Læsetid: 2 min.

Olga af Ballerup

29. december 2003

Spot
En tsar – eller zar, som man lige så korrekt kan stave det – er noget, der hørte til i det gamle Rusland eller hvad? Helt rigtigt, men vi har været ganske tæt på engang. Her tænkes ikke blot på prinsesse Dagmar, der gik hen og giftede sig med en tsar, men i dagens anledning på den sidste tsars søster, der boede i Ballerup og var storfyrstinde. En omvendt Askepot-historie af denne kategori: »Hun var født til et liv i rigdom...«
Om Olga, som hun hed, fortælles i Sonja Vesterholts dokumentarfilm, Den sidste storfyrstinde. En fantastisk skæbnehistorie, ikke ukendt, men her er den gravet ud via resarch i arkiver i Danmark, Rusland og Canada samt samtaler med bl.a. slægtninge, der har kendt Olga. Hvad Sonja Vesterholt fandt, var ikke en stakkels, ydmyget kvinde, tvunget i eksil af revolutionen, men en selvstændig kvinde, der – måske – i stedet fandt sig selv bl.a. som billedkunstner, der fandt vej til Charlottenborg og i øvrigt udstillede i mange lande.

Olga har i ord gengivet kroningen af sin storebror Nikolaj som et gigantisk ritual – for ikke at sige show:
»Så nåede vi endelig hen til Kreml. Vi steg ned fra de gyldne kareter og gik i en lang procession over planker dækket af rødt stof, til vi kom til kirken. I et stykke tid kunne jeg ikke se Nicky, men jeg så Mama sidde på en trone med en diamantkrone på hovedet og en masse herrer, der holdt hendes lange slæb med diamantkrone på hovedet og en masse herrer, der holdt hendes lange slæb med hermelinkåben...(...)...Da vi gik ud af kirken råbte mængden hurra, og vi skulle bukke og lade, som om vi var glade. Vi havde stået op i timevis. Jeg lo hele tiden, og de trættende ceremonier har ikke noget med mig at gøre.«

Storfyrstinde Olga boede i Ballerup i årene 1930-48. Hun døde upåagtet i en lille lejlighed i et fattigt kvarter i Toronto i 1960. Med andre ord: Vi står med det ene ben i afdelingen for snav, ugeblad og kejserrøgelse, men med det andet i kvinde- og verdenshistorien.
Instruktøren Sonja Vesterholt er selv vokset op i Rusland under Sovjetunionen. Hun, der flyttede til Danmark i 1971, har været bryggeriarbejder på Carlsberg, undervist i russisk på Københavns Universitet, men blev så uddannet fra Den Danske Filmskole og har siden instrueret en række dokumentarfilm, ikke mindst med temaer fra Rusland og baltiske omegn. Hun har i dag sit eget produktionsselskab.
Qua sin opdragelse havde hun en blokering i forhold til at se det menneskelige i tsar-familiemedlemmers historie. Den skulle nu være overstået.

*DR 2 kl. 18.15: sidste storfyrstinde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu