Læsetid: 5 min.

Mudret valg i Serbien

Serbien tog et skridt til højre med et valg, der syntes fri for tidligere tiders manipulationer
30. december 2003

Analyse
Det netop overståede valg i Serbien, som gjorde det ultranationalistiske Serbiske Radikale Parti til Serbiens største parti, kan ses som et markant skred mod højre.
Partiets leder, Vojislav Seselj, får dog ikke så megen umiddelbar glæde af det, for han sidder på anklagebænken ved krigsforbrydertribunalet i Haag. Og selv ikke med det naturlige støtteparti, det Serbiske Socialistiske Parti, hvis leder Milosevic ligeledes sidder i Haag, vil de radikales reelle leder, Tomislav Nikolic, kunne opnå de nødvendige 126 stemmers flertal i det 250 personer store parlament – de to partier tæller tilsammen kun 104 mandater efter de foreløbige beregninger.
Derfor var der spænding omkring, om den nationalkonservative monarkist Vuk Draskovic, hvis liste ser ud til at have opnået lige så mange mandater som Milosevics, d.v.s. 23, også ville gå ind og støtte de radikale. Men ud på valgaftenen erklærede Draskovic, at det kunne der ikke være tale om.
Den eneste mulighed, der vil være for at danne en flertalskoalition med kun to partier, er hvis den tidligere forbundspræsident, den ligeledes konservative Vojislav Kostunica, ville gå ind at støtte Nikolic. Denne kombination ville selv uden socialisterne (der i den aktuelle situation må siges at høre hjemme på højrefløjen) sikre et flertal på lige akkurat 126 mandater.
Dette anses imidlertid for usandsynligt, for Kostunica var jo den mand, som i 2000 samlede oppositionen mod Milosevic og hans radikale støtteparti og berøvede ham hans mangeårige lederposition i serbisk politik. Godt nok er alt muligt i serbisk politik. Men dette er alligevel ikke en mulighed, mange regner med.
Hermed er det klart, at af de seks partilister, som ser ud til at have overskredet bundgrænsen på fem procent, vil der skulle mindst tre partier til en flertalsregering.
Og skal man undgå en regering af de radikale og socialisterne, bliver det formentlig nødvendigt, at alle de fire andre partilister går sammen om at danne en regering, enten en flertalsregering eller en mindretalsregering med støttepartier. Men det forudsætter en eller anden form for enighed med det slagne hidtidige regeringsparti Demokraterne og Kostunica, Draskovic og det nye parti G17+.

Besynderligt resultat
Det sidste, som ledes af den tidligere forbundsviceministerpræsident Labus, anses for det mest ’moderne’ og vestvendte af de serbiske partier. Man kan være skuffet over, at det kun opnåede knap 12 procent af stemmerne og blev nummer fire med formentlig 34 mandater. Og Labus selv er ikke mindst skuffet over, at Demokraterne klarede sig bedre end ventet ved valget og står til tre mandater mere end G17+ – for det var faktisk hans parti, som udløste valget ved et mistillidsvotum til den demokratisk ledede regering. Nu må han acceptere, at der formentlig ikke kan dannes en regering uden om Demokraterne.
Derfor er valget besynderlige resultat, at den nye regering meget vel kan komme til at ligne den gamle, og at den uenighed blandt ’europæerne’ i serbisk politik, som førte til valg i utide, også vil være den indbyggede svaghed i den nye regering.
I sig selv har det serbiske valg ikke været nogen katastrofe for dem, som ønsker en normalisering af Serbien som en stat i Europa. Men det har ikke løst andre problemer end at bekræfte for de serbiske politikere, at der ikke er nogen anden vej end et bredt politisk samarbejde, under tilsidesættelse af de stærke personlige modsætninger, som har fået enhver koalition til at bryde sammen hidtil. Tiden vil vise, om den nødvendige vilje og evne til et bredt politisk samarbejde nu endelig kan blive en realitet i et Serbien, hvor den fortsat lave valgdeltagelse er et udtryk for den skuffelse over politikerne, som er så udbredt blandt de serbiske vælgere.

Bedre deltagelse
Netop valgdeltagelsen ved dette valg kan dog ses som en klar forbedring i forhold til f.eks. det sidste præsidentvalg i november, som havde en valgdeltagelse på 40 procent. Denne gang nåede valgdeltagelsen lige op over 58 procent, hvilket er mere end det synes, fordi valgloven er kritisabelt restriktiv. Der findes nemlig ikke brevstemmer, og man må kun stemme der, hvor man bor, ikke andre steder (med undtagelse af indkaldte soldater). Desuden er adgangsforholdene til mange valgsteder mildt sagt handicapfjendtlige, ja nogle steder næsten umulige under vinterforhold selv for raske og rørlige mennesker – det har der været rig lejlighed til at prøve på egen krop som valgobservatør for OSCE.
Den stærke højremanifestation er ikke upåvirket af befolkningsstrukturen. Mit hold skulle dække både by og land i en afsides del af landet over mod den bulgarske grænse. Her var det påfaldende, at det trods de ofte vanskelige forhold først og fremmest var de ældre vælgere der stemte, og især folk på landet. I de små valgsteder i landsbyerne kunne valgprocenten godt komme op over 60. Og disse vælgere er dem, som traditionelt stemmer enten på Milosevic eller de radikale.
Derimod står partier som G17+ klart stærkest i byområderne og der, hvor der er mange yngre vælgere.
Problemet er blot, at stemmeprocenten synes væsentlig lavere blandt de yngre end blandt de ældre, som helt klart anser det at stemme som en borgerpligt. Den store forskel mellem generationerne og mellem land og by er altså med til at fastholde baglandet for partier som det Serbiske Radikale Parti, som selv betegner sig som centrum-venstre, men det i et samfund, hvor der er vendt op og ned på begreber som højre og venstre.
Det er imidlertid et gennemgående træk, at der ikke synes at være spor af tidligere tiders manipulation med valgene. Disse er foregået ordentligt og redeligt, og med fin orden og en venlig stemning på valgstederne. Et af de mest kritisable punkter er den tilsyneladende uudryddelige vane med "familieafstemning", d.v.s. at flere familiemedlemmer, f.eks. mand og hustru, går i stemmeboksen sammen. Det så vi ikke et eneste eksempel på, at de valgtilforordnede greb ind overfor, det anses klart for den del af nationaltraditionen. De fleste danske vælgere ville også undre sig over valgsteder, hvor der var så lidt plads til både valgtilfordnede, vælgere og observatører, og hvor et fænomen som stemmebokse med forhæng er ikke-eksisterende. Vi mødte imidlertid ikke et eneste eksempel på valgtryk, og stemmerne fordelte sig i øvrigt pænt mellem de forskellige partier. Valget var klart demokratisk. Men det har ikke gjort den politiske situation nemmere at håndtere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu