Læsetid: 5 min.

Når professionalisme ikke rækker

Det besværlige køn står i vejen for mange kvinder, der forsøger at være, som de er i mandsdominerede arbejdsmiljøer. Desværre går det også galt, når de forsøger at købe præmisserne
6. december 2003

Qlummen
Vi – en gruppe fagfolk - skulle mødes og fordele elementer i en fælles arbejdsopgave. Jeg forberedte en argumentation for på mødet at konstatere, at argumentation var overflødig. Beslutningerne var tilsynealdende allerede taget, fordi de andre – alle mænd – havde networket på forhånd. Jeg, en skørtebærerske, oplevede mig selv som tilskuer til et velinstuderet skuespil. Følte mig efterhånden så truet, utilpas og lille, at jeg – i stedet for at råbe højt - på et tidspunkt hørte mig selv udtrykke verbal taknemmelighed (fandme) over dog at få en luns tildelt.
Indholdsmæssigt er der intet nyt i denne case. Alligevel gør det nas hver gang, man som kvinde lægger liv til en kultur, hvor professionalisme ikke rækker. Hvor det simelthen ikke er nok at være iderig, effektiv – eller hvad man nu er. Hvor det ikke er nok at gøre, som professionelle mænd gør: Udtænke forslag, forberede sig, præsentere og argumentere det bedste, man har lært, for sine ideer. Sådan gør mænd. Men de lobbyer også. Hvor som helst og hele tiden. De lobbyer, så det til tider er svært at konstatere, hvor netværkskulturen hører op, og sladderen og intrigerne tager over.
Gennem adskillige år har jeg studeret forskellige arbejdsmiljøer og er blevet opmærksom på, at mange faglige beslutninger i mandsdominerede arbejdssammenhænge bliver taget i netværkskulturen – uden at gennemleve en egentlig faglig, seriøs behandling. Pludselig synes alle i kulturen at have en bestemt opfattelse af et menneske eller en sag. Og som sådan ekspederes den så. Manipulation, intrigemageri og alliancer bliver, hvor miljøet er mest udtalt, en afgørende del af arbejdsmiljøet.

Som kvinde i et sådant miljø har man ikke mange udveje. Man kan vælge at indvolvere sig på præmisserne med konstant kvalme i medgift. Man kan etablere beskedne modkulturer uden effekt. Eller man kan nægte at involvere på betingelserne med den konsekvens, at man i sidste ende må trække sig socialt. Hvis man er i tvivl, om jeg har ret, kan man læse Charlotte Blochs afsnit ’Følelsernes skjulte spil i Akademia’ i en afsindig spændende ny bog Akademisk tilblivelse, redigeret af Lis Højgaard og Dorte Marie Søndergaard (Akademisk forlag). Charlotte Bloch beskriver på baggrund af et forskningsprojekt bl.a., hvordan kvindelige forskere kommer socialt til kort i en mandligt skabt universitetskultur. Hvis en kvindelig forsker eksempelvis foretrækker at lægge sin tvivl frem – i håb om at reaktionerne skal gøre hende klogere – fremfor at gå med på kulturens ’narrespil’ forstået som ønsket om for enhver pris ikke at vise tegn på usikkerhed, stemples det som svaghed. Og blotter hun sig først som ’svag’, aktiveres i samme nu forestillingen om, at hun ikke duer. Og duer hun ikke til det aktuelle, duer hun nok overhovedet ikke...
Endnu et eksempel fra samme kultur: Når kvindelige forskere viser vrede. Her er konklusionen, at når mænd viser vrede, tolkes det som styrke, mens vrede kvinder opfattes som ’kællinger’. Derfor behersker kvinderne sig selvfølgelig, men alle mennesker er indimellem vrede, og det er vistnok allemandsviden, at stærke følelser, hvis de ikke udleves, bliver transformeret til andre følelser. Charlotte Blochs analyse viser, hvad mange kan bekræfte fra deres eget liv, at kvinder vælger at trække sig socialt, hvis der ikke er plads til dem, som de er. Jette Hansen beskrev meget præcist denne føleses af utilpashed i debatindlægget ’Angsten for kvinder i uddannelsessystemet’ i Politiken lørdag: Kvinderne mærker hele tiden afstanden mellem sig selv og og systemet nærmest som en uldtrøje, der kradser mod huden. »De er fremmedfødninge.«
Selv hvor de mest generøse mænd rækker en hjælpende hånd frem, går tilbuddet ikke på at tage imod kvinden på hendes præmisser, men at indvie hende i de mandlige redskaber: »Se, sådan gør man(d).«
En yderligere vanskelighed for kvinder i mandsdominerede miljøer er den kendsgerning, at mange mænd identificerer sig fuldstændigt med systemet – så meget, at de ikke bare fortrænger deres egen kvindelige side (anima), men generelt ikke rummer ’fremmedelementer’ (som kvinder). – I alle mennesker bor jo – siger Eigil Nyborg, den anerkendt jungianske psykiater – i det ubevidste den funktion, som det andet køn repræsenterer.

Men hvordan skal man som kvinde kunne forhandle med en mand, der er umulig at komme i kontakt med som en hel person, men i stedet sender sin fornærmede anima? Hvis en velafbalanceret kvinde skal forhandle med en mand, der er ude af kontakt med sine bløde sider, vil de to aldrig kunne nå hinanden. Men sådan er det tit. »Overalt ser man disse masker hos mænd,« skriver Eigil Nyborg om mænd, der identificerer sig med deres profession og optræder som masker snarere end som hele mennesker. Vi nævner i flæng – den brovtende direktør, den salvelsesfulde præst eller den bedrevidende professor, der også privat er henholdsvis brovtende, salvelsesfuld og bedrevidende. De er ikke bare umulige at føre en samtale med, men i al deres gammeldags primitivitet generelt ulidelige at omgåes. Altsammen fordi de alt for ensidigt har dyrket det ydre (image) på bekostning af en indre udvikling. Herunder at tage deres feminine sider ind. »Man må jo ikke glemme, at det at være mand ikke er andet end at være mere mand end kvinde og vice versa,« som Eigil Nyborg skriver i Drømmenes vej til selvet.
Nyborgs konklusion er, at hvis vi ikke anstrenger os for at balancere vores modsatkønnede side, vil den med tiden larme voldsomt op. Den type mand eller kvinde – som han kalder anima- og animusbesatte – vil også kunne udvikle det modsatte køns negative egenskaber. Det kunne være forklaringen på, at en del mænd rent faktisk sladrer og intrigerer mere, end moderne kvinder. Ligesom en del kvindelige chefer er tilbøjelige til at være mere macho i deres ledelseform end mange mandlige. Jo længere de strækker eksperimentet, desto mere karrikeret kvinde, bliver de.
Selv fik jeg for nylig af to mandlige kolleger at vide, at jeg var ’mærkelig’, fordi jeg ikke delte deres opfattelse. Det må være slut. Men det bliver det først, når vi er lige mange mænd og kvinder der, hvor beslutningerne træffes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her