Læsetid: 4 min.

Hvad er mest dramatisk?

Det har været et stort arbejde at forvandle J.R.R. Tolkiens monumentale bog til film. Det har krævet udeladelser og omstruktureringer, fortæller Peter Jackson og Philippa Boyens, en af de to manuskriptforfattere
12. december 2003

2. sektion
Manuskriptet
BERLIN – »Rygraden i historien har altid været Frodo og ringen,« siger Peter Jackson om sit, Fran Walsh og Philippa Boyens’ arbejde med manuskripterne til de tre Ringenes Herre-film.
»Vi møder Frodo, hører om ringen, finder ud af, hvor ond den er, oplever hans rejse til Mordor for at tilintetgøre den. Og vi besluttede os for, at hvis det var rygraden, så skulle alle andre personer og begivenheder, som vi inkluderede, på en eller anden måde relatere til og understøtte det.«
Undervejs i arbejdet er scener og karakterer blevet flyttet eller fjernet – til mange Tolkien-fans’ store fortrydelse.
Tom Bombadil er ikke længere med, Frodo og Sams kamp mod den gigantiske edderkop, Shelob, er flyttet fra De to tårne til Kongen vender tilbage, mens en konfrontation i Minas Tirith mellem Gandalf og ringåndernes leder, som i bogen stopper brat, da Rohans hær ankommer, helt er taget ud – selv om scenen både var skrevet og filmet.
»Det er et ikke-øjeblik, et antiklimaks« siger Philippa Boyens: »Det er et godt eksempel på, hvad der fungerer på film, og hvad der ikke fungerer – hvordan billeder og prosa adskiller sig. Der er ingen umiddelbarhed i scenen. Hvad er mest dramatisk – at Gandalf har en én mod én-konfrontation og bliver reddet af Rohan, eller at hele byen bliver angrebet, mens kvinder og børn skriger, og Rohan dukker op og redder dem?«

Karakterdrevent
I arbejdet med den anden film i trilogien, De to tårne, talte manuskripttrioen om vanskelighederne ved at strukturere en historie, der skal fungere som bindeled mellem to andre historier, og som hverken har en begyndelse eller slutning.
Kongen vender tilbage skulle derfor være den nemme af de to film, fordi den både rummer en slutning og en række kulminationer på sideplots, man har bygget op til i Eventyret om ringen og De to tårne.
»Vi vidste, hvad det var for en film, og hvad vi ville sige i den. Vi var ikke nødt til at finde på nye ting eller retfærdiggøre den filmisk, fordi bogen er så filmisk,« siger Philippa Boyens.
»Det svære var at få plads til det hele og få det til at fungere som en film.«
Det var også vanskeligt at finde en balance mellem de store slagscener, som den tredje bog er fuld af, og mere intime, karakterdrevne øjeblikke.
»Tolkiens bog var blåtrykket, og det er en vidunderlig bog, som indeholder både det episke og det intime,« siger Peter Jackson.
»Det ville have været nemt at ødelægge balancen ved at bruge for mange slagscener, og vi skød fandens meget mere, end der er i filmen. Tolkien selv var en mester til at kombinere de to ting. Hans beskrivelser er meget filmiske, og man kan lukke sine øjne og forestille sig Midgård baseret på hans ord. Men når bogen er så populær, er det på grund af personerne. De er så elskelige, og historien handler i høj grad om deres mod og de ofre, de bringer for hinanden – ikke om slagene.«

Flere slutninger
Jackson, Walsh og Boyens, måtte også overveje, hvordan de ville afslutte Kongen vender tilbage, som i bogudgaven ikke ender med et ordentlig brag, men med en række mindre vignetter, der beretter om hovedpersonernes videre skæbne.
»Et af problemerne er, at bogen har så mange slutninger,« siger Philippa Boyens.
»Ringen bliver tilintetgjort, men det er ikke historiens slutning. Det var svært at finde en måde at slutte filmen på, så publikum stadig har energi til at følge resten af historien efter så ekstraordinært et klimaks. Bogen handler om døden, og hvordan forklarer man det, hvis man ikke følger sine personer helt til det øjeblik?«
Peter Jackson supplerer: »Man er nødt til at afrunde nogle ting for at ende filmen på en ordentlig måde – blandt andet ved at krone Aragorn til konge og lade Arven og ham blive genforenet. De to ting følte vi, at vi måtte opfylde af hensyn til publikum.«
Og så er der Tolkiens eget tema om konsekvenserne af den gode krig.
»Tolkien mente, at selv om en krig er værd at udkæmpe, selv om det er en retfærdig krig, så er der ingen, der vinder,« siger Peter Jackson.
»Han deltog selv i Første Verdenskrig, og ligesom da soldaterne kom tilbage til England – eller Tyskland – efter krigen og havde forandret sig, kan man tydeligt mærke på Frodo, da han kommer tilbage til Herredet, at han aldrig bliver den samme igen. Det er lige meget, hvem der vinder og taber. Man er en anden og vil aldrig se sine medmennesker på samme måde igen. Jeg ville vise den effekt, som krigen havde på hobbitterne og især Frodo. Han er blevet ødelagt af oplevelsen og kan ikke fungere i samfundet igen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her