej. Men Jorden vender selv op og ned på klimaet med jævne mellemrum – helt uden hjælp fra mennesker. Måske er vi nødt til at lære af fortidens uddøde giganter for at overleve forandringerne
8. december 2003

I et lille kælderkontor under Zoologisk Museum i København, i selskab med dinosaurusmodeller og en lyslevende fugleedderkop, sidder Danmarks internationalt anerkendte forsker i uddøde dyr, dr. Per Christiansen. For tiden føler han en voldsom trang til at blande sig i debatten om vores klima.
Per Christiansen dukker ellers oftest op i medierne, når han taler om dinosaurer, men han forsker også i uddøde pattedyr. Mammutter. Uldhårede næsehorn. Sabelkatte. Dyr, der levede side om side med mennesker og forsvandt, da klimaændringer rev benene væk under dem ved slutningen af den seneste istid for ca. 11.500 år siden.
Netop klimaet – og hvad det betyder for mennesket – bekymrer Per Christiansen. Han angriber debatten om global opvarmning fra en anden vinkel end den sædvanlige diskussion om CO2-kvoter og klimaprotokoller.
»Vores debat fokuserer meget på, om ændringer i klimaet er menneskeskabte eller ej, og det er selvfølgelig ekstremt alvorligt, hvis vores adfærd skubber til klimaet. Men det er en helt forfejlet politisk diskussion, at det kun skulle være et problem, hvis vi selv er ved at ændre klimaet. Fortiden viser os nemlig, at klimaændringer kommer uanset, hvordan vi ter os, og når det sker, kan det gå helt uhyggeligt stærkt. Klimaet ændrer sig tilsyneladende nu. Så jeg synes, vi burde fokusere lidt mere på konsekvenserne af den ændring«, siger han.
Historien har det som bekendt med at gentage sig. Også forhistorien. Per Christiansen ser frygtindgydende paralleller til de klimakatastrofer, som Jorden – helt uden menneskers hjælp – har pudset på sit dyreliv i fortiden.
»Når klimaet ændrer sig for alvor, handler det ikke om, hvorvidt vi kan dyrke vin og appelsiner i et lidt lunere Danmark, eller om storken forsvinder. Det handler om, at store dele af det sydlige Europa måske får rykket sin sårbare nedbørs- og temperaturbalance og forvandler sig til noget, der minder om en halvørken. Eller at Danmark fryser til minus 50 grader om vinteren og drukner i tre meter sne, som først smelter i maj måned. Den slags ændringerne kan ske på nogle få år – ikke langsomt og i løbet af århundreder, som mange går og tror. Det synes jeg faktisk, at vi burde begynde at snakke om. Fortiden viser os sort på hvidt, hvad der kan ske«.
Sidste gang klimaet slog om, uddøde mammutten og mange andre dyrearter, mens mennesket klarede frisag. Spørgsmålet er: Hvad ligner vi og vores kolos af et moderne samfund i dag – en mammut eller en huleboer?

Skrækvision
Men lad os først springe tilbage i tiden med Per Christiansen. Hans skrækvisioner trækker en rød tråd til en kold, men frugtbar steppe ved slutningen af seneste istid for ca. 11.500 år siden.
På steppen trasker et kæmpestort dyr. Skuldrene ender i en pukkel, der rager næsten fire meter til vejrs. Brun uld dasker fra flankerne, og fra et kuppelformet kæmpehoved virrer en snabel mellem meterlange, gullige stødtænder.
Fortidens lodne elefant, den uldhårede mammut, promenerer i en verden, der minder om en kold udgave af den afrikanske savanne. Tæt ved vrimler uldhårede næsehorn, steppebisoner, kæmpehjorte – og mennesker.
Vores forfædre residerer i primitive skindtelte og grotter. Nogle af dem tegner og indgraverer billeder af de mange store dyr som hulemalerier.
Det viser sig at være på høje tid. For på bare nogle få årtier, et tidsrum, der ligner et fingerknips i Jordens udvikling, fordufter de fleste af de store pattedyr. De uddør som i en massakre. Mennesket overlever derimod, bygger civilisationer, gransker sin verden og bliver i stand til at sætte ord på fortiden og samle videnskabelige data ind om den.
Det gør et internationalt team netop i disse år under ledelse af forskere fra Niels Bohr Instituttet. De borer dybt i isen i Grønland. Lagene af forhistorisk is afslører, at klimaet, der omgav de store pattedyr, slog brat om, nærmest fra det ene år til det andet. Nogle målinger viser, at gennemsnitstemperaturen steg med 15 grader eller mere på mindre end 40 år. Når vi i dag taler bekymret om den globale opvarmning i det 20. århundrede – menneskabt eller ej – nævner forskere en stigning fra 0,6 grader og i de dystreste analyser op til fem grader.
Forskerne ved ikke præcist, hvorfor klimaet skiftede så brat. Men meget tyder på, at de globale havstrømme ændrede sig. I Danmark nyder vi i dag godt af en varm havstrøm – Golfstrømmen – der flyder gennem Atlanterhavet og betænker vores hjørne af verden med et usædvanlig varmt klima, som sågar resulterer i palmer på Englands sydkyst.
Hvis en havstrøm som Golfstrømmen pludselig slår om eller forsvinder fra en del af verden, skrider klimaet. En afkøling forstærker endda sig selv, for mens jord, bevoksning eller sort asfalt opsuger solens stråler og omdanner dem til varme, reflekterer is og sne sollyset som et spejl. Temperaturen falder yderligere. En istid rykker nærmere.
I de sidste 1,6 millioner år har der været et antal istider afbrudt af kortere varmeperioder. Varmeperioder kan typisk vare 10.000-12.000 år. Hvorefter jordens klima vender op og ned på sig selv og starter en ny istid. Vores nuværende varmeperiode har foreløbig varet i cirka 11.500 år.

Kaotisk
Måske kan det virke lidt mærkeligt, at Per Christiansen snakker om istider midt i en periode, mange opfatter som en global hedetur. Nogle forskere har da også halvt i spøg sagt, at den globale opvarmning måske er det eneste, der kan redde os fra en ny istid.
Men varmen kunne lige så godt levere det puf til klimaet, der vender op og ned på havstrømmene og udløser en ny istid. Mulighederne er åbne, for når alt kommer til alt, opfører Jordens klima sig af og til kaotisk. Temperaturen stiger voldsomt eller rutsjer mod iskolde dybder, uanset hvad mennesker gør – selv om vores adfærd måske gør ondt værre.
»Det betyder meget, hvordan vi påvirker miljøet, fordi vi måske fremskynder eller starter nogle processer, som vi ikke forstår. Men hvad vi end gør, vil der på et tidspunkt formentlig komme helt utroligt dramatiske ændringer på bare få årtier. Det er det, vi skal begynde at tænke over. Om det bliver varmere eller koldere er næsten ligegyldigt, for selv mindre klimaskift giver drastiske ændringer,« siger Per Christiansen.
I denne sommer ramte en hedebølge Europa. Tusinder af franskmænd omkom af varme, og brande hærgede i Sydeuropas knastørre skove.
Men sommeren 2003 var blot en variation over vores nuværende klima, en årstid lidt varmere end normalen. Hvis termometersøjlen gik til vejrs på permanent basis, ville Sydeuropa ændre sig totalt. Det samme ville selvsagt gælde med omvendt fortegn i Danmark, hvis is og meterhøj sne pludselig dækkede vores verden en stor del af året.
Men hvad betyder de ekstreme klimaskift for Jordens dyreliv, inklusive mennesket? Hvorfor døde mammutten, det uldhårede næsehorn og andre ellers så store og imponerende dyr, mens grævlingen, rensdyret og det primitive menneske klarede frisag?

Egetræskøllen
Mammutten var et specialiseret og derfor sårbart dyr. Den var som skabt til at leve på en kølig steppe med et rigt og rigeligt planteliv. Den passede som hånd i handske til netop sit miljø.
Men pludselig steg temperaturen som nævnt over få årtier. Kølige områder rykkede mod nord og udviklede sig til den tundra, vi kender i dag – og som slet ikke byder på planteføde i mammut-mængder.
Så hvor går man lige hen som ulden elefant, når temperaturen bare stiger og stiger, og de kølige egne ikke kan brødføde noget, der er større end en okse?
Mennesket klarede sig derimod. Det primitive menneske rykkede teltpælene op, bevægede sig fra sted til sted og udnyttede sin enorme tilpasningsevne. Hvis vores forfædre ikke kunne leve af det, der var at jage eller samle på stedet, flyttede de sig eller fabrikerede nye redskaber.
I dag er situationen knap så enkel.
»Som art er vi mennesker meget tilpasningsdygtige. Men den måde, vi har indrettet os på samfundsmæssigt og politisk gør, at vi er helt utroligt sårbare og specialiserede. Det tænker vi normalt ikke over til daglig, for hvis marken ikke passer til os, dræner vi den bare og smider noget kunstgødning på«, siger Per Christiansen.
»Men du kan ikke tage København og flytte byen 1.000 km mod nord eller syd, hvis klimaet skifter på en måde, så du ikke længere har lyst til at være her. Da vi fik én orkan i december 1999, gik samfundet i stå, mens folk for 10.000 år siden bare havde kigget ud af grotten og sagt: ’nå, det blæser i nat’. Hvis orkaner bliver hyppigere og voldsommere på grund af den øgede opvarmning, eller hvis is og snefald bliver så massivt, at togene ikke kan køre, og flyselskaberne går fallit, og vores huse ikke passer til klimaet, så må vores samfund jo laves om. Det skal ske hurtigt, og det vil kræve så enorme ressourcer, at nationen, som vi kender den, bryder sammen«.
Med andre ord truer klimaændringer måske ikke mennesket som dyreart. Men det specialiserede, moderne menneske, der lever i et behageligt og ordnet velfærdssamfund, kan godt begynde at svede angstens sved – eller ryste i bukserne af kulde, afhængigt af scenariet.
Spørgsmålet er så, hvad vi kan gøre for at ruste os? Her holder parallellen til mammutterne op mellem de trange vægge i Per Christiansens kontor.
»Jeg ved ikke, hvad man skal gøre. Men jeg synes i det mindste godt, at vi kunne begynde at snakke om det. For hvis hele fundamentet – nemlig stedet, hvor vi bor – er ved at skride, så står vi med spørgsmål, der rækker langt ud over finanslove eller stramninger i udlændingeloven. Meget tyder på, at et klimaskifte allerede er i gang. Hvad vi gør, ved jeg ikke. Det må vi begynde at spørge statsministeren om.«
Måske skulle man forsøge. I det mindste kan hverken statsministre eller andre stammeledere i dag blot tage en egetræskølle på nakken og vandre mod mildere egne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu