Læsetid: 2 min.

Nix, sagde vi ej nein

3. december 2003

Spot
Historien er et spejl, hvor nutiden søger at tage sig fordelagtigt ud. Det gælder også vore dages udlægning af, hvad der skete under den tyske besættelse af Danmark fra 1940-45.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen fordømmer »den usle tilpasningspolitik«, som han beskylder den daværende regering for at have ført. Foghs formål er at kaste et heroisk skær over, at han tør føre Danmark ud i en krig. Ganske vist ikke med en overmægtig nabo, men med et fjernt land i Mellemøsten.
Statsministeren ser bort fra, at Danmark søgte at tækkes Tyskland, fordi det på det tidspunkt var verdens mægtigste militærmagt. Og at den rolle i mellemtiden er overtaget af det USA, som Fogh ønsker at tækkes. Tilpasningspolitikken fortsætter. Ussel eller ej.
En af besættelsestidens myter er, at danskerne sagde nej til den tyske besættelsesmagt den 29. august 1943. Myten giver genlyd i titlen på aftens tv-program om begivenheden: Dengang vi sagde
NEIN.
Ordet »vi« er et drilsk ord. Helt præcist, hvem var »vi« der sagde nej til tyskerne. Bruddet var ikke ét, som den samarbejdende danske regering af S, R, V og K ønskede. Partiet Venstre ønskede det slet ikke. Dertil var Venstre alt for optaget af at bruge besættelsesmagtens tilstedeværelse til at sikre høje flæskepriser og lave sociale ydelser.
De, der ændrede historiens gang, var de modige enkeltpersoner, der i dagene op til den 29. august 1943 øvede sabotage eller gik på gaden og demonstrerede mod den tyske besættelsesmagt. Der var mange kommunister blandt de aktive. Når regeringen endte med at træde tilbage snarere end at give efter for de tyske krav om undtagelsestilstand, skyldtes det, at regeringspartier var bange for, at kommunisterne ville få så megen folkelig støtte, at de kunne gennemtvinge et statskup, når krigen var forbi.

Og nu kommer det rigtigt drilske. For udgangen på 29. august blev faktisk ikke, at det officielle Danmark sagde nej til fortsat samarbejde med besættelsesmagten. Der skete det, at regeringen, anført af stats- og udenrigsminister Scavenius, indgav sin afskedsansøgning til kong Christian X. Men kongen imødekom ikke ansøgningen. Så regeringen blev rent teknisk siddende – om man vil: hvilende – frem til 5. maj 1945 – hvor kongen kunne tage afsted med Scavenius og takke ham for hans indsats.
I forståelse med de hvilende ministre og med den tyske besættelsesmagt overtog departementscheferne den daglige administration resten af besættelsestiden. De holdt til stadighed kontakt med ministrene, hvoraf enkelte en gang imellem kiggede forbi og ekspederede sager på deres kontor. Intet andet tyskbesat-land havde et lignende styre. Det reddede Danmark for katastrofer. Men nej sagde ’vi’ ikke.

*DR2 23.00: Dengang vi sagde NEIN

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her