Læsetid: 4 min.

Oppe på beatet, nede med skidtet

Der er grøde i dansk raps undergrund, og flere forfinede råmaterialer så dagens lys i 2003. I USA fik blingbling-hiphoppen tiltrængt modspil
31. december 2003

Hiphop 2003
Hiphoppen er det auditive rum, hvor tingene går ned i disse år. Det viste 2003, der ellers understregede musikindustriens kreative krise med fortsat dalende salgstal.
For 10 år siden figurerede rappen ikke engang som en kategori på pladebutikkernes hyldemeter. Nu sælger genren stort, og kunstnerisk udfordrer rapperne mere, end resten af den p.t. succesfulde danske musikscene.
Det går eksempelvis så godt, at pladeselskaberne ikke har kunnet dy sig for at lave en kompilation-serie dedikeret de nyeste hiphop- og R&B-hits fra såvel ind- som udland. Now Hip hop hedder lortet, og det skal nok sælge i uhyrlige mængder blandt bonderøve uden anstændige pladebutikker i knallert-afstand – det sker bare på bekostning af kunstnernes egne udgivelser. Men nu har man jo aldrig kunnet klandre pladebranchen for at turde tage det lange seje træk, så nogen overraskelse repræsenterer tiltaget ikke.

8 Mile gjort til skamme
Så kunne den delvis retrospektive introduktion Dansk Rap 1988-2003 fra april bedre gå an. Her fik vi serveret et (temmelig indforstået) udvalg af den hjemlige scenes foreløbige anstrengelser i løbet af de 15 år, dansksproget rap er blevet trykt på vinyl og brændt i cd’er. Ikke mindst de dengang overhørte Rip Rap & Rock og deres »Vesterbro« fra 1988, Kongehusets »Chauførende«, Tue Tracks »Frikaduns I Min Nums« og Pinocchio Teoriens ambiente »Interne Affærer« fungerede som nostalgiske tilbageblik.
Hensigten med Dansk Rap 1988-2003 virkede i det hele taget reel. Det samme kan siges om MC’s Fight Night All-Stars, der røg på gaden efter det fjerde og hidtil mest vellykkede knock out-mesterskab i freestyle-rap. Den fortættede turnering blev afholdt i en udsolgt cirkusbygning, hvor stemningen på Verner Pantons farvestrålende sæder slog selv det største FCK-Brøndby-brag. Finalen mellem den vindende ’veteran’ Strøm og rookien MiKL kulminerede med lyriske lussinger, der gjorde slutscenerne i blockbusteren 8 Mile til skamme.

Nye højder
Falde igennem kunne man heller ikke klandre det forgangne års langspillere fra den danske rap-elite for at gøre. Ikke fordi folkene bag lyder til at have fast grund under fødderne, men fordi de med en vis fremdrift springer mellem sprut-flagerne i Århus’ og Københavns pattestive natteliv.
I begyndelsen af tyve-nul-tre gjorde både Suspekt og L.O.C. sig således bemærkede med hardcore barhop. Via Rune Rasks og Troo.L.S.’ gennemførte produktioner fremstod udgivelserne som et endegyldigt bevis på, at vi ikke længere ligger under for amerikanerne, når der skal skrues på knapper og lånes fra det globale beatbibliotek.
Teksterne på Liam O’Connors Inkarneret stank desuden af udvikling siden dennes ellers frækt fordrukne debut, Dominologi. Det kan derfor kun blive spændende at følge drengerøven, når han efterhånden får ondt i skrumpeleveren – og måske også rygerhjernen og samvittigheden.

Ubefærdet plateau
Dét begyndte Jesper ‘Jokeren’ Dahl netop på med efterårets solodebut Alpha Han. Lyrisk løftede Jokeren sig til et hidtil ubefærdet plateau, da han kompromisløst fortalte om at blive dumpet af den eneste ene på »Møgluder – Kvinde Din«, hyldede sit hood på »Havnen« og med »Sulten« proklamerede sin rimappetit.
Sprogligt fik Den Gale Poses frontfigur kvalificeret modspil i Mass’ ep fra et af de mange (modigt) knopskydende pladeselskaber, Empire Music. Kronisk Halsbrand hed udspillet, og det var rigtig nok kraftige, halsbrækkende sager, den 24-årige københavner serverede. Mass a.k.a. Streetmass alias Mads Ebdrup kan en ting eller tredive med det danske sprog, og hans bebudede langspiller bliver et af 2004’s mest interessante albumdebuter.
Følger vi den kommercielle logik kommer der sikkert også nyt fra Ufo Yepha i løbet af det nye år. I sommer havde duoen et mo(n)sterhit med energibaskeren »Hver Dag«, men derfra løb de unge løver tør for inspiration og benzin til deres nok så omtalte kussemagnet, så nu gælder det vel sagtens om at presse de sidste gyldne dråber ud af konceptet. Nik & Jay skal i hvert fald ikke føle sig truede på deres pophop-territorium – næ og ak, nødderne fra Værløse er fortsat hottest på H.C.
Andersens Boulevard.

Sublim sydstats-sump
Internationalt skorter det omvendt ikke på de udtømmelige energiressourcer efter Iraks besættelse. Fra hiphoppens hjemstater, USA, osede det da også af et musikalsk overskud, som var værd at investere kroner og timer i.
Bedst blev det med hillbillyen Bubba Sparxxx’ anti-idylliske fabler fra møddingen Georgia. Deliverance leverede en perlerække troværdige miljøportrætter af en sjældent belyst del af white trash-kultur – og produceren Timbalands bluegrass-inspirerede lydtapet komplimenterede 110 procent.
I New York forblev El-P’s Def Jux-pladeselskab tro mod missionen om at fjerne hiphoppens forvrængede fokus fra blingbling-dyrkelsen og panorere det tilbage på den politiske bevidsthed og gadedrømmene. Sammen med protegeerne Aesop Rock og DJ Shadows potentielle arvtager, RJD2, præsterede El-P i øvrigt årets fedeste hiphop-koncert på dansk grund, da d’homeboys var ved at vælte Roskilde Festivalens lille Odeon-telt ultimo juni.

Vi glæder os
Og således fik vi meget at glæde sig over i året, der gik – og der er endnu mere at glæde sig til i 2004.
Eksempelvis debuten fra Phili-MC’en The Lost Emperor. Hans lille mesterværk af en plade bliver anmeldt i denne avis’ spalter a.s.a.p., og så tager vi det bare derfra. Skridt for skridt, beat på beat, punchline efter punchline. 2003, we outta here ... Peace!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu