Læsetid: 3 min.

Når manden læser tegneserier

Mænd klynker over, at feministerne har stjålet maskuliniteten. Den amerikanske startlette Sheryl Crow svarer mændene: det har I vist klaret selv, tøsedrenge
15. december 2003

Portræt
Manden har det svært: den universelle mands maskulinitet er truet. De siger: Det er feministernes skyld. Det er feministerne, der har krævet, at manden blev blød. Mændene klager, mens Madonna og Demi More fører sig frem med store muskler og fitness og den der powerattutide: Først kastrerede de manden, og bagefter genopfandt de maskuliteten, som en feminin kvalitet. Mændene har klynket i mandegrupper, eller de har dyrket den lidt for vulgære tendens, som Klaus Lynggaard kalder skallesmækkerrock.
Den amerikanske sangersangskriver Sheryl Crow har været der; hun har prøvet at bygge den sårede mand op igen. Hun har sunget en sang til ham om deres forsøg på at få ham til at føle sig som en rigtig mand:
»Vi gik på jagt sammen gennem supermarkederne/ vi fandt Geronimos riffel og Marilyns shampoo/og Benny Goodmanns korset og pen.«
De har som forbrugere prøvet at købe pseudovåben, og de har været i trælasthandlen sammen. Og alligevel går manden rundt og føler på sin egen impotens. Hun konstaterer: Det er banalt:
»Du kommer ned, rigtig langt ned/du lytter til Coltrane, du dyrker din smerte/
Hvem har ikke gjort det før?/Jeg gjorde det på den hårde måde/Jeg kom med tegneserier til dig i sengen/jeg skrabede muggen af dit brød/og lavede nye french toast.«
Hun har forkælet ham som et lille barn. Hun har prøvet at stimulere ham som en voksen mand. Og resultatet er, at han går rundt og hører sine gamle jazzplader og dyrker sin pubertetsspleen. Det er både for lidt og for meget. Hun svarer ved:
»Men ok: jeg kan stadig ryge mig skæv/jeg er ikke en lille pige, man tager med hjem.«

Øl om morgenen
Sheryl Crow har prøvet med den bløde mand. Men hun har også været i dialog med skallesmækkerne.
Hun startede som pigen i baggrunden: Hun var med Michael Jackson som korpige. Siden sang hun duet med Mick Jagger på sangen om en pige, der har holdt manden nede, indtil manden kommer igen og holder hende nede.
De lidt for platte plastikmaskuline poprockere Gun’s’Roses lavede en sang henvendt til en kvinde, som om hun var en lille pige:
Sweet Child O’Mine. Hun havde ’øjne så blå som himlen’ og hendes ’hår mindede dem om et rart og varmt sted’. Det ender med, at den lille pige så hårdt ansunget af
Gun’s’Roses får dem til at føle sig som små drenge.
Sheryl Crow svarede med en aggresiv og dog kærlig version af sangen, hvor ’she’ blev til ’he’. Hvor hun overtog det maskuline magtsprog og vendte det imod de hårde mænd, som blev til små drenge. Hvor hun overtog sin modstanders sprog med en overbærende gestus, som gjorde dem til medspillere.
Sheryl Crow har lavet hits som All I wanna do, Leaving las Vegas og If it makes you happy. Hun har sunget om, at hun godt kan lide at drikke øl om morgenen, og hendes plader blev forbudt i Wal-Mart efter en linje fra sangen Love is a good thing:
»Se vores børn slår hinanden ihjel med en pistol de har købt i Wal-Marts discountforretninger/Dans børn, dans til det gode beat/jeg vil være hippie for livet er så
sweet.«
Det skal siges, at Sheryl Crow også har begået gedigne metervareligegyldigheder som duetten med Kid Rock og det aktuelle hit »The first cut is the deepest«.
Hun er bedst som dialogisk sangerinde: Når hun bygger mændene op ved at pille dem helt ned. Sheryl Crow er nu flyttet tilbage til Sydstaterne, hvor hun kommer fra. Hun forklarede dengang, at hun altid havde set sig som countrysangerinde. At hun først og sidst hørte hjemme i countrygenren. Og som den nu 41-årige stjerne ironisk betroede en hungrende privatlivs orienteret Rolling Stonejournalist:
»En af grundene til at jeg flytter er, at jeg vil gifte mig med en sød sydstatsfyr.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu