Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

20. december 2003


(Natur)historisk fusion
*Fra årsskiftet bliver fire københavnske museer lagt sammen til et stort, nyt museum. Det drejer sig om Zoologisk Museum, Geologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have, der får fællesbetegnelsen, Statens Naturhistoriske Museum, skriver Ritzau.
Der er således tale om et nationalt hovedmuseum på lige fod med Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, der dog i modsætning til de to øvrige kommer til at høre under Københavns Universitet.
Beliggenheden er for indeværende uændret, men på sigt er forhåbningen, at det vil blive muligt at samle hele Statens Naturhistoriske Museum i det centrale København.
De fire institutioner, der indgår i sammenlægningen, har rødder tilbage i det 1700 århundredes kunstkamre og naturaliekabinetter. Botanisk Haves Historie daterer sig tilbage til år 1600.
Formålet med fusionen er overvejende at styrke forskningen og udviske de klassiske faggrænser mellem zoololgi, geologi og botanik. msk

Navnet er Tue
*I starten af december modtog Tue West P3’s Talentpris og 25.000 kroner ved P3 Guld-uddelingen.
Nu har Statens Kunstfonds rytmiske tonekunstudvalg præmieret ham med 50.000 kroner for det navnkundige album Tue West. Af motiveringen lyder blandt andet, at »Det er originalt, fremadrettet, intelligent og elegant.« Endvidere høster Tue West roser for sine poetiske danske tekster, der er renset for klicheer.
26. december kl. 19 giver han koncert i Den Grå Hal på Christiania, flankeret af Lars H.U.G. og 60’er-ensemblet Burning Red Ivanhoe. Billetter via Billetnet. msk

DR goes to China
*Befolkningerne i Kina og Hongkong har fået smag for danske tv-programmer. Det er hovedsageligt den blomstrende danske dokumentarisme, der har formået at skabe store seertal i de to lande. Ifølge DR’s Kulturportal melder DR Salg om stadig flere henvendelser fra såvel statslige som kabel- og satellitstationer, der vil have dansk tv til østen. Indtil videre er der tale om henved 20 DR-producerede programmer.
Det er primært ønsket om et mere intimt forhold til den vestlige kultur, der motiverer køberne til at investere i programmer om alt fra Arne Jacobsen til det faldende fødselstal i vesten. Kineserne er til gengæld ikke særlig begejstrede for kritiske programmer eller for megen snak. Når man synkroniserer dansk til kinesisk, ser det nemlig ganske tåbeligt ud. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu