Læsetid: 5 min.

Nekrologer

19. december 2003


David Hemmings, 62
*Hans store øjeblik kom i 1966, da en af tidens førende instruktører, italieneren Michelangelo Antonioni, gav ham rollen som ultra-chik modefotograf i sin filosofiske Swinging London-film Blow-Up. Hennings’ uskyldsblå blik og drengede udseende dannede her en sær kontrast til hans frække kynisme og lade Karl Smart-manerer og gjorde ham det år til den tænkende tilskuers mandlige sex-symbol nr. 1.
Men Hemmings var mere end en pretty boy og kunne med forståelse og præcision gennemspille filmens geniale kerne-scene, hvor han gennem forstørrelse på forstørrelse i mørkekammeret opdager, at han har fotograferet et lig i en park, som ingen ellers har opdaget.
Hemmings havde da allerede en karriere som sanger og kunstmaler bag sig, men det kneb med at følge succesen fra Blow-Up op. Rollerne var talrige, men filmene som oftest mislykkede og mere og mere B- og C-prægede. Bedst huskes nok Dario Argentos kult-thriller Deep Red fra 1975.
Men selv om Hemmings selv koketterede med, at folk anså ham for død og borte, var han ikke så lidt af en sej overlever. Klogt nok kastede han sig over instruktør-gerningen og arbejdede især for amerikanske tv. Og mod slutningen af karrieren blev han genopdaget som skuespiller og fik biroller i Ridley Scotts Gladiator, hvor han var Cassius, og Martin Scorseses Gangs of New York, som Mr. Schermerhorn.Pim.

Alan Dalton, 57
*Hans navn gav industrien udslet. Veteranen blandt arbejdsmiljøforkæmpere, Alan Dalton, gik op imod de største og farligste industrier og fik efter tre årtiers kamp historiens værste industrielle dræber, asbest, forbudt i England. Undervejs kostede det ham både bankerot, sortlistning og afskedigelse fra officielle miljøudvalg for at afsløre deres indbyggede fejl og mangler.
Dalton begyndte som kemiker i medicinalindustrien, hvor han hos Vestey arbejdede på malariavacciner. Det gik imidlertid op for ham, at sundhed ikke er noget, der produceres og sælges på piller, men er noget, man vinder gennem viden, sammenhold og kamp. I British Society for Social Responsibility in Science (BSSRS) oprettede Dalton græsrodsbladet ’Hazards Bulletin’ og begyndte i 1960’erne en kampagne mod asbest. Den rige og magtfulde asbestindustri gik straks i modoffensiv med kampagner under titlen ’vi har brug for asbest’ og som Dalton beskrev i bogen Asbestos killer dust (1979), med købte lægelige ekspertudsagn. Det kostede i første omgang et sagsanlæg for bagvaskelse, hvis omkostninger drev Dalton og Hazard Bulletin bankerot, men i anden omgang med 20 års forsinkelse har førende lægevidenskabelige tidsskrifter dokumenteret Daltons påstande både mod asbesten og lægerne.
Alan Dalton arbejdede det meste af sin karriere som journalist og underviser i arbejdsmiljø, men havde som aktiv forkæmper hele tiden mange kampe med myndighederne, hvoraf han vandt de fleste. Dalton fik blandt andet myndighederne til hvert år at offentliggøre navnene, der tidligere var hemmeligholdt, på årets arbejdsmiljøskurke. Ligesom det lykkedes ham at ændre retspraksis omkring ansvarlig ledelse, længe inden Enron-skandalerne rullede. Ved vedholdende og offentligt at udspørge de britiske sundshedsmyndigheder om hvorfor arbejdsgivere gang på gang gik fri efter dødsfald på arbejdspladsen (i byggebranchen alene døde 150 om året i England) lykkedes det ham at få fokus på uansvarlige ledere. 10 års kampagne ændrede retspraksis, og flere direktører har siden udtjent fængselsstraffe for forsømmelse af arbejdsmiljø og sikkerhed. Sidste måned blev hans livslange indsats anerkendt med Robert Tressel-prisen. rkj

