Læsetid: 3 min.

Mobilmasterne: En ny tamilsag?

Næppe nogen anden sag de senere år har vist magtens arrogance over for borgerne så tydeligt som opsætningen af mobilmasterne
5. december 2003

Kommentar
Hør, hov, for en upåagtet skandale: Udbyderne af 3G mobiltelefoni bliver i disse måneder udsat for en tilsidesættelse af deres lovfæstede rettigheder, som næsten tåler sammenligning med tamilsagen fra slutningen af 1980’erne! Kort fortalt drejer det sig om selskabernes mast til at rejse master over alt, hvor de ønsker det.
Rundt omkring i en del kommunale forvaltninger er det en ikke særlig velbevaret hemmelighed, at man ikke har det allerstørste hastværk med at færdigbehandle de ansøgninger, som telefonselskaberne har indsendt om at få lov til at rejse sendemaster til tredje generation mobiltelefoni, 3G. Det er bare ikke noget, man siger højt...
Men efter masteloven, som et stort flertal i Folketinget vedtog i 2000, er der ellers ikke så meget at være i tvivl om for de kommunale forvaltere: Hvis et telefonselskab ønsker at rejse en sendemast fra taget af en given bygning, skal selskabet have lov til det. Nægter ejeren af bygningen, skal kommunalbestyrelsen gå ind og give et påbud. Hvis en særlig halsstarrig ejer vedblivende modsætter sig sendemasterne, skal den nødvendige del af taget eksproprieres.
Kun i yderst sjældne tilfælde, hvor f.eks. bygningens konstruktion ikke vil kunne bære vægten af sendemasten, vil ejeren have gyldig grund til at fravælge masten. Men hverken sundhedsmæssige eller andre ’bekymrende’ overvejelser må spille ind i afgørelsen.

Lugter fælt
Alligevel har en række af landets kommuner – bl.a. København, Århus, Aalborg, Silkeborg og Høje-Tåstrup – med lidt forskellig styrke meldt ud, at nu ønsker de ikke flere master i kommunen. I hvert fald ikke på kommunens egne ejendomme og slet ikke på børnehaver og skoler.
Mens kommunerne lige ser tiden an, fodslæber ansøgningerne sig gennem det kommunale bureaukrati, hvor mulighederne for at forlange det ene eller andet aspekt bedre belyst og undersøgt til bunds ofte udnyttes til den yderste grænse. Jamen, er det ikke en skandale?
Bedre bliver det bestemt ikke af, at videnskabsminister Helge Sander (V) ifølge Jyllands-Posten ikke vil klage, over det kommunale Århus-nej til mobilmasterne, til Tilsynsrådet. I stedet lader ministeren det være op til de enkelte teleselskaber, hvis de føler deres rettigheder gået for nær.
Men bare et enkelt lag dybere ligger en helt anden skandale og lugter fælt: I stedet for at komme borgernes og kommunernes bekymring i møde, forsøger regeringen at tryne landets kommunalrødder til at indse, at masterne – så vidt vi ved – ikke er spor farlige.
Det gøres ved et omfattende bombardement af kommunerne med enslydende, beroligende oplysninger – senest med et ugegammelt brev fra Sundhedsstyrelsen til samtlige 275 kommunalbestyrelser, hvori det hedder:
»Det nu værende vidensgrundlag giver ikke formodninger om, at opsætning af antenner til mobilkommunikation giver anledning til sundhedsskader i befolkningen, når eksisterende grænseværdier overholdes.«
Sundhedsstyrelsen tager dog et forbehold for, hvad fremtiden vil bringe: »Ingen kan vide, om fremtidig viden vil give anledning til ændrede sikkerhedsforanstaltninger...«
Her er det så, at den helt centrale passus kommer – den, som afslører magtens arrogance i renkultur: »Men denne usikkerhed må vi leve med.« Nåh, så det må ’vi’... Forældre må altså leve med, at det om 10 eller 15 år viser sig, at hovsa, det var alligevel ikke det allersmarteste at klistre skoletagene til med mobilmaster.
Her mærkes regeringens uro over, hvordan teleselskaberne vil stille sig, hvis de ikke meget snart får fuld mastevaluta for de knap fire milliarder kroner, de tilsammen har betalt for udbudsrunden af 3G i Danmark.
Helt anderledes forsigtigt formulerede Sundhedsstyrelsen sig for bare få år siden om konklusionen på en stor engelsk undersøgelse af mobilstrålerne: »Det er derfor ikke muligt at erklære, at elektromagnetiske felter i det radiofrekvente område er fuldstændigt uskadeligt, og mangelen på konkret viden retfærdiggør et forsigtighedsprincip bringes i anvendelse, indtil mere detaljeret og videnskabelig set robust viden om mulige sundhedseffekter er etableret.«
Sundhedsstyrelsen kaldte dengang den engelske undersøgelse for »overordentlig gennemarbejdet og sammenhængende, særdeles velskrevet« og et »godt udgangspunkt for det fortsatte reguleringsarbejde inden for dette område«.
Og Sundhedsstyrelsen lagde op til, at »den rejste tvivl – i ventetiden på fremkomst af mere sikker viden – (kan) medføre, at man ønsker at gøre brug af forsigtighedsprincippet.«
Det var i november 2000. Et år efter kom en ny regering – og sundhedsprincippet blev fejet af banen. Til gengæld accepterer ministeren stiltiende, at en ny tele-tamilsag bobler løs ude i kommunerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu