Læsetid: 5 min.

’Pensionsbomben er et luksusproblem’

I 2040 skal danskerne fordele en dobbelt så stor samfundsproduktion, så der er rigeligt råd til at forsørge flere pensionister
9. december 2003

På forsiden af Jyllands-posten den 28. september var tegnet en stor bombe med tændt lunte. »Pensionsbombe nær sprængning,« lød den alarmerende overskrift.
Den type overskrifter har der været mange af de senere år. Pensionsbomben er gledet ind i sproget som skræmmebillede på en fremtid, hvor et stigende antal pensionister skal forsørges af stadigt færre arbejdende.
Bomben er blevet en del af den kollektive bevidsthed, danskerne diskuterer politik med. Såvel OECD og EU-Kommissionen som de hjemlige økonomiske vismænd og skiftende økonomi- og finansministre har brugt bomben som argument for at sænke kontanthjælp og dagpenge – så arbejdsløse fik mere lyst til at arbejde. Den bliver også brugt som begrundelse for, at folk selv skal spare op til deres pension og selv forsikre sig mod sygdom og ulykke. Og selvfølgelig som begrundelse for at afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen.
På den vis har bombebilledet sat ret snævre rammer for, hvad der accepteres som politisk korrekt – det vil sige økonomisk ansvarlig politik, påpeger flere samfundsforskere, blandt andre nationaløkonomen Jesper Jespersen, professor ved RUC. Han mener, at diskussion er kommet helt ud af proportioner:
»Den økonomiske vækst betyder, at nationalproduktet bliver fordoblet i løbet af de næste 40 år. Levestandarden kan fortsat stige for alle aldersgrupper. Problemet er fordelingspolitisk. «
Professor ved Syddansk Universitet, Christen Sørensen er enig:
»Vi har udsigt til at få det mindste pensionistproblem i Europa, fordi danskere føder mange børn og dør relativt tidligt. Der er tale om luksusproblemer,« siger denne forhenværende økonomiske vismand.
En anden forhenværende vismand, økonomen Bent Rold Andersen, kalder debatten »perspektivløs og vissen«:
»Det er urimeligt, at unge mennesker piver over at skulle forsørge de ældre. Nutidens unge nyder hver dag frugterne af ældre generationers arbejde, som er blevet investeret den offentlige sektor - blandt andet i uddannelsessystemet,« siger han.

Dobbelt op på 40 år
Den demografiske realitet i pensionsbomben er følgende: I år 2040 vil der være under tre erhvervsaktive for hver borger over 65 år. Til sammenligning er der i dag lige knap fire en halv erhvervsaktiv for hver ældre person.
Med andre ord skal færre forsørge flere – i form af folkepension, hjemmehjælp, øgede sundhedsudgifter med videre. Det har gødet bekymringen for, at skatterne vil blive drastisk forhøjet eller den offentlige service til de ældre vil blive voldsomt forringet.
Men ingen af delene er nødvendige for at få de samfundsøkonomiske ender til at mødes, understreger de eksperter, Information har talt med, fordi samfundets samlede velstand vokser betragteligt:
»I løbet af de seneste 100 år har Danmark haft en vækst på cirka to procent om året. Bare i løbet af de sidste 50 år er bruttonationalproduktet firedoblet. Der er ingen grund til at tro, at væksten bliver mindre fremover,« påpeger Bent Rold Andersen, og tilføjer, hvad han selv betegner som »en moralsk betragtning«:
»Jeg har svært ved at finde nogen grund til, at de ældre mennesker, som har været med til at opbygge og udvikle det samfund, som de unge overtager, ikke skal have del i denne øgede velstand i form af pension og service fra det offentlige.«
Jesper Jespersen uddyber:
»I år 2040 vil en dansk gennemsnitsfamilie have dobbelt så stor købekraft som i dag. Med andre ord handler pensionsbomben altså om, at danskerne til den tid skal fordele dobbelt så mange biler, dobbelt så mange kvadratmeter, dobbelt så meget alkohol, dobbelt så mange ferierejser som i dag. Selv om skatterne stiger, bliver der rigeligt tilbage privatforbrug.«
»For at skaffe økonomisk råderum til at forsørge fremtidens voksende gruppe af pensionister, kræves blot, at de erhvervsaktives levestandard vokser lidt langsommere end hidtil. Der er på ingen måde tale om, at ældrebyrden – som det så smukt kaldes – vil få skatterne til at eksplodere eller bevirke en nedgang i velfærd og velstand,« siger han.

Gælden tikker
En stor udgiftspost på de offentlige budgetter er statsgælden, der p.t. koster omkring 50 milliarder i renter om året – dvs. flere gange udgifterne til efterlønsordningen.
Derfor har både den foregående SR-regering og den nuværende borgerlige regering sat som mål at få høvlet halvdelen af den offentlige gæld inden år 2010.
»Hvis regeringen havde valgt at følge 2010-planen, ville vi kunne klare de økonomiske udfordringer, en stigende gruppe ældre giver samfundet, uden skattestigninger,« påpeger Christen Sørensen.
Men i foråret skiftede regeringen spor og gennemførte sammen med Dansk Folkeparti skattelettelser for mere end ti milliarder kroner over de næste fire år.
»Regeringen har gjort det vanskeligere at håndtere fremtidens udfordringer ved at gennemføre ufinansierede skattelettelser. Det er helt paradoksalt, når de samtidig råber op om pensionsbomben,« mener Christen Sørensen.
Han understreger, at hvis skattelettelsens formål var, at stimulere efterspørgslen for at få flere i arbejde, kunne regeringen med fordel have valgt at fremtidssikre samfundets infrastruktur – eksempelvis kloakker og jernbanenet.

Der bør arbejdes!
OECD, EU-kommissionen og de hjemlige økonomiske vismænd har anbefalet at demontere pensionsbomben ved at øge folks arbejdsindsats. En metode er at hæve den reelle pensionsalder ved at afskaffe efterlønsordningen.
De økonomer, Information har talt med, er enige i intentionen, men Christen Sørensen understreger, at der bliver lagt for lidt vægt på at forbedre arbejdsmiljøet:
»Vores arbejdsmarked er for blodigt. Alt for mange bliver tidligt slidt ned fysisk og psykisk. Fremtidens store udfordring bliver at skabe et arbejdsmarked, der ikke kaster så mange ud til førtidspension og efterløn.«
»Der er masser af eksempler på, at uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet ødelægger folk. Bare se på en brolægger i arbejde – hvorfor skal han dog løfte tunge fliser, når maskinen, der kan klare det, er opfundet forlængst.«
En anden lokkemad, som OECD og EU-kommissionen har anbefalet den danske regering at bruge, er at gøre det økonomisk mere attraktivt at arbejde. Dels ved at sænke marginalskatterne, dels ved at skære i dagpenge og kontanthjælp.
Bent Rold Andersen er dog meget skeptisk over for, om det vil få den ønskede virkning. Han påpeger, at danskernes arbejdslyst tilsyneladende er meget lidt påvirket af indtjeningen:
»Folk knokler jo denondelynemig for at få deres hus og bil og sommerhus og rødvin – uanset skattetrykket,« siger han.
OECD har desuden gentagne gange anbefalet at sænke mindstelønnen, så arbejdsgiverne får lyst og råd til at ansætte flere af de mindst kvalificerede. Den strategi ser Christen Sørensen ingen fremtid i:
»Vi kan aldrig konkurrere med lønningerne i Kina og Taiwan. Ved at sænke mindstelønnen bidrager man til at bevare forældrede erhvervsstrukturer. I stedet skal vi uddanne folk. Danmarks gode økonomi, gode konkurrenceevne og høje beskæftigelse beskæftigelse har altid bygget på, at arbejdskraften er højt kvalificeret,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her