Læsetid: 4 min.

Nekrologer

12. december 2003


Erik Parker, 85
*Fhv. trompetist og restauratør Erik Parker er død. Han begyndte som ganske ung at spille trompet, og i 1938 blev han medlem af Svend Asmussens orkester, hvor han bl.a. optrådte sammen med Mills Brothers og Josephine Baker. I årene 1939-45 var han som instrumentalist og sanger et markant medlem af Leo ’The Lion’ Mathisens orkester. Erik Parker ansås som den betydeligste danske swing-trompetist og en af de ypperste repræsentanter for den danske ’guldalderjazz’. I 1953 emigrerede han til USA, hvor han blev restuaratør i Los Angeles. j.k.

Carlos Arana Osorio, 85
*Carlos Arana Osorio, general og ekspræsident for Guatemala 1970-74, døde lørdag. Osorio betragtedes som den første af Guatemalas skånsesløse militære præsidenter, der med lovlige og ulovlige midler bekæmpede den venstreorienterede guerilla og opposition mod styret under Guatemalas borgerkrig 1960-96. Osorio blev i slutningen af 1960erne berygtet som løjtnanten, der i det østlige Guatemala stod i spidsen for likvideringen af skønnet 8.000 personer. Han blev i 1970 valgt som kandidat for den højreorienterede partikoalition, Den Nationale Befrielsesbevægelse (MLN), og skabte de næste fire år som landets præsident en systematisk udryddelse af alle former for modstand, hvilket de næste præsidenter efterlignede. Efter at Osorio trådte tilbage som præsident i 1974 vandt hans parti, Den Centrale Aranista Organisation (CAO), flere mandater i landets kongres. Osorios brutale midler med hemmeligt politi, der begik overgreb på det maya-indianske flertal, skabte landets to største venstreorienterede guerillagrupper.
Osorios kompromisløse stil får i dag skylden for datidens sammenbrudte forhandlinger mellem Guatemala og Storbritanien om den tidligere britiske koloni, Britisk Honduras, der i 1973 blev omdøbt Belize og fik selvstændighed i 1981. rvh

Lionel Ngakane, 75 år
*Den sydafrikanske filminstruktør og skuespiller Lionel Ngakane er død. Ngakane var stifter af og primus motor i Det Panafrikanske Filmforbund (FEPACI), som i mange år gjorde et stort pionerarbejde for at overtale afrikanske regeringer og internationale institutioner til at opmuntre en uafhængig afrikansk filmproduktion.
Ngakane blev født i Pretoria i 1928. Han læste politisk filosofi, geografi og »administration af indfødte«, skønt ingen af disse fag kvalificerede ham til hans første job som værkfører i en busgarage i Johannesburg. Som freelancejournalist bidrog han til Zonk og Drum, to af Sydafrikas mest læste sorte aviser, og det var som journalist, at han kom til Storbritannien i 1950. Her interviewede den filmentusiastiske Ngakane den den ungarsk fødte filmproducent og instruktør, Zoltan Korda, som blev så imponeret af den opvakte unge mand, at han tilbød ham en af hovedrolle side om side med Sidney Poitier i sin filmatisering af Allan Paton-romanen Ve, mit elskede land.
I England mødte han andre sydafrikanere, flere af dem eksilerede dissidenter. Sideløbende med sin skuespilkarriere blev Ngakane aktiv i ANC. For at supplere sin indkomst solgte han antikviteter fra en bod på et loppemarked og kunne senere købe sin egen antikbutik. Efterhånden fik han råd til at købe et 16 mm-kamera og efter flere måneders intens læsning af bøger om, hvordan man laver film, optog han så i 1962 sin første dokumentarfilm, Vukani, der gav en rystende fremstilling af ondskaben i apartheidsystemet og de sorte sydafrikaneres miserable tilværelse. Han udmærkede sig bl. a. siden med en kortfilm om Storbritanniens første ’raceuroligheder’ i Notting Hill i 1958, der vandt priser ved festivalerne i Rimini og Venedig. Han lavede des-uden en dokumentarfilm om Nelson Mandela og fungerede som rådgiver og teknisk konsulent på Euzhan Palcys spillefilm En tør, hvid årstid med Marlon Brando og Donald Sutherland.
Som skuespiller spillede han bl. a. sammen med Eartha Kitt i Mark The Hawk (1957) og Stacy Keach i The Squeeze (1977).
I 1994 vendte han hjem til Sydafrika og spillede en hovedrolle i oprettelsen af landets nye nationale filmråd, der skal stimulere sydafrikansk filmproduktion.nil

John A. Kenney Jr., 89
*Hudfarve blev den dominerende faktor i den amerikanske læge John A. Kenney Jr.’s liv. Som en af de første sorte hudlæger i USA viede Kenney sit liv til studiet og behandlingen af hud-problemer hos den ikke-hvide befolkning. I en tid, hvor mange hvide læger i USA nægtede at behandle sorte, grundlagde han begrebet etnisk dermatologi og blev internationalt anerkendt for sin indsats.
Som søn af den markante cheflæge John A. Kenney Sr. voksede Kenney Jr. op omgivet af akademiske sorte, der var forældrenes venner i Tuskegee. Indtil der en dag i 1922 stod et brændende Ku Klux Klan-kors i forældrenes have. Under 24-timers bevogtning pakkede faderen
familiens ting og flyttede i stilhed nordpå til New Jersey.
Kenney ville være læge som sin far, og forsøgte at holde sig til uddannelsessteder nordpå, men i både New York og Chicago lod man ham stille vide, at de få pladser til sorte blev givet til lokale. Atter måtte han drage syd for Mason-Dixon linjen til Howard University i Washington D.C. og bittert finde sig i ikke at kunne købe en milkshake eller i at sidde på bageste række i biografen.
I 1945 blev han færdig som hudlæge, flyttede nordpå igen til en stilling på Cleveland University Hospital som statens første sorte hudlæge. Her begyndte han sin egen praksis i etnisk dermatologi, som hurtigt blev en dundrende succes. Men i 1961 valgte han trods en betragtelig nedgang i løn at tage imod en universitetsstilling på sit gamle universitet, fordi han følte det var hans kald at bedre forholdene for sorte hudlæger. Det lykkedes ham i sådan en grad, at kolleger krediterer ham for uddannelsen af omkring en tredjedel af de 300 sorte hudlæger, der praktiserer i USA i dag. rkj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu