Læsetid: 2 min.

De, du og øgenavn

9. december 2003

Spot
Hvem er De på fornavn med? Og hvem ønsker De at være på fornavn med? Har man én gang som Grønt Bud bragt en pakke ud til Lars von Trier, eller har man trykket hænder med ham til en premiere, hedder han derefter selvfølgelig ikke andet en Lars. Andre kan efter mange års bekendtskab eller familiær tilknytning få lov at beholde efternavnet for altid.
Men, der findes også situationer, hvor De ikke længere selv kan bestemme, hvor dus De har lyst til at være. Værterne Mads, Camilla og Jesper på P3, har for eksempel over årene mistet efternavnet i forsøg på en mere venskabelig tone med lytteren. Selv værterne på P3-nyhederne har måtte sætte megen troværdighed på spil for at skabe den gode stemning. De har endnu beholdt efternavnet, men bliver gerne lige inden nyhederne taget med i sendefladen med en personlig anekdote eller en frisk bemærkning.

Mere konsekvent er tidens reality-shows. Deltagerne i disse programmer ejer tilsyneladende ikke et efternavn - ligesom ekspedienterne hos Burger King og 7-eleven. Frank, Regina, Jon, Hans, Gudrun, Julie, Christian alle gode danske navne, der efterlader en fornemmelse af, at vi skulle have kendt dem gennem flere år.
Men der er en fare ved disse fornavne. De efterlader en pivåben dør til folkedybet – øgenavne. Man finder hurtigt ud af at fornavnene ikke rækker, når man skal sidde sammen med vennerne og diskutere aftenens afsnit af Popstars eller Robinson. Selv om de fleste ved hvem Jon er, så er det rent rytmisk svært at undlade et efternavn på en person, man aldrig har kendt – det føles en smule omklamrende blot at skulle titulere en fuldkommen ukendt person ved fornavn. Derfor kan man naturligvis lægge distance til vedkommende med et tilnavn. I det konkrete tilfælde med Jon blev det som antallet af Popstarsvindere vokser, efterhånden udvandet besværligt at kalde ham Popstars Jon. Så er det jo godt at manden selv kan tage affære og skabe sig et rygte, hvor et øgenavn ligger lige tilhøjre benet. Efter den formel har vi lært at kende Klamme-Erik, Volds-Jon, Klynke-Thomas og Hade-Martin.

TVs nyhedsværter har beholdt efternavnene lidt endnu, men med de yngre kræfter er fundamentet begyndt at skride. Morten Løkkegaard har stadig beholdt sit efternavn, men er, som den mand han er, ikke bange for at sætte sin troværdighed over styr. Således prydede han for et par måneder siden forsiden af det erotiske blad Tidens Kvinder, hvor han beskrev sit seksuelle forhold til kvinder (har jeg hørt).
»Det giver mig ikke præstationsangst, hvis en kvinde demonstrerer sin lyst,« sagde han til bladet. »Men det kan tænde mig af, hvis hun er meget aggressiv i sin approach. Så kommer jeg til at føle mig som et objekt og det siger mig ikke noget at være en fangst.« Tak for den oplysning Morten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her