Læsetid: 7 min.

Fra Nahda til Nakba – fra storhed til katastrofe

En af verdens mest brutale diktatorer, Iraks ubestridte leder gennem 24 år, Saddam Hussein, blev lørdag taget til fange af de amerikanske besættelsesstyrker
15. december 2003

Portræt
Iraks tidligere diktator, 66-årige Saddam Hussein, blev sent lørdag fundet i en underjordisk hule i en landsby ca. 15 km syd for sin fødeby Tikrit og er nu i amerikansk varetægt i Irak.
Eller måske er han kun 64, for ingen ved rigtigt, om han blev født i 1937 eller 1939. Og netop usikkerheden om selv så grundlæggende ting som en fødselsdato er karakteristisk for Saddam: Er han gift en, to – eller sågar tre – gange? Hvor boede han? Havde han virkelig dobbeltgængere; og i givet fald hvor mange? Og hvor befandt han sig egentlig de senere år, indtil amerikanerne i går fandt ham? De mange ubesvarede spørgsmål og verserende rygter har gjort Saddam til en levende myte, som både arabiske og vestlige medier på hver deres måde har bidraget til at holde i live.
Saddams vej mod magten var præget af brutalitet. Ud over mordet på en lokal kommunistleder i 1958 deltog han i tre kupforsøg mod henholdsvis præsident Qassem i 1959, præsident Arif i 1964 og dennes bror i 1968 – det forsøg der endeligt førte Baath-partiet til magten i Irak. Fra 1968 og frem til 1979, hvor han selv blev præsident, var efterretningstjenesterne hans vigtigste platform.

Brutal vej til magten
Hans erfaringer med at opbygge Baath-partiets efterretningstjeneste fra 1964 og frem blev flittigt brugt i perioden, hvor han i bedste stalinistiske stil overvågede alt og alle gennem et vidt forgrenet net af informanter, embedsmænd og politiske kommissærer. Samtidig fik han marginaliseret præsident al-Bakr ved langsomt at overtage centrale opgaver og sideløbende indsætte familie og venner på vigtige poster. Det lykkedes i en så-dan grad, at den egentlige magt-overtagelse i 1979 kun var en formsag: Saddam mødte op hos al-Bakr den 16. juli sammen med sin fætter, der var forsvarsminister, og sin onkel, der senere blev borgmester i Bagdad, og præsenterede ham for et fait accompli. Dagen efter, på den irakiske nationaldag, trak præsidenten sig og udnævnte Saddam til sin efterfølger. Al-Bakr døde tre år senere af en overdosis insulin, angiveligt bestilt af Saddam.

Farligt bekendtskab
Saddam Hussein var et farligt bekendtskab – ikke blot for den
irakiske befolkning, der måtte leve med tortur, etniske udrensninger og endda giftgasangreb. Selv Saddams meget betroede folk havde det med at afgå ved døden på de mest belejligede tidspunkter: Mange har undret sig over, at der var langt flere militærfolk, der døde ved helikopterulykker i fredstid end i krigstid. Saddam var endda villig til egenhændigt at myrde sine ministre, som det skulle være sket ved et ministermøde i 1982, hvor sundhedsminister Riyadh Ibrahim Hussein var så uforsigtig at foreslå noget, der ikke passede præsidenten.
Saddam var ubetvivleligt en populær præsident, da han overtog posten efter al-Bakr i 1979: Det var de gode år i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor olieindtægterne begyndte at strømme ind og løbende blev omsat i skoler, universiteter, hospitaler, gode veje, store fabrikker, udvikling af landbrugssektoren – kort sagt en udvikling af det irakiske samfund, som kan sammenfattes med det arabiske ord al-Nahda, der på en gang betyder »renæssance«, »opblomstring«, »fremskridt«, ja selv »national vækkelse«. Den irakiske Nahda blev beundret af mange, ikke kun i Irak, men også i resten af den arabiske verden.
Vejen fra al-Nahda mod al-Nakba – katastrofen – blev langsomt, men sikkert indledt, da Saddam i 1980 besluttede sig for at angribe Iran. Han var, lige som resten af verdens statsledere, utryg ved det nye præstestyre i Teheran, der var kommet til magten efter Shahens fald i 1979, og frygtede, at shiitiske grupper i det sydlige Irak ville lade sig inspirere af Khomeini til at forsøge også at vælte styret i Bagdad. Med støtte fra såvel arabiske lande som Vesten begav Saddam sig derfor ud i en krig mod den store nabo, som han ikke kunne vinde: Krigen bølgede frem og tilbage over fronten i otte år med meget store menneskelige og økonomiske tab på begge sider, og selv om Saddam flere gange forsøgte at få en våbenhvile i stand, lykkedes det først i 1988. Da var den irakiske befolkning udmattet, statskassen tom, Irak var verdens tredjemest forgældede land, og Saddams popularitet kunne følgelig ligge på et meget lille sted.
Derefter gik det slag i slag ned ad bakke: Invasionen af Kuwait, der i Saddams øjne skulle have løst landets økonomiske problemer, blev istedet en katastrofe, både militært og økonomisk. De efterfølgende sanktioner, der kom til at vare i 12 år, satte hans styre under pres, men dog ikke mere, end at han med vanlig overlevelsesevne formåede at finde veje ud af de økonomiske problemer og f.eks. trods sanktionerne formåede at bygge seks nye paladser med krystallysekroner, guldbelagte vandhaner og anden luksus. Imens led den irakiske befolkning af mangel på mad, medicin og helt dagligdags fornødenheder.

En mand med en mission
Saddam mente selv, at han havde en mission: Det var hans opgave at holde den irakiske national-stat sammen på tværs af etniske og religiøse skel; vel at mærke med ham som leder. Og det lykkedes rent faktisk, om end midlerne var meget brutale.
Nøgternt set var det ikke nogen ringe bedrift, når man tager antallet af kup, kupforsøg og fraværet af stabilitet i betragtning i perioden fra kongedømmets fald i 1958 og frem til Saddams magtovertagelse i 1979.
Men Saddam ville mere end det: Han ville gengive Irak dets historiske rolle, som det havde haft i det gamle Mesopotamien, og dermed placere sig selv og Irak som centrum i den arabiske verden. Han ville være den leder, der forenede den arabiske verden og udgjorde et værdigt alternativ til Vesten. Den del af opgaven lykkedes ikke.
Ganske som de middelalderlige fyrster formåede Saddam Hussein at holde sit land og sin befolkning i et jerngreb. Midlerne dertil var skrappe: En totalitær stat med effektive efterretningstjenester, et velstruktureret Baath-parti, særlige korps af livsvagter og specialtrænede elitesoldater var de synlige tegn på Saddams enevældige magt. Til gengæld fejlvurderede han ofte verden uden for Irak: Han kunne ikke vinde over Iran, kunne ikke besejre Kuwait, kunne ikke få ophævet sanktioner, trods de mange kunstgreb han forsøgte sig med. Det var egentlig ikke overraskende al den stund, at han aldrig rigtig havde set verden omkring sig på andet end en tv-skærm.
Udover nogle års eksil i Cairo efter det mislykkede kupforsøg mod præsident Kassem i 1958 var han i Paris og USSR en enkelt gang og rejste i få tilfælde rundt i det arabiske område for at samle støtte til sine krigsplaner. Journalister, der har interviewet ham, beretter samstemmende om, hvordan de efter interviewet blev trukket ind i et tilstødende lokale og på tomandshånd udspurgt om, hvem der bestemte i USA, hvordan man blev præsident i Frankrig etc. etc. Et sådant begrænset verdenssyn måtte give problemer i en verden, der blev stadig mere international og globaliseret.
Om det var irakisk nationalisme, arabisk stolthed, mangel på omverdenskendskab eller ganske banal selvovervurdering, der fik Saddam til at nægte at bøje sig for de amerikanske krav efter 11. september, ved vi endnu ikke. Han ville ikke kompromissets vej, men stod fast i sin kamp mod det, han opfattede som »det amerikanske imperium«. Og skal man tage ham på ordet, vil end ikke hans anholdelse være et nederlag. For som han har sagt: »Det er ikke vigtigt, hvad irakerne siger om mig i dag – det vigtige er derimod, hvad araberne vil sige om 500 år.«

*Helle Lykke Nielsen er lektor på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet

Fakta
Forbrydelser og fortjenester
Saddam Husseins æra var præget af frygt, men også af fremskridt. Hans forbrydelser var frygtelige, men takket være Iraks store olieforekomster stod han også for en række fremskridt, som savner sidestykke i den arabiske verden.

Til forbrydelserne hører:
*Anfal-kampagnen mod kurderne, hvor over 100.000 civile blev dræbt og 4.000 landsbyer jævnet med jorden.
*Anvendelsen af kemiske våben mod iranske soldater og kurdiske civile.
*Henrettelsen af flere hundrede tusinde irakere, herunder masse-henrettelserne efter folkeoprøret i 1991.
*Forfølgelsen af marsk-araberne og ødelæggelse af deres livsgrundlag
*Massedeportation af etniske mindretal i Nordirak.

Til fortjenesterne hører:
*Oprettelse af et gratis skolesystem, bestående af seks års grundskole, tre års overbygning og mulighed for efterfølgende universitetsstudier på et af landets 10 universiteter eller 35 højere læreanstalter. En indsats, der har reduceret analfabetismen betydeligt og gjort irakerne til en af Mellemøstens bedst uddannede befolkninger.
*Oprettelse af et gratis landsdækkende sundhedssystem med lægehuse og hospitaler af høj standard. Som resultat af denne indsats havde irakerne før Golfkrigen en god sundhedstilstand med færre epidemier og faldende børnedødelighed og fødselstal.
*Tildeling af sociale goder såsom jord, bil, el, køleskabe og andre forbrugsgoder til familier uden forsørger samt traktorer og landbrugsredskaber til fattige bønder.
*En velfungerende infrastruktur med motorveje, flodtransport, lufthavn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her