Læsetid: 2 min.

Fra patriarkens efterår

Mikhail Botvinnik er hovedattraktionen i andet bind af Garry Kasparovs store VM-føljeton
23. december 2003

Skak
På nettet, hvor man som bekendt kan blive præsenteret for alle mulige slags »sandheder«, er der en kendt skakskribent, der har opdaget en eklatant fejl i første bind af Garry Kasparovs skelsættende skakhistorie My Great
Predecessors. Det skulle an-giveligt dreje sig om en variant til ikke et specifikt nævnt parti, hvor den store Kasparov skulle have overset mat i ét træk! Indtil jeg har fundet ud af, om dette har sin rigtighed, vil jeg gentage, at der – overseelse eller ej – er tale om et brag af skakbog, og at det samme gælder andet bind, der nu har sat dagens lys.
I første bind tog Kasparov de fire første verdensmestre – Steinitz, Lasker, Capablanca og Aljechin – under kærlig behandling.
Denne gang er turen kommet til firkløveret Euwe, Botvinnik, Smyslov og Tal. Og lad det være sagt straks – det er afsnittet om Mikhail Botvinnik, der fremstår som hovedattraktionen i dette andet bind. Ikke alene fordi det sidetalsmæssigt fylder mest, nemlig godt 150 af bogens generøse 480 sider, men også fordi det rummer en række personlige synspunkter og oplevelser med den store mester i fokus.
Da Garry Kasparov som teenager mødte ham i den berømte skakskole i Moskva, var patriarken i sovjetisk skak – for det var jo Botvinniks status! –- langt inde i sit efterår. Han støttede og inspirerede Garry og havde naturligvis ikke svært ved at se, hvilket potentiale denne iltre knægt fra Baku havde.
Men han advarede ham også mod at søge kompleksiteten i spillet for kompleksitetens egen skyld.
»Du bliver aldrig nogen ny Aljechin, hvis du lader varianterne styre dig i stedet for selv at styre varianterne,« sagde Botvinnik.
Det sårede mig dengang, indrømmer Kasparov, men den livs- og skakkloge Botvinnik
havde selvfølgelig ret.

Smæk for skillingen
Som i det første bind får man et væld - helt nøjagtigt 148 - udførligt kommenterede partier og partiafslutninger, en række af dem vil for mange læsere være gamle kendinge, men her er de blevet nyanalyseret af Kasparov og hans trofaste computer-hjælper.
Værket er for øvrigt planlagt til at omfatte i alt fem bind, hvoraf det sidste udelukkende vil omhandlede Kasparovs lange og legendariske VM-dyster mod ærkerivalen Karpov.
Næppe mange boghandlere i dette land ligger inde med det andet bind (til 379 kr.), så det nemmeste vil nok være at ringe til Dansk Skaksalg på 63440013 (netadressen er: skaksalg.dk).
Omgaven fra sidste uge var et øjebliksbillede fra en dyst mellem to af de verdensmestre, der optræder i andet bind – Tal har hvid mod Smyslov:
Se diagrammet.
Troldmanden fra Riga afgjorde partiet med 19.Dxf7!
Pointen er: 19. – Txf7 20.Txd8+ Sg8 21.Sxf7 mat – eller 19. - Te8 20.Dg8+! – og igen er der mat på f7.
Smyslov spillede imidlertid 19. – Da1+ 20.Kd2 Txf7 21.Sxf7+ Kg8 22.Txa1 – men opgav få træk senere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her