Læsetid: 4 min.

Penge alene gør det ikke

Flere ressourcer er ikke vidundermidlet mod socialt belastede skoler. Allerede i dag flytter kommunerne ekstra ressourcer til skoler med sociale problemer
15. december 2003

Mens Peter og Mathilde fra villakvarteret koster 143 lærertimer om året, afsætter kommunen 210 timer til Brian og Fatima på den socialt belastede skole. I flere af de store byer er omfordelingen endnu større – nogle steder bruges der op til dobbelt så mange lærertimer pr. elev på skoler med mange socialt udsatte elever.
Det viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som offentliggøres i Ugebrevet A4 i dag.
Alligevel står slagsmålet om flere ressourcer i centrum i enhver dansk skoledebat. Også når det gælder om at bryde den sociale arv. Da A4 for nylig offentliggjorde analysen af den voksende sociale opdeling af folkeskolen, kom svaret fra både politikere og lærerforeningen prompte: Giv flere penge til skoler med stor belastning. Men ifølge Danmarks førende forsker i social arv, professor Erik Jørgen Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, er den holdning et vildspor: »Man kan med ganske stor sikkerhed konkludere, at det ikke har nogen stor effekt for børns chancer senere i livet, hvor mange ressourcer vi bruger på skolerne. Dokumentationen halter,« siger han.
Forskningen på området viser, at det er stærkt tvivlsomt, om man kan bryde den negative sociale arv alene ved at dreje endnu mere på den økonomiske skrue. Det er snarere nødvendigt med grundlæggende reformer af både skole- og boligpolitik, så børn fra forskellige sociale og kulturelle miljøer sidder bord ved bord i skoleklasserne og inspirerer hinandens hverdag.
»Selv om vi gennem årtier har tilført flere midler til folkeskolen, så har det ikke hjulpet afgørende på risikoen for at belastede børn bliver ramt af den negative sociale arv. Forholdene i deres opvækst og nære omgivelser er stadigvæk en afgørende faktor. Den sociale sammensætning af en klasse er en af de vigtigste løftestænger for et barn, når den negative sociale arv skal brydes,« siger Erik Jørgen Hansen.
Data fra Undervisningsministeriet, Danmarks Statistik og forvaltningerne i København og Århus viser, at de større kommuner allerede i dag gennemfører en klar prioritering til fordel for de skoler, der har mange elever fra socialt svage kår. Men Erik Jørgen Hansen opfordrer kommunerne til at gå mere radikalt til værks for at skabe blandede klasser. Og flere kommuner er i gang.

Svære strategier
Mange kommuner ændrer løbende på skoledistrikterne, så en skole for eksempel både får elever fra villakvarteret og fra de store almene betonklodser. Et af de mere konkrete eksempler er i Korsør, hvor elever fra det socialt belastede såkaldte »motorvejskvarter« dagligt kører flere kilometer i skolebus for at gå i skole i det mere velstillede parcelhuskvarter i Tårnborg.
En anden mulighed er fordeling af indvandrerbørn. Syv ud af 15 kommuner med mange tosprogede elever har en »spredningspolitik« og yderligere to kommuner er på vej.
Ordningerne tilskynder indvandrerfamilier til at vælge skoler uden for distriktet, så deres børn kommer i klasse med flere ressourcestærke og flere etnisk danske elever.
Erik Jørgen Hansen er en varm fortaler for at fordele skolebørn med en ressourcesvag baggrund.
»Vi kender oprindelig såkaldt bussing fra USA, hvor kriteriet for at køre eleverne til andre skoler var race: Sorte og hvide. Resultaterne viser, at spredningen har givet de sorte amerikanere et markant uddannelsesløft, som de ellers ikke ville få. Jeg har altid troet, at det var for kuriøst til at blive en del af den danske skolevirkelighed. Men heldigvis er det et middel, der er ved at blive taget i brug,« siger han og understreger, at han først og fremmest tænker bussing i forhold til ressourcesvage børn og ikke alene for tosprogede elever.
Ifølge Erik Jørgen Hansen hænger skoledebattens forkærlighed for penge sammen med politikernes behov for konkrete og hurtige programmer: »Politikerne bryder sig ikke om konklusioner, der peger på, at der skal grundlæggende ændringer til. De skal skabe resultater her og nu, og derfor kommer det til at handle om penge,« siger han.

43 pct. til særlige behov
I Århus bruges der 143 lærertimer pr. elev på den mest velstillede fjerdedel af skolerne, men hele 210 timer pr. elev på den mest socialt belastede fjerdedel. De enkelte skolers tal for lærertimer pr. elev giver kun et groft fingerpeg om fordelingen af ressourcer, men billedet bekræftes af en nøjere analyse af forholdene i København.
I København bruges kun 57 procent af timerne i skolevæsenet på »normalklasser«, som fordeles jævnt på kommunens 52 folkeskoler – hele 43 procent er afsat til elever med særlige behov.
En del af disse anvendes på specielle tilbud – for eksempel modtageklasser for flygtningebørn, undervisning af døve, særlige klasser inden for specialundervisningen. Men en stor del af ekstratimerne gives som ekstra ressourcer til de 52 folkeskoler, og de fordeles efter tre afgørende kriterier:
*Mønsterbrydning. Der afsættes ekstra lærertimer til skoler i socialt svage distrikter – det vil sige områder, hvor der i forældrekredsen er mange på førtidspension og kontanthjælp. Denne pulje udgør dog under en tiendedel af de ekstra timer, som bevilges til skolerne.
*Tosprogede. Omkring halvdelen af ekstratimerne ydes til klasser og børnehaveklasser på skoler, hvor der er mange tosprogede elever.
*Specialundervisning. Også en stor post, der tegner sig for over 40 procent af de ekstratimer, som bevilges til folkeskolerne i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu