Læsetid: 2 min.

Pensions-bomben er en fuser

Problemerne med det stigende antal pensionister er overdramatiseret, mener flere økonomiprofessorer
9. december 2003

Det er stærkt overdrevet at omtale de ældre som en ’pensionsbombe’ eller en trussel mod velfærdsstatens fremtid, mener flere økonomiske eksperter.
Professor ved Syddansk Universitet, Christen Sørensen, kalder ligefrem de udfordringer, den aldrende befolkning giver den danske velfærdsstat i de næste fire-fem årtier, for »luksusproblemer«.
Økonomen Jesper Jespersen, professor ved RUC, kalder debatten »forvredet«. Han påpeger, at nationalindkomsten er steget med gennemsnitligt to procent om året i de seneste 100 år – og det fortsætter den efter al sandsynlighed med:
»Det lyder måske ikke af så meget, men det indebærer, at nationalproduktet bliver fordoblet i løbet af de næste 35 år. Til den tid vil en dansk normalfamilie altså have en købekraft og et privatforbrug, der er dobbelt så stort som i dag,« siger han.
Problemet er udelukkende fordelingspolitisk, mener Jesper Jespersen:
»Kernen i debatten om den såkaldte ’ældrebyrde’ er, at vi skal fordele et dobbelt så stort nationalprodukt mellem pensionister og erhvervsaktive. Men da fordelingspolitik i høj grad er skattepolitik, og skattestigninger er blevet politisk ukorrekte – så er der gode muligheder for at afspore debatten.«
Bent Rold Andersen, forhenværende økonomisk vismand og socialminister, er helt på linje med de andre økonomer, Information har talt med. Han understreger, at der hverken bliver tale om økonomisk knaphed eller fattigdom i fremtiden, kun om at fordele en stadig større rigdom.
Derfor synes han »ærlig talt«, at den unge generation piver uden grund: »De arver et fantastisk produktionssystem. Nutidens arbejdende danskere står direkte på skuldrene af tidligere generationer. Samlet set er der sket meget større investeringer i den offentlige sektor – finansieret over skatten – end i den private.«
»Eksempelvis har de ældre generationer betalt opbygningen af hele uddannelsessystemet, for at de unge kan komme godt i vej. Antallet af personer, der får en gymnasial uddannelse, er ti-doblet på fem årtier. Antallet af folk med længerevarende uddannelser er sytten-doblet i samme periode.«
»Derfor er det fuldstændigt urimeligt, at de unge, der hver eneste dag nyder frugterne af de ældres arbejdsindsats, brokker sig over, at de ældre er en udgiftsbyrde,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her