Otto Graham, 82
*En af de helt store legender i amerikansk fodbold er død. Otto Graham var quaterback for Cleveland Browns i klubbens absolutte glansperiode.
Den Illinois-fødte super-atlet fra Waukegan, kunne lige så godt have kastet sig over basketball som voksen sportsudøver, også her var han på det udvalgte amerikanske hold for collegestuderende, men football vandt.
Som i så mange andre gode historier blev hans talent for en speciel sportsgren opdaget ved et tilfælde, men da han først begyndte at kaste en football, var sagen klar.
I nyere tid har man måske ikke haft så meget at prale af hos Clevland Browns, men da Otto Graham umiddelbart efter Anden Verdenskrig og 10 år frem kastede for klubben, og styrede dens angrebsspil, var den frygtet over hele kontinentet.
10 sæsoner i den progessionelle liga blev det til, og en lang række rekorder, nogle af dem holder stadig, i en sportsgren der næsten går lige så meget op i statistik som i slutresultater og vindere.
Det var nu ikke statistik, Otto Graham gik mest op i; han ville vinde, og i sine 10 sæsoner førte han Cleveland Browns til 10 mesterskabskampe, først i American Football Conference i fire sæsoner, de vandt alle fire, senere i National Football League i sine sidste seks sæsoner. Her måtte Cleveland nøjes med tre finalesejre. I hvad der skulle vise sig at blive den næstsidste, i 1954, ydmygede de Detroit Lions, som de havde tabt til de to foregående finaler, med 56-10.
Dette skulle være den sidste kamp, mente Otto, men en kontrakt på 25.000 dollar, ligaens højeste på det tidspunkt, men ham på andre tanker, og man må sige han tjente sin løn. Endnu en finale, endnu en sejr, denne gang over Los Angeles Rams, med overbevisende 38-14.
Så var det slut med det aktive spil på banen, men desto større blev indsatsen på sidelinjen. Som coach hyggede han sig i mindre klubber, der ofte vandt deres turneringer, men på et tidspunkt kaldte ’the big time’ igen, denne gang i form af ejeren af The Washington Redskins, der overtalte Graham til et come back i NFL. Det varede i to år, kort og ikke særlig behageligt. The Redskins havde to elendige sæsoner, og han blev fyret.
I 1985, efter en kræftoperation, var det slut med det aktive liv i sportens verden, og Otto Graham koncentrerede sig i stedet om velgørenhedsarbejde til fordel for kræftsyge.
Naturligvis er han indlemmet i både de professionelle og college-footballspillernes Hall of Fame, og heller ikke på Cleveland Browns officielle hjemmeside har man glemt ham.ross

Umar Devi Khatri, 80
*Den populære indiske sanger og skuespiller Uma Devi, også kendt som Tun Tun, blev omkring 80 år gammel. Hun kendte ikke selv sin nøjagtige fødselsdag, men det viste sig heller at betyde så meget for en af de mest omskiftelige karrierer i indisk film, hvor den sidste del udspillede sig i det nu så berømte ’Bollywood’-miljø.
Umar Devi måtte tage den lange vej rundt i underholdnings-branchen, og forsvandt også ud af den i en årrække.
Som forældreløs teenager med drømme om en sangkarriere drog Uma Devi frygtløst til Bombay, Indiens førende filmby, og i 1947 fik hun sine to første ’playback’-hits i filmen Dard. Allerede året efter nåede hun højdepunktet i den side af sin karriere, med hele syv sange i filmen Chandralekha, instrueret og produceret af S.S. Vasan.
Efter en kortvarig nedtur blev hun med stor succes genintroduceret i filmens verden, nu som Tun Tun, og i mere komiske roller, en genre hun beherskede i omkring 100 film i 60’erne og 70’erne. Inf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her