Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

24. december 2003


Hvad du ønsker skal du få
*Hvis De ved, at der venter Dem en boggave under juletræet, er det måske en god idé at springe over nedenstående, der har tænkt sig at komme med endog flere bud på, hvad en sådan kunne indeholde.
Danskerne har nemlig ikke den store lyst til at eksperimentere, når de skal finde en hård pakke eller bare købe en bog til sig selv, men er ofte meget konforme i deres valg. Det er stadig de kendte forfattere som Jane Aamund og Kirsten Thorup, der topper boghandlernes bestseller-lister over den skønlitterære genre.
Således ligger Aamunds fortællinger i Den irske stemme ikke overraskende nummer et på Arnold Buscks bestsellerliste, mens den også har høj placering hos Bog & idé og Gad. Thorups Ingenmandsland er ifølge bestsellerlisterne ligeledes et godt bud på en boggave. Men titler som John le Carrés Absolutte venner, Ken Folletts London kalder, Dan Browns Da Vinci Mysteriet, Jette Kaarsbøls Den lukkede bog, Dorrit Willumsens Bruden fra Gent, Vita Andersens Get a life og Morten Sabroes Hoffmans er ligeledes alle blevet pakket flittigt ind på boghandlerdiskene i løbet af december.
I kategorien erindringer og biografier overstråler Johannes Møllehave og Benny Andersens samtalebog Det skal mærkes at vi lever alt andet, om end Lise Nørgaards Matador, Jens Andersens Andersen, Poul Nyrups Rødder og Malene Schwartz’ Livet er ikke for begyndere også er meget populære i den danske afdeling.
Harry Potter og Fønixordenen ligger nummer to på Bog og idés liste og selvom den i sin status af børnebog ikke er repræsenteret på listen hos de andre boghandlere, skal den vægtige sag dog nok give julemanden rygsmerter i aften. msk

Dansk musik profileres på messe
*Hele syv danske bands er blevet inviteret til at deltage i den hollandske musikkonference, Eurosonic, der betragtes som en af de mest betydningsfulde i Europa.
Eurosonic holder til i den hollandske by Groningen og hvert år bliver mere end 100 internationale bands hentet dertil. Tidligere har danske navne som Swan Lee og Saybia optrådt på messen, men det er usædvanligt, at Danmark i denne ombæring stiller med hele syv af slagsen. Det drejer sig om Baby Woodrose, Under Byen, Kitty Wu og Carpark North, der alle spiller 8. januar og er udtaget af DR, ROSA, The Agency Group og Roskilde Festival. Dagen efter har Eurosonic selv sørget for at booke Tim Christensen og Wynona til at spille op til de udenlandske kolleger samt diverse branchefolk. msk

Life of (B)ryan
*På trods af at det ikke rigtig synes at være gået op for pladebutikkerne rundt omkring i det ganske danske juleland, har Ryan Adams i december frigivet ikke færre end tre udgivelser: det fuldbårne album Rock N Roll samt EP’erne Love is Hell I+II. Førstnævnte kan erhverves i alle velassorterede pladebutikker, mens sidstnævnte ved redaktionens slut, fortsat glimrede i sit fravær på hylderne rundt omkring (onde tunger siger, forsinkelsen skyldes, at pladeselskabet har valgt at nedprioritere de smalle produktioner til fordel for de ‘sikre’ og mere kommercielle julesællerter). Ifølge CNN.com leverede Adams’ en mindeværdig optræden ved en koncert i Nashville i fjor, hvor et medlem af publikum gentagne gange anmodede ham om at spille »Summer of ’69«, der, som mange vil vide, er et hit af Bryan, ikke Ryan, Adams. Ryan beordrede til sidst lyset tændt og idioten fjernet fra salen.
Bryan Adams kan i øvrigt, ikke overraskende, erhverves i snart sagt alle pladebutikker og supermarkeder, og vil sikkert også ligge gemt under juletræerne i mangt et hjem, mens Ryan lader vente på sig.
msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu