Læsetid: 3 min.

Når følelser globaliseres

Debatten om neo-antisemitismen foregår i et betændt klima i Frankrig, der på en gang har Europas største jødiske og største muslimske befolkningselement
5. december 2003

(2. sektion)

Fransk intifada
Frankrig ’antisemitisk’? Gang på gang har Jacques Chirac og den franske regering i de sidste par år måttet forsvare sig mod beskyldninger fra israelsk og amerikansk side om udbredt antisemitisme i Frankrig. Årsagen er en bølge af antijødiske aktioner udført af små fanatiske, pro-palæstinensiske grupper eller individer – i en tid, hvor intet tyder på nogen generel antisemitisme i den franske opinion.
Aktionerne fordømmes på det skarpeste af præsidenten, regeringen og de politiske partier, og ingen forsvarer dem. Regeringen iværksætter den ene serie efter den anden af foranstaltninger til bekæmpelse af antisemitismen, og de antijødiske aktioners antal er ifølge statistikkerne faldet mærkbart, siden de toppede i 2001 i kølvandet på den anden Intifada.

Tavs højrefløj
I Frankrig er det således ikke – som i Tyskland – en højtstående officer hist eller en fremtrædende konservativ politiker her, der flirter åbenlyst med antisemitismen. Det ville være politisk selvmord. (Jean-Marie Le Pen har højst dristet sig til nogle tvivlsomme ’ordspil’, men det er efterhånden mange år siden, og antisemitismen har ingen plads i det nuværende yderste højre i Frankrig, der er mere og mere pro-israelsk og anti-arabisk).
Små isolerede bander, der gør ’alle jøder’ ansvarlige for Sharon-regeringens politik og foretager ildspåsættelser og voldsaktioner mod synagoger og jødiske skoler, chikaner, trusler osv. – det er den konkrete virkelighed.
En anden side af sagen er den imaginære antisemitisme – de beskyldninger, som ikke alene jødiske ekstremister, men en del af det jødiske establishment og fremtrædende intellektuelle som Bernard-Henri Lévy og Alain Finkielkraut retter mod alle, der taler palæstinensernes sag og angriber Sharon-regeringen
Antisemitismen fremstilles nu ofte af Israels venner som et ’venstreorienteret’ fænomen. Men blandt de skribenter og debatører – ganske rigtigt ofte venstreorienterede – der i disse år fordømmer Sharon-regeringens militære magtpolitik og blinde hævnaktioner, er der næppe nogen, der ikke også fordømmer de palæstinensiske kamikaze-aktioner som massakrer på uskyldige civile. At de fordømmer de antijødiske aktioner i Frankrig, overser man ligeledes.
Den nye antisemitisme, der i dag gør sig bemærket i en hel række lande, har allerede været på dagsordenen i flere år i Frankrig, og konklusionen her var fra begyndelsen den samme, der i dag aftegner sig i den internationale analyse: Neoantisemitismen er ikke en genopblussen af den traditionelle antisemitisme med oprindelse i religiøse og kulturelle fordomme og xenofobi, men har sin rod i konflikten omkring Israel og afspejler denne konflikts eskalering efter Ariel Sharons magtovertagelse.
Der er tale om det, den tyske sociolog Ulrich Beck kalder »følelsernes globalisering«: Hvad den israelske hær gør i Palæstina, fremkalder attentater mod jøder overalt. Der er således opstået en »tyrkisk intifada« og en »fransk intifada«, bemærker han.

Risikalbelt at kritisere
Den franske forsker Esther Benbassa taler om en »diasporisk nationalisme« eller »nationalisme uden territorium« hos både jøderne og den unge arabisk-muslimske befolkning i Frankrig. Nogle unge jødiske fanatikere identificerer sig ubetinget med Israel, ligesom unge muslimer gør det med palæstinenserne, og det er et aspekt af en tiltagende opdeling og konfrontation inden for det mere og mere multi-etniske franske samfund.
Det er ikke for ingenting, at Frankrig er i centrum for den ’eksporterede Mellemøst-konflikt’ og den deraf følgende antisemitisme-debat, for dette land har på en gang Europas største muslimske og største jødiske befolkningselement, henholdsvis omkring fem millioner og 600.000 mennesker.
Det er karakteristisk for det betændte klima omkring Mellemøst-konflikten i Frankrig, at man på den ene side oplever antijødiske aktioner, på den anden side en heksejagt på påståede antisemitter. Alle, der kritiserer Sharon-regeringen, risikerer at blive regnet for fjender af Israel, og kritikere af zionismen betegnes som antisemitter – paradoksalt, da der optræder talrige jøder blandt disse kritikere – de hænges ud som ’forrædere’ på hadske internetsider redigeret af jødiske ekstremister. Det samme udtryk er blevet brugt af den ansete kommentator Alexandre Adler.
Præsident Chirac blev for nylig hængt ud som »førende antisemit« i Israels største avis, mens han i virkeligheden altid har markeret sig utvetydigt imod antisemitismen. Som han sagde forleden: »Republikken kan ikke tolerere nogen antisemitisk handling. Man må forstå, at når man i Frankrig går til angreb på en jøde, så er det hele Frankrig man går til angreb på«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu