Frie ord
Med undtagelse af de geografiske betegnelser er overskriften hentet fra bagsideteksten til en dansk oversættelse af Aldous Huxleys satiriske fremtids- og fremskridts-roman om den totale orden for afskaffelse af enhver lidelse og frembringelse af tusindårsrigets evige lykke: Fagre nye verden. Hvilken titel selv er et lån fra Shakespeares seneste værk og testamente Stormen.
At fremskridtet ikke er, hvad det har været, mindes i begge gårsdagens ledere her i bladet med udgangspunkt i henholdsvis fremskridtene i Irak og omkring Kyoto-aftalen:
Amerikanernes og danskernes teori om, at en lynkrig og fjernelsen af Saddam Hussein ville åbne den direkte vej til udbredelsen af treenigheden demokrati, frit marked og ubegrænset økonomisk vækst, svarer ikke ganske til forventningerne og teorien må simpelt hen fordømmes som forsimplet. Hvad enhver guddommeliggørelse af egen ufejlbarlighed og godhed er.
Og mens de delegerede ved FNs 9. klimakonference i Milano udreder de tekniske finesser i reglerne for, hvordan skovrejsningsprojekter i udviklingslandene kan trækkes fra i de rige landes hjemlige klimaregnskaber, vælter det ned med nye globale varmerekorder, beretninger om smeltende ismasser i Arktis og snemasser på Europas alpine skisportssteder, mens regnen skyller ned og floderne løber over deres bredder med foreløbig fem dødsofre i Frankrig, som i sommer mistede 15.000 menneskeliv under en hedebølge.
Ifølge EUs miljøagentur vil ikke engang EU-landene bidrage væsentligt til at dæmpe Jordens opvarmning, havenes vandstigning og de voldsomme klimaomskiftelser (foregangs- og fremskridtsnationen over alle, USA, er på forhånd helt udelukket), fordi EU i år 2010 efter agenturets beregninger kun har begrænset drivhusgas-udslippet med en 16.-del af de lovede otte procent, som i forvejen er fuldstændigt utilstrækkelige hvor Danmark på grund af ikke mindst bil- og fly-transportsektoren indtager pladsen som et af de lande, der halter længst bagefter målene.
Hvorefter samme Danmarks udenrigsminister meddeler, at regeringen vil investere 100 millioner kroner årligt offensivt og aktivt, siden efterfulgt af hele EU, i demokratiske, politiske og økonomiske reformer i ikke Israel men i den arabiske verden. Der jo, som lige fremgået, har meget at lære af Danmark. Og EU. Og USA. Blandt andet at køre bil. Og flyve. Som vi jo også gjorde under den forrige regering her i landet, så det ville noget på nyanlagte motorveje og nybyggede broer og nyopførte flyvepladser. Og under de forrige regeringer i EU. Og i USA. Vi, hvad enten vi er liberalister (republikanere) eller socialdemokratister (demokrater), véd jo, hvad Fremskridtet med stort F i bestemt form ental er. Derfor er vi som bekendt også berettiget til at råde over Iraks olie, naturligvis til irakernes eget og hele menneskehedens bedste.
Havde Shakespeare ikke allerede ved det moderne oplysningsprojekts begyndelse i 1600-tallet bevinget og udødeliggjort udtrykket Åh. hvilket under!/ Så mange smukke skabninger her er! Hvor er dog menneskeslægten skøn!/ Åh, fagre nye verden, hvor der bor/ et sådant folk (Niels Brunses oversættelse), sikrede Huxley i hvert fald med sin bog fagre nye verden, brave new world, status som almindeligt anvendt udtryk. Men nu med direkte pædagogisk fremhævelse af den advarsel mod religiøs dyrkelse af fremskridtet, som hos Shakespeare er indvævet kunstnerisk i kompositionen af selve værket.
I 1958 udsendte Huxley sit store essay Gensyn med fagre nye verden med den begrundelse, at »jeg føler mig væsentlig mindre optimistisk, end jeg gjorde, da jeg skrev Fagre nye verden. De profetier, jeg fremsatte i 1931, går i opfyldelse langt tidligere, end jeg troede de ville. Det velsignede interval mellem for liden orden og den alt for store ordens rædsel, er ikke begyndt og viser intet tegn på at begynde.« Løses »problemet om det stigende befolkningstryk på vor klode ikke, vil det uløseliggøre alle vore andre problemer. Og hvad værre er: det vil skabe vilkår, under hvilke individets frihed og den demokratiske livsforms humane karakter vil blive umulig, ja, næsten utænkelig.«
At afsporingen af fremskridtet eller moderniteten har at gøre med (dele af) oplysningsprojektets hadefulde angst for vor klodes natur og almagts-efterstræbende forsøg på at trykke dens grænser og bæreevne ud i det uendelige intet, fremgår allerede af et optrin i begyndelsen af Fagre nye verden, hvor de genmodificerede reagensglas-producerede børn til at begynde med blev anlagt til »at holde af blomster blomster i særdeleshed og naturen i almindelighed.
Hensigten var, at få dem til at tage på landet ved enhver lejlighed og således tvinge dem til at bruge transportmidler. Og gjorde de ikke det? spurgte studenten. Jo, i massevis, svarede direktøren. Men andet gjorde de heller ikke. Og der er én alvorlig mangel ved blomster og landskaber: begge dele er gratis. (Hvad SF åbenbart nu vil rette op på ved at foreslå miljøvurdering lagt under Det økonomiske Råd, el). Naturfølelse holder ikke nogen fabrik i gang. Derfor besluttede man at opgive kærlighed til naturen, i alle tilfælde blandt de lavere klasser; at opgive kærlighed til naturen, men ikke tilbøjeligheden til at bruge transportportmidler.«
Hvorfor børnene udsættes for elektriske stød, hver gang de i glæde over blomsternes unyttige farver og former rækker ud efter dem, indtil børnene er vænnet fra. Den skildring af Fremskridtet i retning af stadig mere økonomisk vækst i goder at gøre godt med og i magt over naturen glemmer man ikke lige med det første. Slet ikke når man læser den i dag.
I Stormen kan man enten finde bekræftelse på, at det med videnskabens tryllemidler og lærebøger er muligt at forvandle mennesker og frembringe et kristent-humant tusindårsrige i idel forsoning mellem fjender og total magt over naturen, eller lige så godt finde bekræftelse på, at kannibalen i vores natur aldeles ikke lader sig udrydde en gang for alle og tryllestaven i sidste ende må opgives og brydes, den skal begraves favnedybt i jorden,/ og dybere end noget lodskud når/ skal tryllebogen druknes. Nogen tredje vej mellem dette enten-eller skimtes ikke hos Shakespeare.
Men nok en helt fjerde form eller komposition, hvor begge dele dialogisk fastholdes uden nogen dialektisk syntese:
I bestandigt opgør med selvgod tro på egen ufejlbarligheds ret til magtudøvelse ligger et muligt fremskridt. Som undslipper fremskridtsreligionens slaveri.
