Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

4. december 2003

Kunstfonden hædrer Boe
*En eksperimenterende debutfilm, en farverig animationsfilm og et politisk teaterstykke er hver blevet hædret med 100.000 kroner fra Statens Kunstfond. De begunstigede tæller debutanten Christoffer Boes Cannes-vinder, Reconstruction, den garvede filminstruktør Jannik Hastrups Drengen, der ville gøre det umulige og dramatikeren og forfatteren Claus Beck-Nielsens stykke Parlamentet, der blev opført på Gladsaxe Teaters eksperimentalscene, Das Beckværk, tidligere på året.
»En grotesk, balstyrig gang politisk teater, som med suveræn vitalitet fremviser den politiske virkelighed som et satanisk spejlkabinet,« siger udvalget om det præmierede stykke. Jannik Hastrups animerede værk omtales i vendinger som »en kraftfuld historie« og »civilisationskritik som forførende eventyr«. Og sluttelig får Boes kærlighedsdrama følgende ord med på vejen: »Alt er konstruktion, alt er film – men alligevel er det ægte smerte og ægte kunstnerisk begavelse, der her er på spil.« msk

9/11-udstilling i New York
*En udstilling bestående af genstande fundet i vragene af World Trade Center er åbnet i New York. Samlingen dokumenterer arbejdet med den minutiøse gennemgang af murbrokker og stumper, der efterfølgende blev flyttet til en losseplads.
Her har man blandt andet fundet mere end 54.000 personlige genstande som ringe, ure, tegnebøger og ID-kort.
Selve udstillingen indeholder mere end 50 objekter og 65 fotografier, inklusiv dele af de fly, der ramte tvillingetårnene 11. september. Den er blevet til i samarbejde mellem Historical Society og New York State Museum. msk

Endelig nyt fra Swan Lee
*Swan Lee med sangerinden Pernille Rosendahl i spidsen har bebudet, at gruppen barsler med den længe ventede opfølger til debutalbummet, Enter, der udkom i 2001 og solgte i 25.000 eksemplarer. Det kommende udspil har endnu ikke fået et officielt navn. Det har til gengæld den første single, I Don’t Mind, der udsendes i januar. 1. marts skulle albummet være på hylderne, hvorefter Swan Lee drager ud på sin hidtil største turné her til lands. msk

Gehry trækker sig
*Arkitekten Frank Gehry, der er blevet valgt til at designe det længe ventede museum for de polske jøders historie i Warszawa, har trukket sig ud af projektet, skriver Jerusalem Post. Museet til 63 millioner dollar, der har til sigte at skildre tusind års jødisk kultur i Polen, skal bygges på den grund, der tidligere husede Warszawa-ghettoen. Museets projektleder, Jerzy Halbersztadt, har udtalt, at »mange forskellige faktorer« har bidraget til Gehrys beslutning om ikke at deltage i projektet, hvilket har foranlediget planlæggerne til at indbyde til arkitektkonkurrence, der lanceres i januar. msk

Kortest muligt
*Forsinkelse I mandags anmeldte Torben Bille Ulf Lundells nye cd og roman. Cd’en En Eld I Kväll er imidlertid blevet udskudt, således at den først udkommer i Danmark mandag 8. december.
*Rekord Billetsalget til den tredje og sidste film i trilogien om Ringenes Herre slog alle rekorder, da 170.000 billetter blev revet væk inden for de første 24 timer. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu